Du er her:
Brand
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Faksimile
BRAND.
ET DRAMATISK DIGT
[Sjette] OPLAG.
[ Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo. ]
K[]ØBENHAVN.

FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL).

TRYKT HOS J. H. SCHULTZ.

18[71.]
Faksimile
Faksimile
BRAND.

Faksimile
De handlende.

Brand.
Hans [m]oder.
Ejnar, en [m]aler.
Agnes.
Fogden.
Doktoren.
Provsten.
Klokkeren.
Skolemesteren.
Gerd.
En [b]onde.
Hans halvvo[ks]ne Søn.
En anden [b]onde.
En [k]vinde.
En anden [k]vinde.
En [s]kriverkarl.
Prester og [e]mbedsmænd .
Almue, [m]ænd, [k]vinder og [b]ørn.

Fristeren i [ø]demarken.
De usynliges [k]or.
En [r]øst.
(Handlingen foreg[å]r i vor [t]id, dels i dels omkring en
[f]jordbyg[]d p[å] [v]estkysten af Norge.)

Faksimile
FØRSTE HANDLING.

(Oppe i [s]neen p[å] [f]jeldvidderne. T[å]gen ligger tæt[] og tung; det er
[r]egnvejr og halvmørkt.)
Brand, (sortklædt, med [s]tav og [s]kræppe, kravler sig frem vestover).
En [b]onde og hans halvvo[ks]ne [s]øn, (som har sl[å]et [f]ølge med,
er noget bagefter).
Bonden

(raaber efter Brand).
Hej, [f]remmedkarl, far ej s[å] fort!
Hvor er du?
Brand
.
Her!
Bonden
.
Du g[å]r dig bort!
Nu tyk[]ner [s]kodden slig, at knap[]t
en ser s[å] langt, som [s]taven rækker –
Sønnen
.
Faer, her er [s]priker!
Bonden
.
Her er [s]prækker!
Brand
.
Og hvert et [v]ejspor har vi tabt.
Faksimile
6
Bonden
(skriger).
Stands, [m]and! Guds bittre –! Her er [b]ræen
skral som en [s]korpe! Tramp ej [s]neen!
Brand
(lyttende).
Jeg hører [d]uren af en Fos[].
Bonden
.
En [b]æk[] har hulet sig indunder;
her er et [d]yb, som ingen bunder; –
det sluger b[å]de dig og os!
Brand
.
Frem m[å] jeg, som jeg før har sagt.
Bonden
.
Det evner ingen [m]andemagt.
K[]end; – her er [g]runden hul og sprød –
Stands, [m]and! Det g[]ælder [l]iv og [d]ød!
Brand
.
Jeg m[å] ; jeg g[å]r en [s]tormands [b]ud.
Bonden
.
Hvad heder han?
Brand
.
Han heder Gud.
Bonden
.
Og hvad er du for noget?
Brand
.
Prest.
Bonden
.
Kanhænde det; men jeg ved bedst,
at om du s[å] var [p]rovst og [b]isp,
s[å] ligger du i [d]ødsens [g]isp
Faksimile
7
før [d]agen gryr, hvis du vil frem
paa [b]ræens undergravne [b]rem.
(nærmer sig varsomt og overtalende.)
Hør, [p]rest; om en er klog og lært,
han kan ej det, som er for svært.
Vend om; vær ej saa strid og stiv!
En har jo kun det ene [l]iv; –
g[å]r det, hvad har en s[å] ig[]en?
Der er en [m]il til[] næste [g]rænd,
og Skodden st[å]r s[å] tyk[], at den
kan sk[]æres med en [t]ollekniv.
Brand
.
St[å]r Skodden tyk[], en lokkes ej
af [b]l[å]lysblink p[å] [v]ildsporsvej.
Bonden
.
Men her er [i]s-[t]jern rundt omkring,
og slige [t]jern er stygge [t]ing.
Brand
.
Dem g[å]r vi over.
Bonden
.
G[å] p[å] [v]and?
Du holder mindre end du lover.
Brand
.
En har dog vist, – er [t]roen sand,
saa slipper [k]arlen tør[]skod over.
Bonden
.
Ja, før i [t]iden; men i vor
han g[å]r til[]bunds med [h]ud og H[å]r.
Brand
.
Farvel!
(vil g[å].)
Faksimile
8
Bonden
.
Du sætter [l]ivet til[]!
Brand
.
Hvis Herren for min [d]ød har [b]rug, –
velkommen [f]lom og [f]os[] og [s]lug!
Bonden
(sagte).
Nej, han er b[å]de gal og vild!
Sønnen
(halvt grædende).
Faer, lad os vende! Der er [t]egn
til[] værre [s]tyggevejr og [r]egn!
Brand

(standser og nærmer sig ig[]en).
Hør, [b]ondemand; du sagde før,
at [d]atter din, som bo[]r ved [f]jorden,
har skikket [b]ud, at snart hun dør;
men ej med saligt [h] [å]b hun tør, –
hvis ej hun ser dig, – g[å] fra [j]orden?
Bonden
.
Gud bedre mig s[å] sandt og visst!
Brand
.
Og til[] idag hun gav dig [f]rist?
Bonden
.
Ja.
Brand
.
Ikke længer?
Bonden
.
Nej.
Brand
.
S[å] kom!
Faksimile
9
Bonden
.
Det er ug[]ørligt [v]ærk. Vend om!
Brand

(ser fast p[å] ham).
Hør? Gad du hundred [d]aler give,
ifald hun kunde saligt dø?
Bonden
.
Ja, Prest!
Brand
.
To hundred?
Bonden
.
Hus og [b]ø
jeg skulde g[]erne fra mig skrive,
ifald hun slukne fik i [f]red!
Brand
.
Men gad du give [l]ivet med?
Bonden
.
Hvad? Livet? K[]ære, vene –!
Brand
.
N[å]?
Bonden

(klør sig bag [ø]ret).
Nej, men der er da [m] [å]de p[å] –!
I Jesu [n]avn, du f[å]r ej glemme,
at jeg har [b]arn og [k]one hjemme.
Brand
.
Han, som du nævnte, havde [m]oer.
Bonden
.
Ja, det var længe før ifjor; –
Faksimile
10
da hændte der s[å] mangt et [u]nder;
det g[å]r ej slig til[] nuomstunder.
Brand
.
Far hjem. Dit [l]iv er [d]ødens [v]ej.
Du ved ej Gud og Gud ej dig.
Bonden
.
Hu, du er h[å]rd!
Sønnen

(trækker i ham).
Kom s[å] afsted!
Bonden
.
Ja vel; men han skal følge med!
Brand
.
Skal jeg?
Bonden
.
Ja, blir du borte her
i dette Herrens vonde [v]ejr,
og rygtes, hvad en ej kan dølge,
at vi gik hjemmefra i [f]ølge,
s[å] trækkes jeg til[]things en [d]ag, –
og drukner du i [m]yr og [t]jern,
s[å] dømmes jeg i [b]olt og [j]ern –
Brand
.
Da lider du for Herrens [s]ag.
Bonden
.
Mig rager ikke hans og dine;
jeg har alt mer end nok med mine.
Kom s[å]!
Brand
.
Farvel!
(hult [b]ulder høres langt borte.)
Faksimile
11
Sønnen
(skrigende).
Der gaar en [s]kred!
Brand

(til[] [b]onden, som har grebet ham i [k]raven).
Slip[] Taget!
Bonden
.
Nej!
Brand
.
Slip[] stra[ks]!
Sønnen
.
Kom med!
Bonden

(brydes med Brand).
Nej, [f]anden nappe mig –!
Brand

(river sig løs og kaster ham i [s]neen).
Ja visst;
det kan du tro han g[]ør til[]sidst!
(g[å]r.)
Bonden

(sidder og gnider [a]rmen).
Au, au; den [k]arl er stiv og stærk.
Sligt kalder han Vorherres [v]ærk!
(r[å]ber idet han rejser sig.)
Hej, [p]rest!
Sønnen
.
Han gik indover [h]ejen.
Bonden
.
Ja, men jeg skimter ham endnu.
(r[å]ber ig[]en.)
Hør, sig mig – kan du mindes, du,
hvor var det vi kom ud af [v]ejen?
Faksimile
12
Brand

(inde i T[å]gen).
Ej trænges [v]ejløbs [k]ors for dig; –
du er alt p[å] den brede [v]ej.
Bonden
.
Gud give at det var s[å] vel,
s[å] sad jeg godt og varmt ikveld.
(han og [s]ønnen g[å]r østover igjen.)
Brand

(kommer til[]syne højere oppe og lytter ud mod den [k]ant, hvor Bonden gik).
De famler hjem. Du slappe [t]ræl,
sprang i dit [b]ryst en [v]iljes [v]æld,
var ikkun [e]vnen det, som skorted,
jeg skulde [v]ejens [m]øje kortet;
paa dødstræt[] Ryg[], med [f]oden s[å]ret,
jeg skulde glad og let[] dig b[å]ret; –
men [h]jælp er gavnløs for en [m]and,
som ikke vil, hvad ej han kan.
(g[å]r længere frem.)
Hm; [l]ivet, [l]ivet; det er svært,
hvor [l]ivet er de [g]odtfolk k[]ært!
Hver [s]krælling lægger slig en [m]agt
p[å] [l]ivet, som om [v]erdens [f]relse,
al [m]enneskenes [s]jælehelse,
var p[å] hans skrale [s]kuldre lagt.
De vil nok offre, – Gud[]bevares!
Men [l]ivet, [l]ivet, – det m[å] spares.
(smiler, som i en [e]rindring.)
To [t]anker faldt som [g]ut mig ind
og voldte [l]attervrid i [m]aven,
Faksimile
13
og skaffed mig et barket [s]kind,
n[å]r gamle [s]kolemoer var gnaven.
Jeg tænkte mig en mørkræd[] [u]gle,
en [f]isk med [v]andskræk[]. Lydt jeg lo;
jeg vilde dem af [s]indet smugle,
men de hang i med [t]and og [k]lo. –
Hvad kom det af, det [l]attervrid?
Jo, af den dunkelt følte [s]plid
imellem [t]ingen, som den er,
og [t]ingen, som den skulde være, –
imellem det, at m[å]tte bære,
og finde [b]yrden altfor svær. –
Fast hver en [l]andsmand, syg og frisk,
er slig en [u]gle, slig en [f]isk.
Han skabtes til[] et [d]ybets [y]rke,
han skulde leve [l]ivets [m]ørke, –
og det er det, som g[]ør ham ræd[].
Han spræller angst mod [f]jærens Bred[],
han skyr sit eget [s]tjernekammer,
han skriger: [l]uft og [d]agens [f]lammer!
(standser et [ø]jeblik, studser og lytter.)
Hvad var det der? Det lød som [s]ang.
Ja, det er [s]ang med [l]atter blandet.
Hør, – nu et [h]urra, nu et andet, –
nu tredje – fjerde – femte [g]ang!
Der rinder [s]olen. Skodden letter.
Jeg øjner alt de vide [s]letter.
Derborte st[å]r det glade [l]ag
i Morgensk[]ær paa [h]øjderyggen;
vestover [v]idden kastes [s]kyggen;
Faksimile
14
de skifter [o]rd og [n]ævetag.
Nu skilles de. De [a]ndre vender
mod [ø]st, men to g[å]r vesterud.
Der skikker de, som sidste [b]ud,
Farvel med Hat[], med [s]lør og [h]ænder.
(Solen bryder alt mere og mere g[]ennem T[å]gen. Han st[å]r længe og ser ned
p[å] de kommende.)
Der glittrer [l]ys om disse tvende.
Det er som [s]kodden gjorde Vej,
som [l]yngen klædte [h]æld og [h]ej
og [h]imlen lo om ham og hende.
De er visst Syskend. [h] [å]nd i [h] [å]nd
de springer over [l]yngens [t]æppe.
Se; [p]igen rører [g]runden neppe[,]
og han er ledig som en [v] [å]nd.
Der strøg hun fra ham! Der hun veg,
da rap[] han vilde hende fange – –[.]
Nu voxer [l]øbet til[] en [l]eg –!
Hør; deres [l]atter blir til[] [s]ange!
Ejnar og Agnes, (let[] rejseklædte, begge blussende og varme, kommer
legende fremover [s]letten. T[å]gen er borte; en klar [s]ommermorgen ligger over
[f]jeldet).
Ejnar
.
Agnes, min dejlige [s]ommerfugl,
dig vil jeg legende fange!
Jeg fletter et [g]arn med [m]asker sm[å],
og [m]askerne er mine [s]ange!
Agnes

(danser baglænds foran og smutter stedse fra ham).
Er jeg en [s]ommerfugl, liden og sk[]ær,
s[å] lad mig af [l]yngtoppen drikke;
Faksimile
15
og er du en [g]ut, som lyster en [l]eg,
saa jag mig, men fang mig ikke!
Ejnar
.
Agnes, min dejlige [s]ommerfugl,
nu har jeg Maskerne flettet;
dig hjælper visst aldrig din flagrende [f]lugt, –
snart sidder du fangen i [n]ettet!
Agnes
.
Er jeg en [s]ommerfugl, ung og blank,
jeg lystig i [l]egen mig svinger;
men fanger du mig under [n]ettets [s]pind,
s[å] rør ikke ved mine [v]inger!
Ejnar
.
Nej, jeg skal løfte dig varligt paa [h] [å]nd
og lukke dig ind i mit [h]jerte;
der kan du lege dit hele [l]iv
den gladeste [l]eg, du lærte!
(uden at se det har de nærmet sig en brat[] [s]tyrtning; de st[å]r nu lige p[å]
[r]anden.)
Brand

(skriger ned til[] dem).
Stands, stands! Der er en [a]fgrund bag!
Ejnar
.
Hvem r[å]ber?
Agnes
(peger op[]).
Se!
Brand
.
Berg jer itide!
I st[å]r paa [s]kavlens hule [t]ag; –
den hænger udfor [s]tupets [s]ide!
Faksimile
16
Ejnar

(sl[å]er [a]rmen om hende og ler op[]).
Det har ej [n]ød med mig og hende!
Agnes
.
Vi har et [l]iv at lege rundt!
Ejnar
.
I [s]olskin er en [f]ærd os undt,
som først om hundred [år] har [e]nde.
Brand
.
Da først I g[å]r til[]bunds? Ja s[å]!
Agnes
(svinger [s]løret).
Nej, da g[å]r [l]egen mod det bl[å].
Ejnar
.
Først hundred [å]r i [g]lædestimlen,
med [b]ryllupslamper tændt hver Nat[], –
et [l]iv, et hundredaars [t]agfat[] –
Brand
.
Og s[å] –?
Ejnar
.
S[å] hjem ig[]en – til[] [h]imlen.
Brand
.
N[å], det er den, I kommer fra?
Ejnar
.
Naturligvis; hvor ellers da?
Agnes
.
Ja, det vil sige, allersidst
vi kom fra [d]alen øst for [f]jeldet.
Faksimile
17
Brand
.
Jeg syntes og jeg øjned hist
et [s]kimt af jer ved Vandløbsk[]ellet.
Ejnar
.
Ja, det var der vi skiltes nys
fra vore [v]enner og [v]eninder
og trykked [h] [å]ndslag, [f]avntag, [k]ys[],
som Segl p[å] alle dyre [m]inder.
Kom ned til[] os! Jeg skal fortælle,
hvor Gud har været mageløs, –
saa vil De fatte [j]ublens [v]ælde –!
Fy, st[å] ej der, som om De frøs!
Se s[å]! Tin op[]! Det kan jeg lide.
Først er jeg [m]aler, m[å] De vide,
og det var allerede smukt
at sk[]ænke mine [t]anker [f]lugt,
s[å] jeg kan kogle [l]iv i [f]arver,
som han g[]ør [s]ommerfugl af [l]arver[.]
[M]en aller prægtigst var dog Gud,
da han mig Agnes gav til[] [b]rud!
Jeg kom fra [s]yd, fra [r]ejser lange,
med [m]alerkassen p[å] min Ryg[] –
Agnes
(ivrig).
S[å] kongeglad og frisk og tryg[] –
og kunde visst de tus[e]nd [s]ange!
Ejnar
.
Just som jeg g[]ennem [b]yg[]den strøg,
var hun deroppe p[å] [b]esøg.
Hun skulde drikke [f]jeldets [l]uft
Henrik Ibsen: Brand.
2
Faksimile
18
og [s]ol og [d]ugg og [g]raners [d]uft.
[ Mig ] drev en Gudsmagt op[] mod [f]jeldet;
det sang i mig: søg Sk[]ønhedsvældet
p[å] [g]ranemo, langs [s]kogens [e]lv,
i [s]kyflugt under [h]imlens [h]vælv! –
Da malte jeg mit [m]esterstykke:
et [r]osenblus[] p[å] hendes [k]ind,
et [ø]jepar, som lyste [l]ykke,
et [s]mil, som sang i [s]jælen ind –
Agnes
.
Men hvad du malte, s[å] du neppe, –
drak [l]ivets [s]k[å]l i blinde [d]rag
og stod ig[]en en [s]olskinsdag
med [s]tav i [h] [å]nd og snøret [s]kræppe –
Ejnar
.
Da strøg den [t]anke mig forbi:
du har jo ganske glemt at fri!
Hurra! I [h]ast blev friet, svaret,
og dermed var det grejdt og klaret.
Vor gamle [d]oktor blev s[å] glad,
at selv han ikke vidste hvad.
S[å] holdt han [l]ag tre Døgn til[]ende,
med [s]ang og [d]ans, for mig og hende;
fra [f]oged, [l]ensmand, [s]kriver, [p]rest,
al vo[ks]en [u]ngdom kom som [g] []æst.
Fra [g] [å]rden brød vi op[] inat[];
men derfor endtes [g]ildet ej; –
med [f]lag p[å] [s]tang, med [l]øv om Hat[],
op[] over [l]i, frem over [h]ej[,]
af [f]lokken fulgtes vi p[å] [v]ej.
Faksimile
19
Agnes
.
Vor [f]ærd p[å] [v]idden var en [d]ans,
snart to og to – og snart i [k]rans.
Ejnar
.
Af [s]ølvstøp drak vi [v]inen sød –
Agnes
.
I [s]ommernatten [s]angen lød –
Ejnar
.
Og [s]kodden, som faldt tung fra [n]ord,
strøg lydig væk, hvor frem vi foer.
Brand
.
Og nu g[å]r [v]ejen –?
Ejnar
.
Lige frem,
til[] [b]yen.
Agnes
.
Der jeg har mit [h]jem.
Ejnar
.
Men først forbi de sidste [t]oppe[;]
s[å] ned til[] [f]jordens [v]ik i [v]est;
p[å] Egirs [h]est med [d]ampen oppe
vi rider hjem til[] [b]ryllupsfest, –
og s[å] mod Sydens [l]and tillsammen,
lig [s]vaner p[å] den første [f]lugt –!
Brand
.
Og der –?
Ejnar
.
Et [b]ryllupsliv i [g]ammen,
som [d]rømmen stort, som [s]agnet smukt; –
2*
Faksimile
20
thi vid at denne [s]øndagsmorgen,
sk[]ønt midt p[å] [v]idden, uden [p]rest,
vort [l]iv blev lyst i [f]red for [s]orgen
og viet til[] en [l]ykkefest.
Brand
.
Af hvem?
Ejnar
.
Af al den glade [k]lynge.
Ved [b]ægerklang hver [u]vejrsky
blev sat[] i [b]an, der turde tynge
det lette [l]øvværk om vort [l]y.
Af [s]proget ud hvert [o]rd de kyste,
som [v]arsel bar om [s]tormslags [d]røn;
med [l]øv i [h] [å]ret de os lyste
som [g]lædens [b]ørn i [k]uld og [k] []øn.
Brand
.
Far vel, I to!
(vil g[å].)
Ejnar

(studser og ser nærmere p[å] ham).
Nej, stands og vent!
Det tykkes mig, som noget k[]endt
i Deres [t]ræk[] –
Brand
(koldt).
Jeg er Dem fremmed.
Ejnar
.
Og dog fra [s]kolen eller [h]jemmet
jeg tror s[å] visst[,] jeg mindes kan –
Faksimile
21
Brand
.
I [s]kolen; ja, da var vi [v]enner;
da var jeg [g]ut; nu er jeg [m]and.
Ejnar
.
Det skulde aldrig være –?
(skriger med engang:)
Brand!
Ja, det er dig! Nu jeg dig k[]ender!
Brand
.
Jeg k[]endte dig fra første [s]tund.
Ejnar
.
Vel mødt, vel mødt af [h]jertens [g]rund!
Se p[å] mig! Ja, du er den gamle,
som altid i dig selv var nok,
hvem [l]egen aldrig kunde samle
i [k]ammeraters viltre [f]lok.
Brand
.
Jeg var jo hjemløs mellem jer.
Dig tror jeg dog jeg havde k[]ær,
sk[]ønt alle I der [-]sør i [l]andet
var af en anden [m]alm, end jeg,
som fødtes paa et [n]æs ved [v]andet,
i [s]kyggen af en skogløs [h]ej.
Ejnar
.
Din [h]jembyg[]d, – ja, den er jo her?
Brand
.
Ig[]ennem den min [v]ej nu bær.
Ejnar
.
Ig[]ennem den? S[å]? Vidre frem?
Faksimile
22
Brand
.
Ja vidt; og fort – forbi mit [h]jem.
Ejnar
.
Du er jo [p]rest?
Brand
(smiler).
Stiftskapellan.
Lig [h]aren under [h]oltets [g]ran
har jeg mit [h]us snart her snart hist.
Ejnar
.
Og hvor g[å]r [r]ejsen nu til[]sidst?
Brand

(hurtigt og h[å]rdt).
Spørg ej om det!
Ejnar
.
Hvorfor?
Brand

(forandrer [t]onen).
Aa jo!
Det [s]kib, som venter eder to,
skal ogs[å] føre mig herfra.
Ejnar
.
Min [b]rudgomshest? Hurra, [h]urra!
Tænk, Agnes, han skal samme [v]ej!
Brand
.
Ja, men jeg skal til[] [g]ravøl, jeg.
Agnes
.
Til[] [g]ravøl?
Ejnar
.
Du? Hvem skal begraves?
Faksimile
23
Brand
.
Den Gud, som nys [d]u kaldte din.
Agnes
(viger).
Kom, Ejnar!
Ejnar
.
Brand!
Brand
.
I [l]in og [s]krin
hver [j]ordtræls Gud, hver [d]øgnværk-[s]laves,
skal lægges ned ved hø[j]lys [d]ag.
Der m[å] en [e]nde p[å] den [s]ag.
Det er p[å] [t]iden I forst[å]r,
han skrantet har i tus[e]nd [å]r.
Ejnar
.
Brand, du er syg!
Brand
.
Nej, sund og frisk,
som [å]sens [t]all, som [b]akkens [b]risk;
men det er [t]idens syge [s]lægt,
som trænger til[] at vorde lægt.
I vil kun lefle, lege, le,
vil tro saa sm[å]t, men ikke se, –
vil læsse hele [v]ægtens [v]e
p[å] en, som man har sagt jer kom
og tog den store [s]traffedom.
[ Han ] lod for jer sig tornekranse,
og derfor har I [l]ov at danse; –
ja dans, – men hvor du danser hen,
det blir en anden [s]ag, min [v]en!
Faksimile
24
Ejnar
.
[Å], jeg forst[å]r! Den [s]ang er ny
og yndet over [b]yg[]d og [b]y.
Du hører til[] det unge [k]uld,
som kalder [l]ivet [t]ant og [m]uld,
som jage vil med [p]ølens [s]kræk[]
[a]lverden i en [a]skesæk[].
Brand
.
Nej, jeg er ingen «[p]rækehest».
Jeg taler ej som [k]irkens [p]rest;
knap[]t ved jeg, om jeg er en [k]risten;
men visst jeg ved, jeg er en [m]and,
og visst jeg ved, jeg øjner [b]risten,
der margstjal hele dette [l]and.
Ejnar
(smiler).
Da har jeg endnu aldrig hørt,
vort gode [l]and i [r]ygte ført
for [o]verm[å]l af [l]ivsenslyst.
Brand
.
Nej, [j]ublen sprænger intet [b]ryst; –
thi var det s[å], da var det vel.
Lad g[å] at du er [g]lædens [t]ræl, –
men vær det da fra [k]veld til[] [k]veld.
Vær ikke et idag, ig[å]r,
og noget andet om et [å]r.
Det, som du er, vær fuldt og helt,
og ikke stykkevis og delt.
Bacchanten er en klar Ide,
en [d]rukkenboldt hans [a]k og [v]e, –
Faksimile
25
Silenen er en sk[]øn [f]igur,
en [d]ranker hans [k]arrikatur.
G[å] blot omkring i dette [l]and,
og hør dig for hos alle [m]and,
og du vil se, enhver har lært
sig til[] at være lidt af hvert.
Lidt alvorslørt til[] [b]rug i [h]elgen,
lidt trofast efter [f]ædres [s]ed,
lidt lysten efter [n]at[]verdsvælgen, –
thi det var samme [f]ædre med, –
lidt varm om [h]jertet, er der [g]ilde
og [s]angen runger for det lille
men klippefaste [k]lippefolk,
der aldrig tog mod Stryg og Svolk, –
lidt ødsel n[å]r det g[]ælder [l]øfter, –
lidt h[å]rfin n[å]r han ædru drøfter
det [o]rd, som gaves i et [l]ag[,]
til[] [l]øsning p[å] en [a]lvorsdag.
Dog [a]lt, som sagt, kun ganske lidt;
hans [f]ejl, hans [f]ortrin, g[å] []r ej vidt;
han er en [b]røk i stort og sm[å]t,
en Brøk i ondt, en [b]røk i godt; –
men værst det er, – hver [b]røkens [d]el
sl[å]r [b]røkens hele [r]est ihjæl.
Ejnar
.
Det er en let[]vindt [t]ing at h[å]ne;
dog vakkrere det var at sk[å]ne –
Brand
.
Kanhænde det, – men ej s[å] sundt.
Faksimile
26
Ejnar
.
Nu vel; til[] [f]olkets [s]yndebundt
jeg føjer b[å]de ja og Amen,
men ser dog ej det hænger sammen
med ham, du lægge vil i [s]krin, –
den Gud, jeg endnu kalder min.
Brand
.
Min glade [v]en, du er jo [m]aler; –
vis mig den Gud, hvorom du taler.
Du har jo malt ham, har jeg hørt,
og [b]illedet har [g]odtfolk rørt.
Han er vel gammel[;] ikke s[å]?
Ejnar
.
Nu ja –?
Brand
.
Naturligvis. Og gr[å]?
Tyndh[å]ret efter [g]ubbers [v]is,
med Sk[]æg[] som Sølvtr[å]d eller [i]s, –
velvilligt stemt, men dog s[å] streng,
at han kan skræmme [b]ørn i [s]eng?
Hvorvidt du gav ham [t]øfler p[å],
se, det lar ved sit [v]ærd jeg st[å];
men visst jeg tror det gjorde godt,
om han fik [b]riller og [k]alot.
Ejnar
(vred).
Hvad skal det til[] –
Brand
.
Det er ej [s]pot[].
Just netop s[å]dan ser han ud,
Faksimile
27
vort [l]ands, vort [f]olks [f]amiljegud.
Som [k]atoliken g[]ør en [r]olling
af Frelserhelten, g[]ør I her
af Herren en affældig [o]lding,
der er sin [a]lders [b]arndom nær.
Som [p]aven har p[å] Peters [s]tol
til[]overs snart kun [d]obbelt[-]dirken,
saa snevrer I fra [p]ol till [p]ol
Vorherres [r]ige ind til[] [k]irken,
I skiller [l]iv fra [t]ro og [l]ære;
for ingen g[]ælder det at være;
jer [s]træben er, jer [å]nd at hæve,
men ikke helt og fuldt at leve.
I trænger til[], for slig at slingre,
en Gud, som ser ig[]ennem [f]ingre; –
som [s]lægten selv, dens Gud m[å] gr[å]ne
og males med [k]alot og [m] [å]ne. –
Men denne Gud er ikke min!
Min er en [s]torm, hvor din er [v]ind,
ubøjelig[,] hvor din er døv,
alk[]ærlig der, hvor din er sløv;
og han er ung, som Herkules, –
ej nogen Gudfaer p[å] de treds!
Hans [s]temme slog med [l]yn og Skræk[],
da han som [i]ld i [t]ornehæk[]
for Moses stod p[å] Horebs [b]erg,
som [k] []æmpen st[å]r for [d]verges [d]verg.
Han standsed [s]ol i Gibeons [d]al
og gjorde [u]ndre uden [t]al,
Faksimile
28
og skulde g[]øre dem endnu,
hvis [s]lægten ej var slap[] [,] som du!
Ejnar

(med et usikkert [s]mil).
Og nu skal [s]lægten skabes om?
Brand
.
Det skal den, du, saa sandt og visst
jeg ved, at jeg til[] [v]erden kom,
som [l]æge for dens [s]ot og [b]rist!
Ejnar

(ryster paa [h]ovedet).
Sluk[] ikke [s]tikken, sk[]ønt den oser,
før [l]ygten viser [v]ejens [s]por;
stryg ikke [s]progets gamle [g]loser,
før du har skabt de nye [o]rd!
Brand
.
Ej noget nyt jeg stunder til[];
det eviges [r]et[] jeg hævde vil.
Det er ej [d]ogmer eller [k]irke,
som jeg vil løfte med mit [v]irke;
thi begge s[å] sin første [d]ag,
og derfor var det muligt vel
de begge ser sin sidste [k]veld.
Alt skabt har jo et finis bag;
det fanger [m]én af [m]øl[] og [o]rm,
og m[å] ifølge [l]ov og [n]orm
afvejen for en ufødt [f]orm.
Men der er noget til[], som st[å]r; –
det er den [å]nd, som ej blev skabt,
Faksimile
29
som løstes, da den var fortabt,
i [t]idens første friske [v] [å]r,
som slog med frejdig [m]andetro
fra [k] []ød til[] [å]ndens [o]p[]hav [b]ro.
Nu er i sm[å]t den høkret ud, –
[t]ak[] være [s]lægtens [s]yn p[å] Gud; –
men frem af disse [s]jælestumper,
af disse [å]ndens [t]orsoklumper,
af disse [h]oder, disse [h]ænder,
et helt skal g[å], s[å] Herren k[]ender
sin Mand ig[]en, sit største [v]ærk,
sin [æ]t[]ling, Adam, ung og stærk!
Ejnar

(afbrydende).
Farvel. Jeg mener det er bedst,
vi skilles her.
Brand
.
G[å]r I mod [v]est,
g[å]r jeg mod [n]ord. To [v]eje bær
til[] [f]jorden, begge lige nær.
Farvel!
Ejnar
.
Farvel.
Brand

(vender sig ved [n]edgangen).
[HIS: Verselinjen er opprinnelig venstrestilt, men er her høyrestilt siden den er siste del av den delte verselinjen.]Skil[] [l]ys fra [d]unst.
Husk, – det, at leve, er en [k]unst.
Ejnar

(vinker ham fra sig).
Vend du kun [v]erden op[] og ned;
min gamle Gud jeg holder ved!
Faksimile
30
Brand
.
Godt; mal ham du med [k]rykkestav; –
jeg g[å]r og lægger ham i [g]rav!
(g[å]r nedover [s]tien.)
Ejnar

(g[å]r i [t]aushed hen og ser ned efter Brand).
Agnes

(st[å]r et [ø]jeblik som [å]ndsfraværende; derp[å] farer hun op[], ser sig
urolig om og spørger)
:
Gik [s]olen ned?
Ejnar
.
Nej, kun en [s]ky
strøg for; nu lyser den paany.
Agnes
.
Her blæser koldt.
Ejnar
.
Det var et [p]ust,
som jog ig[]ennem [s]karet just.
Her skal vi ned.
Agnes
.
S[å] sort mod [s]ør
stod [b] []erget ej og stængte før[.]
Ejnar
.
Du s[å] det ej for [s]ang og [l]eg,
før han dig skræmte, da han skreg.
Men lad ham g[å] sin bratte [t]rap[];
vi knytter [l]egen, hvor den glap[].
Agnes
.
Nej, ikke nu; – nu er jeg træt[].
Faksimile
31
Ejnar
.
Det er igrunden ogsaa jeg, –
og nedfor er ej [v]ejen let[],
som borte p[å] den flade [h]ej.
Men har vi [h]øjden bagom os,
da skal vi danse just paa [t]rods, –
ja, tifold mere vildt og fort,
end ellers vi det havde gjort. –
Se, Agnes, se den [s]tribe bl[å],
som [s]olens [g]lød nu glittrer p[å];
snart kruser den sig, snart den ler,
snart er den [s]ølv, snart er den [r]av;
det er det store, friske [h]av,
som du der yderst ude ser!
Og kan du se den mørke [r]øg,
som længe langsmed [l]eden strøg?
Og kan du se den sorte [p]rik,
som nu just rundt om [n]æsset gik?
Se, det er [ [d]ampen ] ; – din og min!
Nu st[å]r den [f]jorden lige ind!
Iaften st[å]r den ud fra [f]jord,
til[]havs, med dig og mig ombord! –
Der slører [t] [å]gen tung og gr[å]. –
Sig, Agnes, fik du Øje p[å]
hvor smukt sig [h]av og [h]immel malte?
Agnes

(ser [å]ndsfraværende lige ud og siger):
Ja visst. Men sig mig om du s[å] –?
Ejnar
.
Hvad?
Faksimile
32
Agnes

(uden at se p[å] ham og dæmpet som i en [k]irke).
Hvor han vo[ks]te, mens han talte!
(hun g[å]r nedover [s]tien. Ejnar følger.)

(Vej langs [f]jeldvæggen med vildt [d]yb udfor til[] højre. Ovenfor og bag
[b]erget skimtes større [h]øjder med [t]inder og [s]ne.)
Brand

(kommer oppe paa [s]tien, g[å]r nedover, standser midtvejs p[å] en frem-
springende [k]nart og ser ned i [d]ybet)
.
Ja, jeg k[]ender mig ig[]en!
Hvert et [b] [å]dnøst, hver en [g]rænd,
Jordfal[d]sbakken, [o]sets [b]irke
og den gamle brune [k]irke,
[e]lvekantens [o]lderbuske,
alting kan fra Barn jeg huske.
Men jeg tror, at mere gr[å]t
er det nu, og mere sm[å]t;
og p[å] [b]erget [s]kavlen hænger
mere yderligt end da,
har af [d]alens snevre [h]immel
sk[å]ret bort endnu en [s]trimmel,
luder, truer, skygger, stænger, –
stjæler mere [s]ol ifra.
(sætter sig og ser langt udover.)
Fjorden. Var den og [ den ] Gang
lige styg[] og lige trang?
Det er [b]ygevejr. Der st[å]r
ind en [r] [å]sejlsjagt for [b]øren.
Sør, indunder [h]amrens [s]kygge,
Faksimile
33
øjner jeg en [b]od[] en [b]rygge,
og der bag en rødmalt [g] [å]rd. –
Det er [e]nkens [g] [å]rd p[å] [ø]ren!
Enkens [g] [å]rd. Min [b]arndoms [h]jem.
Minders [m]inder myldrer frem.
Der, imellem [s]trandens [s]tene,
blev min [b]arnesjæl alene. –
Over mig er [k]lemslens [v]ægt,
Tyngslen af at st[å] i [s]lægt
med en [å]nd, som altid peged
jordvendt, udenfor mit eget.
Alt, hvad stort jeg vilde før,
vimrer nu som bag et [s]lør.
Modet, [m]agten har mig sveget,
[h]ug og [s]jæl blir slap[] og sprød;
her, ved [n]ærmelsen af [h]jemmet,
ser jeg p[å] mig selv som fremmed, –
v[å]gner bunden, klippet, tæmmet,
Samson lig i Sk[]øgens Sk[]ød.
(ser atter ned i [d]ybet.)
Hvad er der for [f]ærd og [v]irke?
Ud fra hver en [p]lads og [g]rænd
stævner [k]vinder, [b]ørn og [m]ænd.
Snart i [u]rd og snart i [b]rækker
taber sig de lange Rækker,
dukker atter op[] ig[]en –
fremme ved den gamle [k]irke.
(rejser sig.)
O, jeg kan jer ud og ind,
slappe [s]jæle, sløve [s]ind!
Henrik Ibsen: Brand.
3
Faksimile
34
Hele eders [f]adervor
har ej s[å] pas[] [v]iljevinge,
ikke s[å] pas[] [a]ngstens [d]røn,
at deraf til[]himmels n[å]er, –
klangfuldt, som en [r]øst skal klinge, –
andet end den fjerde [b]øn!
Den er [l]andets [l]øsen jo,
den er [f]olkets [f]eltr[å]b blevet.
Ud af [s]ammenhængen revet,
ind i alle [h]jerter skrevet,
ligger den som stormfordrevet
[v]rag af eders hele [t]ro! –
Væk fra dette klumre [s]lug!
Der er [g]rubeluft herinde; –
her kan ingen [f]anes [d]ug
flagre frit for friske [v]inde!
(vil g[å]; en [s]ten kastes ovenfra og ruller nedig[]ennem [l]ien tæt[] ved ham.
Brand
(r[å]ber op[]).
Hej der! Hvem kaster [s]ten?
(Gerd, en femtenaars [p]ige, løber oppe paa [b]ergkammen med [s]tene i
[f]orklædet.)
Gerd
.
Han skreg!
Jeg traf[]!
(kaster ig[]en.)
Brand
.
Hør, [b]arn; stands denne [l]eg!
Gerd
.
Der sidder han foruden [m]én
og vipper paa en vindfældt [g]ren!
(kaster ig[]en og skriger.)
Faksimile
35
Der kommer han s[å] vild som før!
Hjælp! Hu! Han hugger mig med [k]lør!
Brand
.
I Herrens [n]avn –!
Gerd
.
Hyss! Hvem er du?
St[å] stil[]t, st[å] stil[]t; han flyver nu.
Brand
.
Hvem flyver?
Gerd
.
S[å] du ikke [h]øgen?
Brand
.
Her? Nej.
Gerd
.
Den store stygge [f]ugl
med [k]ammen fladt p[å] [p]anden strøgen,
med [r]and om [ø]jet rød og gul!
Brand
.
Hvor g[å]r din [v]ej?
Gerd
.
Til[] [k]irke.
Brand
.
S[å]?
Da kan vi to jo [f]ølge sl[å].
Gerd
.
Vi to? Nej, jeg skal op[]ad her.
Brand

(peger nedover).
Men der er [k]irken jo!
3*
Faksimile
36
Gerd

(ser h[å]nligt smilende p[å] ham og peger ned).
Den der?
Brand
.
Ja visst; kom med.
Gerd
.
Nej; der er styg[]t!
Brand
.
Styg[]t? Hvorfor?
Gerd
.
Jo, for der er sm[å]t.
Brand
.
Hvor har du se[]t en større byg[]t?
Gerd
.
En større? [Å], det ved jeg godt[.]
Farvel!
(g[å]r op[]over.)
Brand
.
G[å]r der din [k]irkevej?
Den bær jo til[] den vilde [h]ej.
Gerd
.
Følg med mig, du, s[å] skal du se
en [k]irke byg[]t af [i]s og [s]ne!
Brand
.
Af [i]s og [s]ne! Nu g[å]r det op[]!
Derinde mellem [t]ind og [t]op[] [,]
jeg komme kan fra [g]ut ihug[,]
der findes skal et [d]alstrøgs [s]lug;
Iskirken tror jeg det blev kaldt;
Faksimile
37
om den blev mange [s]lags fortalt;
et frossent [t]jern er [g]ulv og [t]oft,
p[å] [s]kavlen ligger [s]neen kram
og spænder vidt sig[,] som et [l]oft[,]
udover søndre [v]æggens [k]am.
Gerd
.
Ja, det ser ud som [i]s og [f]jeld,
men er nu [k]irke lige vel.
Brand
.
G[å] aldrig did; et [v]indstøds [k]ast
har tidtnok voldt at Bræen brast;
et [s]krig, et [r]ifleskud er nok –
Gerd

(uden at høre paa ham).
Kom med og se en [r]ensdyrflok,
som [s]kreden slog, s[å] op[] den kom
iv[å]r først med den store [f]lom.
Brand
.
G[å] aldrig did; der er ej tryg[]t!
Gerd

(peger ned).
G[å] aldrig did, for der er styg[]t!
Brand
.
Guds [f]red med dig.
Gerd
.
Kom heller med!
Deroppe messer [f]os[] og [s]kred;
der præker [v]ind paa [j]øklens [v]old,
s[å] du blir b[å]de hed og kold.
Faksimile
38
Og [h]øgen slipper aldrig ind;
han sl[å]r sig ned paa Svartetind, –
der sidder han, det[s]tyggetøj,
som [h]ane p[å] min [k]irkefløj.
Brand
.
Vild er din [v]ej og vild din [s]jæl, –
en [l]angelek med sprukken [f]jæl.
Af slet[] blir slet[] kun, slet[] og ret[], –
men ondt til[] godt kan vendes let[].
Gerd
.
Der kommer han med [v]ingesus!
Nu f[å]r jeg se at n[å] ihus!
Farvel; i [k]irken er jeg tryg[], –
hu, hvor han kommer arg og styg[]!
(skriger.)
Kom ikke nær! Jeg kaster [s]ten!
Sl[å]r du med [k]lo, sl[å]r jeg med [g]ren!
(flygter op[]over [f]jeldet.)
Brand

(efter et Op[]hold).
Se, det var og en [k]irkeg[]æst.
I [d]al, – paa [h]ej, hvem g[]ør det bedst?
Hvem vimrer værst og vildest frem,
hvem famler længst fra [f]red og [h]jem, –
det [l]ettsind som, med [k]rans af [l]øv,
lar [l]egen g[å] langs brattest [s]lug, –
det [s]lappsind, som g[å]r [v]ejen sløv,
fordi det s[å] er [s]kik[] og [b]rug, –
det [v]ildsind, som har slig en [f]lugt,
at fast hvad ondt det ser, blir smukt? –
Faksimile
39
Til[] [k]amp p[å] tvers, til[] [k]amp p[å] langs
mod denne Trippelallians!
Jeg ser mit [k]ald; det glittrer frem,
som [s]ol ig[]ennem [g]lugg p[å]klem!
Jeg ved mit [h]verv; de [t]rolde tre
i [f]aldet bøder [v]erdens [v]e; –
f[å]r [s]lægten [dem] først lagt i [g]rav,
da viftes [v]erdenspesten af!
Op[]; rust dig, [s]jæl! Dit [s]verd fra [l]ænd!
Til[] [k]amp for [h]imlens [o]delsmænd!
(han stiger ned i [b]yg[]den.)
[]

Faksimile
ANDEN HANDLING.

(Nede ved [f]jorden med bratte [b]ergvægge omkring. Den gamle forfaldne [k]irke
ligger p[å] en liden [b]akke i [n]ærheden. Et [u]vejr trækker op[].)
Almuen, [m]ænd, [k]vinder og [b]ørn [,] er samlet i [k]lynger dels paa [s]tranden
[Forfatternote: ( spær!)]dels i [b]akkerne. Fogden sidder i [m]idten p[å] en [s]ten; en [ skriverkarl ]
hjælper ham; der deles [k]orn og [l]evnetsmidler ud. Ejnar og Agnes
st[å]r omringet af en [f]lok længere borte. Nogle [b] [å]de ligger i [f]jæren.
Brand kommer frem paa [k]irkebakken uden at mærkes af [m]ængden.
En Mand

(bryder sig g[]ennem [t]rængslen).
Af [v]ejen!
En Kvinde
.
Jeg kom først!
Manden

(skubber hende til[]side).
G[å] væk!
(trænger sig frem til[] [f]ogden.)
Se her; fyld [g]abet i min [s]æk[]!
Fogden
.
Giv [t]id.
Manden
.
Ug[]ørligt; – jeg m[å] hjem;
der sidder sultne fire – fem!
Faksimile
41
Fogden
(spasende).
Du ved ej [t]allet p[å] en [p]rik?
Manden
.
En drog med [d]øden, da jeg gik.
Fogden
.
Bi lidt. Du st[å]r p[å] [l]isten vel?
(blader i sine [p]apirer.)
Nej; – jo, du st[å]r. Det var dit [h]eld.
(til[] [s]kriverkarlen.)
Giv [n]ummer ni og tyve sit. –
N[å], n[å], I [g]odtfolk, ven[]t dog lidt!
Nils Snemyr?
En Mand
.
Ja!
Fogden
.
Idag du f[å]r
trekvart kun mod hvad du fik sidst.
I er jo færre nu.
Manden
.
Ja visst, –
hun Ragnhild døde ret[] ig[å]r.
Fogden
(noterer).
En mindre. Spart er altid spart.
(til[] [m]anden, som fjerner sig.)
Men far nu ikke hen i [f]art
og gift dig anden [g]ang!
Skriverkarlen
(fniser).
Hi, hi!
Fogden
(hvas[]t).
Hvad ler De af?
Faksimile
42
Skriverkarlen
.
Jeg lo fordi
Herr [f]ogden er s[å] morsom.
Fogden
.
Ti!
Det [s]tævne her er ingen [s]pas;
men bedste [r] [å]d mod [g]r[å]d er [f]jas.
Ejnar

(træder ud af [f]lokken med Agnes).
Nu har jeg tømt den sidste [l]omme,
og [p]ung og [t]egnebog er tomme; –
ombord jeg kommer som en [f]ant[,]
og sætter [u]hr og [s]tok[] i [p]ant.
Fogden
.
Ja, I to kom i rette [s]tund.
Hvad jeg har samlet, er kun lidt;
det slaar ej til[], som hver kan vide,
n[å]r fattig [h] [å]nd og halvmæt[] [m]und
skal skifte [d]eles [d]el af sit
med dem, som intet har at bide.
(f[å]r [ø]je p[å] Brand og peger op[].)
En til[]! Velkommen! Har De hørt
om [h]ungersnøden, [f]lommen, [t]ørken,
s[å] løs for [p]ungen, er den snørt.
Vi tar imod af alle [s]lags.
Vort [f]orr[å]d er p[å] [b]unden strax; –
fem [f]iske sm[å] i [a]rmods [ø]rken
g[]ør intet [m] [å]ltid nutil[]dags.
Faksimile
43
Brand
.
Ti tus[e]nd, i en [a]fguds [n]avn
delt ud, blev ingen [s]jæl til[] [g]avn.
Fogden
.
Det var ej [o]rd jeg bad Dem om.
Ord er kun [s]ten, er [m]aven tom.
Ejnar
.
Det er umuligt, at du ved
hvor h[å]rdt og længe [f]olket led!
Brand, her er [u] [å]r, [s]ult og [s]ot.
Her ligger [l]ig –
Brand
.
Jeg ser det godt.
P[å] hvert et [ø]jes blygr[å] [r]ing
det k[]endes hvem som holder [t]hing.
Fogden
.
Og endda st[å]r De h[å]rd som [f]lint!
Brand

(træder ned iblandt [m]ængden og siger med [e]ftertryk[]).
Hvis [l]ivet her gik slap[]t og lindt,
gik trægt sin [g]ang med [h]verdagsnød,
da ynked jeg jert [s]krig om [b]rød.
M[å] du paa fire krybe hjem,
da kommer [d]yret i dig frem.
G[å]r [d]ag for [d]ag i lummer [r]o,
i [s]kridtgang som et [l]igfærdstog,
da ligger det s[å] nær at tro,
sig strøgen ud af Herrens [b]og.
Men eder var han mere god;
han dryssed [r]æd[]sel i jert [b]lod;
Faksimile
44
med [d]ødsnøds [s]vøber han jer slog;
hvad dyrt han gav, han atter tog –
Flere [r]øster

(afbryder ham truende).
Han sparker os i al vor [n]ød!
Fogden
.
Han sk[]ælder os, som gav jer [b]rød!
Brand

(ryster paa [h]ovedet).
O, kunde alt mit [h]jerteblod
jer læske som en [h]elsens [f]lod,
det skulde vælde frem i [f]lom
til[] [å]rens [s]eng var tør[] og tom.
Men her at hjælpe var en [s]ynd!
Se, Gud vil løfte jer af [d]ynd; –
et [l]ivsfolk, – om end spredt og svagt, –
af [t]rængslen suger [m]arg og [m]agt;
det sløve [s]yn f[å]r [f]alkeflugt,
og skuer vidt og skuer smukt,
den veke [v]ilje skyder [r]yg[]
og ser bag [s]triden [s]ejren tryg[];
men avler [n]ød ej [a]delsfærd,
er [f]lokken ej sin [f]relse værd!
En Kvinde
.
Der sl[å]r et [u]vejr over [f]jord,
som om det vaktes ved hans [o]rd!
En anden
.
Han ægger Gud! Min [s]paadom mærk!
Brand
.
Jer Gud g[]ør intet [u]nderværk!
Faksimile
45
Kvinderne
.
Se [v]ejret! Se!
Røster blandt Mængden
.
Af [b]yg[]den driv
den h[å]rde [s]jæl med [s]ten og [k]niv!
(Almuen stimler truende sammen om Brand. Fogden træder imellem. – En
[k]vinde, forvildet og forreven, kommer ilsomt ned over Bakkerne.)
Kvinden

(skriger frem mod [f]lokken).
Hvor f[å]r jeg [h]jælp i Jesu [n]avn!
Fogden
.
Hvad trænges? Nævn hvad [n]ød, hvad [s]avn –
Kvinden
.
Ej [n]ød ej [s]avn det g[]ælder nu!
Det g[]ælder [v]erdens værste [g]ru!
Fogden
.
Hvad er det? Tal!
Kvinden
.
Jeg har ej [r]øst!
Hvor findes [p]resten? – Hjælp og [t]røst!
Fogden
.
Her er ej Prest –
Kvinden
.
Fortabt, fortabt!
H[å]rd var du, Gud, at jeg blev skabt!
Brand
(nærmer sig).
Kanhænde dog her findes en.
Kvinden

(griber ham om [a]rmen).
S[å] lad ham komme, vær ej sen!
Faksimile
46
Brand
.
Nævn mig din [n]ød, s[å] kommer han.
Kvinden
.
Tversover [f]jorden –
Brand
.
Nu?
Kvinden
.
Min [m]and –
tre sultne sm[å], og [h]uset tømt, – –
sig nej, sig nej, – han er ej dømt!
Brand
.
Tal først.
Kvinden
.
Min [b]arm var tørket ud;
os hjalp ej [m]ennesker, ej Gud;
den yngste tungt med [d]øden drog;
det skar hans [s]jæl; – han [b]arnet slog –!
Brand
.
Han slog –!
Almuen
(i Ræd[]sel).
Sit [b]arn!
Kvinden
.
I samme [s]tund
han s[å] sin [g] []ernings [a]fgrundsbund!
Hans [a]nger flommed som en [e]lv;
han lagde [v]oldsh[å]nd paa sig selv –.
Kom, berg hans [s]jæl trods [v]ejr og [s]jø!
Han kan ej leve, tør ej dø;
med [l]iget ligger han i [f]avn
og skriger p[å] den ondes [n]avn!
Faksimile
47
Brand
(stille).
Ja, [ her ] er [n]ød.
Ejnar
(bleg).
Er muligt sligt!
Fogden
.
Han hører ej til[] mit [d]istrikt.
Brand

(kort, til[] [a]lmuen).
G[]ør loss en [b] [å]d og sæt[] mig over!
En Mand
.
I sligt et [v]ejr? Det ingen vover!
Fogden
.
Rundt [f]jorden g[å]r en [s]ti –
Kvinden
.
Nej, nej, –
nu findes ingen farbar [v]ej;
jeg foer den, men et [e]lvebrudd
skar lige bag mig [k]loppen ud!
Brand
.
G[]ør [b] [å]den loss.
En Mand
.
Umuligt nu;
det bryder over [g]rund og [f]lu!
En anden
.
Se der! Et [k]ast fra [h]øjden strøg,
saa hele [f]jorden st[å]r i [r]øg!
En tredje
.
Er [v]ejret sligt[,] med [s]lag og [s]krald,
s[å] lyser [p]rovsten [m]essefald!
Faksimile
48
Brand
.
En [s]yndersjæl, sin [d]omsstund nær,
ej venter efter [v]ind og [v]ejr!
(g[å]r ned i en [b] [å]d og løser [s]ejlet.)
I vover [b] [å]den?
Ejeren
.
Ja; men bliv!
Brand
.
Godt; kom nu den, som vover [l]iv!
En Mand
.
Jeg g[å]r ej med.
En anden
.
Og ikke jeg!
Flere
.
Det var den lige [d]ødsens [v]ej!
Brand
.
Jer Gud hjalp ingen over [f]jord;
men husk, at min er med ombord!
Kvinden

(vrider [h]ænderne).
Han ufrelst dør!
Brand

(r[å]ber fra B[å]den).
En [m]and er nok
til[] [h]jælp med [ø]sekar og [f]ok[]!
Kom, en af jer, som nylig gav!
Giv, [m]ænd, giv indtil[] [d]ød [og] [g]rav!
Flere

(viger til[]bage).
Kræv aldrig sligt!
Faksimile
49
En enkelt
(truende).
Af B[å]den ud[!]
Det er for stærkt at friste Gud!
Flere [r]øster
.
Se, [v]ejret vo[ks]er!
Andre
.
Linen brast!
Brand

(hugger sig fast med [b] [å]dshagen og r[å]ber til[] den fremmede [k]vinde).
Godt; kom da du; men kom i [h]ast!
Kvinden

(viger til[]bage).
Jeg! Her, hvor ingen –!
Brand
.
Lad dem st[å]!
Kvinden
.
Jeg kan ej!
Brand
.
Kan ej?
Kvinden
.
Husk de sm[å] –!
Brand
(ler).
Dynd er den [g]rund[,] I bygger p[å]!
Agnes

(vender sig med blussende [k]inder raskt om til[] Ejnar, lægger [h] [å]nden
p[å] hans [a]rm og siger)
:
Har alt du hørt?
Ejnar
.
Ja; han er stærk!
Henrik Ibsen: Brand.
4
Faksimile
50
Agnes
.
Gud signe dig! Du ved dit [v]ærk!
(r[å]ber til[] Brand.)
Se, – her er en, som vel er værd
at følge med p[å] [f]relsens [f]ærd!
Brand
.
Saa kom!
Ejnar
(bleg).
Jeg!
Agnes
.
G[å]! Jeg har dig sk[]ænkt!
Højt ser mit [s]yn, som før var sænkt!
Ejnar
.
Før dig jeg traf[] [,] jeg skulde sk[]ænkt
mig selv, og villig med ham styrt –
Agnes
(bævende).
Men nu –!
Ejnar
.
Mit [l]iv er ungt og dyrt; –
jeg kan det ej!
Agnes

(viger til[]bage).
Hvad har du sagt!
Ejnar
.
Jeg tør det ej!
Agnes
(skriger ud):
Nu blev der lagt,
med [s]tormslag og med Strømnings Fos[],
et [v]erdenshav imellem os!
(til[] Brand.)
Jeg g[å]r i [b] [å]den!
Faksimile
51
Brand
.
Godt; s[å] kom!
Kvinderne

(forfærdede, idet hun springer ombord).
Hjælp, Jesus!
Ejnar

(griber fortvivlet efter hende).
Agnes!
Hele [m]ængden
(iler til[]).
Stands! Vend om!
Brand
.
Hvor ligger [h]uset?
Kvinden
(peger ud).
Ende der [,] [ –]
p[å] [n]æset bag det svarte [s]k[]ær!
(B[å]den støder fra [l]and.)
Ejnar

(skriger efter dem).
Husk dine [s]yskend; husk din [m]oer!
Frels [l]ivet!
Agnes
.
Her er tre ombord!
(B[å]den sejler. Almuen stimler sammen p[å] [h]øjderne og ser efter den
i stærk [s]pænding.)
En [m]and
.
Han klarer [o]dden!
En anden
.
Nej!
Første
.
Jo, se, –
han har den agter alt i [l]æ!
4*
Faksimile
52
Anden
.
En [k]astevind! Den har dem fat[]!
Fogden
.
Se, se, – den stryger med hans Hat[]!
En Kvinde
.
S[å] svart, som [k]orpens [v]inge, sl[å]r
i [v]ejret vildt hans v[å]de [h] [å]r!
Første [m]and
.
Alt st[å]r i [k]og og [r]øg.
Ejnar
.
Hvad var
det [s]krig, som g[]ennem [s]tormen skar[?]
En [k]vinde
.
Det kom fra [f]jeldet.
En anden
(peger op[]).
Der staar Gerd
og ler og hujer ad hans [f]ærd!
Første [k]vinde
.
Hun blæser i et [b]ukkehorn
og kaster [s]ten som [k]oglekorn!
Anden [k]vinde
.
Nu slang hun [h]ornet som en [v] [å]nd
og tuder i den hule [h] [å]nd!
En [m]and
.
Ja, tud og skrig, du stygge [t]rold, –
den [k]arl har b[å]de [v]agt og [s]kjold!
En anden
.
I værre [v]ejr, med ham til[]rors,
st[å]r tryg[]t jeg næste [g]ang til[]fjords.
Faksimile
53
Første [m]and
(til[] Ejnar).
Hvad var han?
Ejnar
.
Prest.
Anden [m]and
.
Ja, hvad han var, –
det k[]endtes vel[,] han var en [k]arl!
I ham var [m]od og [m]agt og [t]rods.
Første Mand
.
Det var en rigtig [p]rest for os!
Mange [r]øster
.
Ja, det var rigtig [p]rest for os!
(de spreder sig udover [b]akkerne.)
Fogden

(samler sine [p]apirer og [b]øger).
Det formløst er i alle Fald
at træde op[] i fremmed [k]ald[,]
og gribe ind og vove [l]iv
foruden tvingende [m]otiv. –
Jeg g[]ør bestandig og min [p]ligt, –
men altid indom mit [d]istrikt.
(g[å]r.)

(Udenfor [h]ytten p[å] [n]æset. Det er langt p[å] [d]agen. Fjorden ligger
blank og stille.)
Agnes sidder nede ved [s]tranden. Lidt efter kommer Brand ud af [d]øren.
Brand
.
Det var [d]øden. Af den tvætted
alle Ræd[]slers [s]tænk og [s]kræk[];
nu med stille store Træk[]
Faksimile
54
ligger han s[å] lys og lettet.
Kan et svigtende [b]edrag
g[]øre [n]at[] til[] slig en [d]ag?
Af sin vilde [h]elvedbrøde
s[å] han ydre [s]korpen kun, –
det, som nævnes kan med [m]und, –
det, som gribes kan med Hænder, –
som hans [n]avn med [b]randflek[] sk[]ænder, –
[v]olden mod den lille døde.
Men de to, som sad forskræmt,
stirrende med store [ø]jne,
stil[]t, som [f]ugle sammenfløjne,
op[] i [s]korstenskrogen klemt, –
de, som bare s[å] og s[å], –
sk[]ønte ikke selv hvorp[å], –
de, hvis [s]jæle fik en Plet[]
ætset ind, som ej de skrubber
af i [t]idens Slid og Tvæt[] [,]
selv som bøjde [s]ølvh[å]rsgubber, –
de, hvis [l]ivsens-[e]lv skal rinde
ud fra dette stygge Minde, –
de, som nu skal gro i [l]ys
af hans [n]atteg[]ernings [g]ys, –
de, som aldrig ud kan brænde
denne [t]ankes [å]dselbaal, –
dem han mægted ej at k[]ende
som de to, der har ihænde
just det store [e]fterm[å]l. –
Og fra dem g[å]r kanske ud
[l]ed paa [l]ed til[] [s]ynd og [b]rudd.
Faksimile
55
Hvorfor? [h]ule [a]fgrundssvar, –
de var [s]ønner af sin Faer!
Hvad skal stryges ud i Stil[]hed?
Hvad skal jævnes ud med [m]ildhed?
Naar begynder [a]nsvarsvægten
af ens [a]rvelod fra [s]lægten?
Hvilken [t]hingdag, hvilken [d]ommer,
n[å]r det store [f]orhør kommer!
Hvem skal prove, hvem skal vidne,
hvor enhver er [d]elinkvent;
hvem tør lægge frem sit skidne
transporterte [d]okument?
Tages da for godt det Svar:
G[]ælden skriver sig fra [f]aer? –
Svimmeldybe [n]atteg[å]de,
ingen mægter dig at r[å]de.
Men paa [a]fgrundsbredden danser
[s]værmen uden [s]ind og [s]anser; –
[s]jæle skulde skrige, bæve, –
men ej en blandt tus[e]nd øjner[,]
hvilket [s]kyldberg der sig højner
fra det lille [o]rd: at leve.
(Nogle [m]ænd af [a]lmuen kommer frem bag [h]uset og nærmer sig til[] Brand.)
En [m]and
.
Vi skal nok mødes anden [g]ang.
Brand
.
Han har til[] eders [h]jælp ej [t]rang.
Manden
.
Selv er han løst og hjulpen; men
i [s]tuen sidder tre ig[]en.
Faksimile
56
Brand
.
Og s[å]?
Manden
.
Af [s]mulerne, vi fik,
vi førte med en liden [s]lik[] –
Brand
.
Hvis alt du gav foruden [l]ivet,
da vid, at du har intet givet.
Manden
.
Hvis han, som her nu ligger død,
idag var stedt i [l]ivsensnød
og skreg om [h]jælp fra [b] [å]dens [h]vælv,
jeg skulde vovet [l]ivet selv.
Brand
.
Men [s]jælens [n]ød har ingen [v]ægt?
Manden
.
Husk p[å], vi er en [s]læbets [s]lægt.
Brand
.
Saa vend jert hele fulde [s]yn
fra [l]yset over [å]sens [b]ryn;
sk[]el ej, som nu, med venstre [ø]jet
til[]himmels[,] og det højre vendt
mod [m]uldet, hvor, med [r]yggen bøjet,
I har jer selv for [å]get spændt.
Manden
.
Jeg havde tænkt, du heller gav
det [r]aad at ryste [å]get af.
Brand
.
Ja, om I kan.
Faksimile
57
Manden
.
Du ejer [m]agt.
Brand
.
G[]ør jeg?
Manden
.
Alt mangen har os sagt
og vist, hvor [v]ejen var, før nu; –
de pegte, men du gik den, du.
Brand
.
Du mener –?
Manden
.
Ikke tus[e]nd [o]rd
sig prenter[,] som en [g] []ernings [s]por.
Vi søger dig i [b]yg[]dens [n]avn; –
vi ser, en [m]and er just vort [s]avn.
Brand
(urolig).
Hvad vil I mig?
Manden
.
Bliv du vor [p]rest.
Brand
.
Jeg? Her!
Manden
.
Du har vel hørt og læst,
vor [m]enighed er presteløs?
Brand
.
Ja nu jeg mindes –
Manden
.
Før i [t]iden
var [b]yg[]den stor, nu er den liden.
Faksimile
58
Da [u] [å]r kom, da [k]ornet frøs,
da [s]ot faldt over [f]olk og [f]æ,
da [a]rmod slog hver [m]and iknæ,
da [n]øden sang hver [s]jæl i [d]øs,
da her blev dyrt p[å] [s]ul og [s]æd, –
da blev her [p]restedyrtid med.
Brand
.
Kræv hvad du vil, men aldrig sligt!
P[å] mig er lagt en større [p]ligt.
Jeg trænger [l]ivets stærke [r]øre,
jeg trænger [v]erdens [å]bne [ø]re.
Hvad skal jeg her? Hvor [f]jeldet stænger,
har [m]andemælet ingen [m]agt.
Manden
.
Hvor [f]jeldet svarer, lyder længer
det [o]rd, som fuldt og stærkt blir sagt.
Brand
.
Hvem lukker sig i Gruben inde,
n[å]r [v]angen vinker fri og flak[]?
Hvem pløjer [ø]demarken brak[],
n[å]r der er odlet [l]and at finde?
Hvem vil af [k] []ærner høste [f]rugt,
n[å]r [u]ngtrær st[å]r i [m]odningsaldren?
Hvem sløver sig i [d]øgnværkskvaldren,
n[å]r han har [s]yners [l]ys og [f]lugt?
Manden

(ryster paa [h]ovedet).
Din [d] [å]d forstod jeg, – ej dit [o]rd.
Faksimile
59
Brand
.
Spørg ikke mer! Ombord, ombord!
(vil g[å].)
Manden

(træder ivejen for ham).
Det [k]ald, som ej du slippe vil,
det [v]ærk, som nu du stunder til[], –
det er dig altsaa dyrt?
Brand
.
Mit [l]iv
i et og alt det er!
Manden
.
Saa bliv!
(med [e]ftertryk[].)
Hvis alt du gav foruden [l]ivet,
saa husk, at du har intet givet.
Brand
.
Et ejes, som du ej kan s[]jænke;
det er dit eget indre selv.
Du tør ej binde, tør ej lænke,
du tør ej stemme [k]aldets [e]lv; –
den vil sin [v]ej til[] [h]avets [h]vælv.
Manden
.
Blev den i [m]yr og [t]jern begravet, –
den n[å] []r som [d]ugg til[]slut[] dog [h]avet.
Brand

(ser visst p[å] ham).
Hvo gav dig slige [o]rd i [m]unden?
Manden
.
Du gav mig dem i [s]torværkstunden.
Faksimile
60
Da [s]tormen skreg, da [s]jøen slog,
da frem trods [s]torm og [s]jø du drog,
da for en r[å]dløs [s]yndersjæl
du satte [l]ivet paa en [f]jæl, –
da strøg det g[]ennem mangt et [s]ind
snart koldt, snart varmt, som [s]ol og [v]ind,
da ringed det som [k]lokkeklemt – –
(sænker [s]temmen.)
Imorgen, kanske, er det glemt;
da firer vi det [l]øftningsflag,
du hejste over os idag.
Brand
.
Hvor [k]raft ej er, der er ej [k]ald.
(h[å]rdt.)
Kan ej du være, hvad du skal, –
s[å] vær alvorligt, hvad du kan;
vær helt og holdent [m]uldets [m]and.
Manden

(ser en [s]tund p[å] ham og siger):
Ve dig, som sluk[]te, da du gik;
ve os, som s[å] et [ø]jeblik!
(han g[å]r; de øvrige følger stille efter.)
Brand

(ser længe efter dem).
En for en med bøjde [n]akker
g[å]r den stille [k]lynge hjem.
Sindet sturer, [f]oden sakker,
staver tungt og træt[] sig frem;
hver af dem med [t]ungsinds [l]ader
g[å]r som truet af et [r]is,
Faksimile
61
g[å]r, som [m]enneskenes [f]ader
dreven ud af Paradis, –
g[å]r, som han, med skyldslørt [t]inding, –
ser, som han, i [m]ørkets [g]ab, –
bær, som han, sin [k]undskabs [v]inding, –
bær, som han, sin [b]lindheds [t]ab.
Mennesket jeg k[]æk[]t har villet
skabe nyt og helt og rent; –
der er [v]ærket, – [b]rødens [b]illed,
ikke Guds, som det var ment. –
Ud herfra till større [v]idder;
her er [r]um ej for en [r]idder!
(vil g[å], men standser idet han ser Agnes ved [s]tranden.)
Se, hvor lyttende hun sidder,
som om her var [s]ang i [l]uften.
Lyttende hun sad i [b] [å]den,
da den skar de rørte [v]ande, –
lyttende hun holdt i [t]uften, –
lyttende hun [h]avr[å]ksfr[å]den
rysted af sin klare [p]ande.
Det ser ud som [h]ørslen bytted
[p]lads og hun med [ø]jet lytted.
(nærmer sig.)
Unge [p]ige, er det [f]jordens
krumme [v]ej, som [s]ynet følger –?
Agnes

(uden at vende sig).
Hverken [f]jordens eller [j]ordens;
begge sig for [s]ynet dølger.
Men en større [j]ord jeg skimter;
Faksimile
62
skarpt mod [l]uften st[å]r dens [r]unding;
[h]ave ser jeg, [f]loders [m]unding;
[s]olblink g[]ennem [t] [å]gen glimter.
Jeg ser [s]laglys, luerøde,
legende om skyslørt [t]inde,
ser en um[å]lt [ø]rkens [ø]de.
Store [p]almer st[å]r derborte,
svajer i de hvasse [v]inde,
kaster bag sig [s]kygger sorte.
Intet [l]ivstegn er at finde;
det er ligt en [j]ord, som skabes;
og jeg hører [r]øster runge[,]
og jeg hører [s]temmer tolke:
nu du frelses eller tabes;
g[]ør dit [v]ærk, det ansvarstunge; –
denne [j]ord skal du befolke!
Brand
(reven med).
Sig, hvad mer du ser!
Agnes

(lægger [h] [å]nden p[å] [b]rystet).
Herinde
kan jeg k[]ende [k]ræfter ulme,
kan jeg føle [f]loder svulme,
kan jeg se en [d]agning rinde.
Hjertet, lig en [v]erden, vider
stort sig ud til[] alle [s]ider,
og jeg hører [s]temmer tolke:
denne [j]ord skal du befolke!
Alle [t]anker, som skal komme,
hver en G[]erning, som skal g[]øres,
Faksimile
63
v[å]gner, hvisker, [å]nder, røres,
som om [f]ødslens [s]tund var omme;
og jeg aner mer end øjner
ham, som ovenom sig højner,
føler at han skuer ned
fuld af [s]org og [k]jærlighed,
lys og mild som [m]orgenrøden,
og bedrøvet dog til[] [d]øden;
og jeg hører [r]øste[r] runge:
nu du skabe skal og skabes[;]
nu du frelses eller tabes; –
g[]ør dit [v]ærk, det ansvarstunge!
Brand
.
Indad; indad! Det er [o]rdet!
Did gaar [v]ejen. Der er [s]poret.
Eget [h]jerte, – det er [k]loden,
nyskabt og for Gudsliv moden;
der skal [v]iljegribben dødes,
der den nye Adam fødes.
Lad s[å] [v]erden g[å] sin [g]ang
under [t]rældom eller [s]ang; –
men ifald vi fiendtligt mødes, –
hvis mit [v]ærk den knuse vil, –
da, ved [h]imlen, sl[å]r jeg til[]!
Plads paa hele [j]ordens [h]vælv
til[] at være helt sig selv, –
det er lovlig Ret[] for [m]anden,
og jeg kræver ingen anden! –
(tænker stille en Stund og siger:)
Være helt sig selv? Men [v]ægten
Faksimile
64
af ens [a]rv og [g] []æld fra [s]lægten?
(standser og ser ud.)
Hvem er hun, som jordvendt kommer
klavrende op[]over [b]akken,
kroget, ludende med [n]akken?
For at puste maa hun st[å],
støtter sig for ej at slingre,
griber med de magre [f]ingre
hvas[]t i sine dybe [l]ommer,
som en [s]kat[] hun slæbte p[å].
Om den vis[]ne [b]enrad slænger
[s]takken, som en [f]jærhams [l]ægg;
[h] [å]nden krummer sig som [t]ænger;
hun er [ø]rnen lig, der hænger
spigret p[å] en [s]tabbursvæg[].
(pludselig angst).
Hvilket iskoldt [b]arneminde,
hvilket [g]ufs fra [h]jem og [f]jord
drysser [r]im om denne [k]vinde, –
drysser værre [r]im herinde – –?
Naadens Gud! Det er min [m]oer!
Brands [m]oder

(kommer op[]over, standser halvvejs synlig i [b]akken, holder [h] [å]nden
skyggende over [ø]jnene og ser sig om.)
Her[,] har de sagt[,] han var.
(kommer nærmere.)
Den onde
ta'e [s]olen, – hun g[]ør halvt mig blind!
Søn, er det dig?
Brand
.
Ja.
Faksimile
65
Moderen
(gnider [ø]jnene).
Hu; det [s]kin,
det brænder en i [s]ynet ind;
en kan ej skille [p]rest fra [b]onde.
Brand
.
Derhjemme s[å] jeg aldrig [s]ol
fra [l]øvet faldt til[] [g] []øgen gol.
Moderen
(ler stille).
Nej, der er godt. Der blir en frossen,
som [i]stapp-[k]allen over [f]ossen.
En blir saa stærk, at hvadsomhelst
en tør, – og tror sig endda frelst.
Brand
.
Goddag. Farvel. Min [t]id er knap[].
Moderen
.
Ja, du har altid været rap[].
Som [g]ut du stunded bort herfra –
Brand
.
At bort jeg foer[,] dig tyktes bedst.
Moderen
.
Ja, det var sk[]elligt nu som da;
det trængtes vel at du blev [p]rest.
(betragter ham nærmere.)
Hm, han er voxet stærk og stor.
Men agt nu bare paa mit [o]rd, –
vær vaer om [l]ivet!
Brand
.
Er det alt?
Moderen
.
Ja, [l]ivet? Ja, hvad er der mere?
Henrik Ibsen: Brand.
5
Faksimile
66
Brand
.
Jeg mener: [r] [å]det, som nu faldt,
er det det hele?
Moderen
.
Ved du flere,
s[å] brug dem, som du vil. Men [l]ivet,
berg det for mig; jeg har det givet.
(vred.)
Det spørges vidt, hvad du har øvet;
og det har gjort mig ræd[] og skræmt.
Til[]fjords idag! Du kunde røvet,
hvad du for min Skyld skulde g[]emt.
Du er den eneste i [s]lægten.
Du er min Søn, mit [k] []ød og [b]lod.
Du slutter af, som [t]agry[]g-[l]ægten,
det [h]us[,] jeg tømred [f]od for [f]od.
Hold fast; st[å] stærk; bær lange [t]ider!
Vær vaer om [l]ivet! Aldrig svigt!
At leve er en [a]rvings [p]ligt, –
og du blir min – engang – omsider – []
Brand
.
S[å]? Derfor er det, at du kommer
og søger mig med fyldte [l]ommer?
Moderen
.
Søn, er du gal!
(viger tillbage.)
Kom ikke nær!
Bliv st[å]ende! Jeg sl[å]r med [s]taven!
(roligere.)
Hvad mente du med det? – Hør her!
Jeg ældes [å]r for [å]r; det bær
Faksimile
67
sent eller tidligt frem mod [g]raven;
saa f[å]r du alt, hvad jeg har ejet;
det ligger tællet, m[å]lt og vejet – [.] []
Jeg har ej p[å] mig! – Hjemme ligger
det hele. Det er ikke stort;
men den, som f[å]r det, er ej [t]igger –[.] []
St[å] der du st[å]r! Kom ej herbort! –
Jeg lover dig, jeg skal ej putte
i [s]prækker eller grave ned
en [h]vid p[å] noget uk[]endt [s]ted, –
ej g[]emme noget under [s]tene,
i [m]uren, under [g]ulvets [f]jæl; –
du, [s]ønnen min, f[å]r [a]rven hel;
altsammen g[å]r til[] dig alene.
Brand
.
Paa visse [v]ilk[å]r?
Moderen
.
P[å] det ene,
at ej du skal med [l]ivet rutte.
Hold [æ]tten oppe, [s]øn for [s]øn;
jeg kræver ingen anden [l]øn.
Og sørg s[å] for, at intet spildes, –
at intet deles eller skilles; –
øg, eller ikke, hvad du faar;
men g[]em det, g[]em det [å]r for [å]r!
Brand

(efter et kort Op[]hold).
En [s]ag f[å]r klares mellem os.
Jeg har fra [g]ut af vist dig [t]rods; –
5*
Faksimile
68
jeg var ej [s]øn, du var ej [m]oer,
til[] du blev gr[å] og jeg blev stor.
Moderen
.
Jeg kræver ikke Klap[] og Smek.
Vær som du vil; jeg er ej vek.
Vær h[å]rd, vær strid, vær istap[]kold, –
det kløver ej mit [b]ringeskjold;
g[]em blot din [a]rv, – om død og gold, –
n[å]r kun den er i [s]lægtens [v]old!
Brand

(g[å]r et [s]kridt nærmere).
Og hvis jeg tvertom fik isinde
at strø den ud for alle [v]inde?
Moderen
(tumler til[]bage).
Strø ud[,] hvad g[]ennem [t]rældoms-[å]r
har krøgt min [r]yg[] og blegt mit [h] [å]r!
Brand
(nikker langsomt).
Strø ud.
Moderen
.
Strø ud! Hvis det du g[]ør,
for [v]inden ud min [s]jæl du strør!
Brand
.
Og hvis jeg g[]ør det lige vel?
Hvis ved din [s]eng jeg st[å]r en [k]veld,
n[å]r [l]ys er foran [l]ejet sat[],
naar du med [s]almebog i [h]ænder
skal sove [d]ødens første [n]at[], –
hvis da jeg gramser, famler, k[]ender,
hvis frem jeg finder Skat[] for Skat[], –
hvis jeg taer [l]yset, hvis jeg tænder –?
Faksimile
69
Moderen

(nærmer sig i [s]pænding).
Hvor har du denne [t]anke fra?
Brand
.
Hvorfra? Skal jeg fortælle?
Moderen
.
Ja!
Brand
.
Ifra et [b]arndomseventyr,
som aldrig af mit [m]inde flyr,
som sk[]æmmer [s]jælen, lig et [a]r
ifra et helet [h]areskar.
Det var en [h]østkveld. Død var [f]aer,
og du l[å] syg. Jeg sneg mig ind,
hvor han l[å] bleg i [v]o[ks]lysskin.
Jeg stod og stirred fra en [k]rog,
og s[å] han holdt en [s]almebog;
mig undred mest den dybe [d]vale[,]
og hvi hans [h] [å]ndled var s[å] smale;
jeg k[]endte [l]ugt af kuldsl[å]et [l]in; –
da hørte jeg p[å] [g]angen [t]rin; –
ind kom en [k]vinde, s[å] mig ej, –
hun gik til[] [s]engen rakt sin Vej.
Hun gav sig til[] at gramse, rode;
først flytted hun den dødes [h]ode,
s[å] trak[] hun frem en [b]undt, s[å] flere, –
hun tælled, hvisked: mere, mere!
S[å] grov hun ud af [s]engens [p]uder
en [p]akke[,] bunden til[] med Knuder;
hun rev, hun hugg med ilske [h]ænder,
Faksimile
70
hun bed den op[] med sine [t]ænder.
Hun grov p[å]ny. Hun hitted flere.
Hun tælled, hvisked: mere, mere!
Hun græd, hun bad, hun jamred, svor;
hun vejred efter [g] []emslers [s]por, –
og fandt hun, – flu[ks] med [j]ublens [a]ngst
hun sk[]ød, som [f]alken, p[å] sin [f]angst.
Til[]slut[] var hver en [l]ønkrog tømt;
hun gik af [s]tuen som en dømt;
hun svøbte [f]undet i en [p]jalt
og stønned stil[]t s[å] det var alt!
Moderen
.
Mit Krav var stort, mit [f]und var skralt;
og det var mer end dyrt betalt.
Brand
.
Det blev dig dyrere endda;
mit [s]ønnesind det stjal dig fra.
Moderen
.
Lad g[å]. Det er jo gammel [b]rug
at k[]øbe [g]ods for [s]ind og [h]ug.
Jeg gav fra først en større [p]ris;
jeg tror, jeg gav mit [l]ivs [f]orlis.
Jeg noget gav, som nu er sluk[]t; –
det st[å]r mig for som [l]ys og [f]lugt,
som noget b[å]de dumt og smukt; –
jeg gav, hvad knap[]t jeg længer ved; –
[f]olk kaldte det for [k] []ærlighed. –
Jeg mindes godt, min [s]trid var svar;
jeg mindes godt det [r] [å]d fra [f]aer:
glem [h]usmandsgutten; tag den anden;
Faksimile
71
agt ikke p[å] hans vis[]ne [k]rop[];
det er en [k]arl med [k]løgt i [p]anden;
han øger [e]jet dobbelt op[]! –
Jeg tog ham, men fik [s]kam til[] Tak[].
Til[] dobbelt op[] han aldrig rak[].
Men siden har jeg slæbt og slidt,
s[å] nu der fattes ikkun lidt.
Brand
.
Og mindes du, s[å] nær din [g]rav,
at [s]jælen du paa [k] []øbet gav?
Moderen
.
At det jeg mindes, vistes bedst,
da [s]ønnen min blev sat[] til[] Prest.
Naar Timen kommer, for min [t]arv
du sørge skal til[] Tak[] for [a]rv.
Jeg ejer b[å]de fast og løst;
du ejer [o]rd og [m]agt og [t]røst.
Brand
.
S[å] klog du er, du s[å] dog fejl,
da mig du s[å] i [h]jemmets [s]pejl.
Der gives fler langs [l]i og [l]ed
med slig [f]orældrek[]ærlighed; –
I ser i [b]arnet en [f]orvalter
for [h]usets efterladte [p]jalter;
af [e]vigheden g[å]r et [s]k[]ær
forbi jer [t]anke hist og her;
I griber efter den og mener
I [t]ingen er p[å] [l]ivet nær,
n[å]r [æ]t[] og [a]rv I sammengrener, –
at [d]øden I med Livet ener,
Faksimile
72
at [e]vighed som Sum I f[å]r
af sammenlagte [r]ækker [å]r.
Moderen
.
Gransk ikke, [s]øn, din [m]oders [s]ind,
men tag din [a]rv, n[å]r den blir din.
Brand
.
Og [g] []ælden?
Moderen
.
[g] []ælden? Hvilken [g] []æld?
Der er ej nogen [g] []æld.
Brand
.
Nu vel;
men hvis der var, – jeg m[å]tte svare
til[] hvert et [s]kyldbrev, alting klare.
Søns Sag det er, at alle [k]rav
sker [f]yldest p[å] hans [m]oders [g]rav;
var [h]uset tomt, n[å]r jeg det tog, –
jeg arved dog din [s]kyldnerbog.
Moderen
.
S[å] byder ingen [l]ov.
Brand
.
Ej den,
som skreven er med [b]læk[] og [p]en;
men i hvert ærligt [s]ønnesind
en anden [l]ov staar ristet ind, –
og denne [l]ov skal [f]yldest ske.
Forblindede, lær dog at se!
Guds [b]o p[å] [j]ord har du forringet,
dit [s]jælel[å]n har du forødt,
det Billed, hvori du blev født,
Faksimile
73
har du med [d]yndets [s]kimmel dæk[]t;
den [å]nd, som engang var bevinget,
har du i [m]yldret vingestæk[]t.
Det er din [g]æld. Hvor vil du hen,
n[å]r Herren kræver sit ig[]en?
Moderen
(sky).
Hvor jeg vil hen? Hvor hen?
Brand
.
Frygt ej;
din [s]øn taer al din [g] []æld p[å] sig.
Gudsbilledet, som du har plettet,
i mig skal rejses viljetvættet!
G[å] du kun trøstig til[] de døde.
G[]ældbunden sover ej min [m]oer; –
jeg klarer [g] []ælden.
Moderen
.
G[]æld og [b]røde?
Brand
.
Din [g] []æld. Kun den; mærk vel mit [o]rd.
Din [s]jæleg[]æld din [s]øn skal klare;
men for din [s]ynd m[å] selv du svare.
Den [s]um af [m]enneske, som blev
forskingret i en [j]ordtræls [s]træv,
kan indtil[] sidste Rest og Hvid
betales ved en andens [i]d;
men at den ødtes, det er [b]røden;
for den er [a]nger – eller [d]øden!
Moderen
(urolig).
Det er nok bedst jeg kommer hjem
i [s]kyggen under [b]ræens [b]rem;
Faksimile
74
her skyder giftig [t]ankegrøde
i dette klumre [s]olskins [s]k[]ær;
en blir af [d]uften næsten svimmel.
Brand
.
Søg [s]kyggen du; jeg er dig nær.
Og drages du mod [l]ys og [h]immel,
og stunder du imod et [m]øde,
da skik[] mig [b]ud og jeg skal komme.
Moderen
.
Ja, du med dine [s]traffedomme!
Brand
.
Nej, varm som [s]øn og mild som [p]rest
jeg værger dig mod [r]æd[]slens [b]læst;
med [s]ang jeg ved dit [l]ejes [f]od
skal svale [s]vien i dit [b]lod!
Moderen
.
Det lover du med [h] [å]nd og [m]und?
Brand
.
Jeg kommer i din [a]ngers [s]tund.
(nærmere ved hende.)
Men [v]ilkaar sætter jeg, som du.
Alt, hvad til[] [j]ord dig binder nu,
skal du frivilligt kaste af
og skride nøgen mod din [g]rav.
Moderen

(sl[å]r vildt imod ham).
Byd [i]lden skilles fra sin [h]ede,
Sne fra sin [f]rost, [s]jø fra sin [v]æde!
Sl[å] af!
Faksimile
75
Brand
.
Kast midtfjords [b]arn af [b] [å]den[,]
og bed at Gud vil signe [d] [å]den.
Moderen
.
Kræv anden [b]od; kræv [s]ult og [t]ørst, –
men ikke det, som tykkes størst!
Brand
.
G[å]r en det største udenom,
al [r]esten mildner ej hans [d]om.
Moderen
.
Jeg lægger [s]ølv i [k]irkeblok[]!
Brand
.
Alt?
Moderen
.
Søn, er meget ikke nok?
Brand
.
For dig er intet [b]odsværk, før,
som Hjob p[å] [a]skens [h]ob, du dør.
Moderen

(vrider [h]ænderne).
Mit [l]iv forspildt, min [s]jæl forstødt[;]
om stakket [t]id mit [g]ods forødt!
S[å] hjem og kryste tæt[] i [f]avn
alt, hvad af mit endnu bær [n]avn!
Mit [g]ods, mit [s]mertens [b]arn, mit [g]ods, –
for dig jeg rev mit [b]ryst til[]blods; –
nu hjem og græde som en [m]oer
ved [v]uggen for sit syge [n]oer. –
Hvi blev min [s]jæl da født i [k] []ød,
n[å]r [k] []ødets [e]lsk er [s]jælens [d]ød? –
Faksimile
76
Bliv nær mig, [p]rest! – Jeg ved ej nu
hvad [s]ind jeg f[å]r i [t]imens [g]ru.
M[å] alting jeg ilive miste, –
jeg vil dog vente til[] det sidste.
(g[å]r.)
Brand

(ser efter hende).
Ja, din [s]øn skal nær sig holde,
bie p[å] din [b]odsstunds [b]ud,
varme op[] din gamle kolde
H[å]nd, s[å] fort den rækkes ud.
(g[å]r nedover til[] Agnes.)
Kvelden blev ej [m]orgnen lig.
Da stod [s]ind og [h]ug til[] [k]rig;
fjernt jeg hørte [s]lagsang klinge,
[v]redens [s]verd jeg vilde svinge,
knuse [l]øgnen, dræbe [t]rolde,
klemme [v]erden mellem [s]kjolde.
Agnes

(har vendt sig om og ser lyst op[] til[] ham).
Morgnen var mod [k]velden bleg.
Da jeg vilde [l]øgn og [l]eg,
vilde vinde, vilde skabe,
hvad min [v]inding var at tabe.
Brand
.
Stærke [d]rømme, fagre [d]rømme[,]
kom i [f]lok som vilde [s]vaner,
løfted mig paa brede [v]inger.
Udad s[å] jeg mine [b]aner; –
Faksimile
77
[s]lægtens, [t]idens[] [s]kyldbetvinger
stævned stor paa [s]tøjens [s]trømme.
Kirkeprocessioners [p]ragt,
[h]ymner, [v]irak, [s]ilkefaner,
gyldne [s]k[å]ler, [s]ejersange,
[l]øftnings-[j]ublen fra de mange,
lyste, om mit [l]ivsværk lagt. –
Alt l[å] lokkende og rigt; –
men det hele var et [d]igt,
kun et [v]iddens [g]limmersyn,
halvt i [s]olblink, halvt i [l]yn. –
Nu jeg st[å]r, hvor gr[å]t det kvælder
længe førend [d]agen hælder, –
st[å]r imellem [u]rd og [s]und,
udestængt fra [v]erdensvrimlen,
med en [s]trime kun af [h]imlen, –
men jeg st[å]r p[å] [h]jemmets [g]rund.
Sunget er mit [s]øndagsdigt;
af m[å] [v]ingehesten sadles;
men jeg ser et større M[å]l,
end en [d]yst med [r]idderst[å]l, –
[s]lidets [d]agværk, [y]rkets [p]ligt,
skal til[] [s]øndagsg[]erning adles.
Agnes
.
Og hin Gud, som skulde falde?
Brand
.
Han skal falde ligefuldt, –
men i [l]øndom, dulgt og skjult,
ikke [å]benlyst for alle.
Faksimile
78
Grant jeg ser, at fejl jeg tolked
[f]relsens [h]elsebod for [f]olket.
Ingen bramfuld [s]torværkshandling
løfter [s]lægten til[] [f]orvandling;
[v]ækkelsen af rige [e]vner
bøder ej dens [s]jælerevner.
Det er [v]iljen, som det g[]ælder!
Viljen frig[]ør eller fælder,
[v]iljen, hel, i alt det spredte,
i det tunge som det lette. –
(vender sig indover mod [b]yg[]den, hvor [a]ftenskyggerne begynder at falde.)
Kom da, [m]ænd, som vandrer sløve
i min [h]jembyg[]ds lukte [d]ale; –
[s]jæl mod [s]jæl i [t]omandstale
vil vort [l]ut[]ringsværk vi prøve,
[h]alvhed fælde, [l]øgnen døve,
vække [v]iljens unge [l]øve!
[h] [å]nd om [h]akken, som om [s]verdet,
enes kan med [m]andeværdet;
et er [m] [å]let, – det at blive
[t]avler, hvorp[å] Gud kan skrive.
(Han vil g[å]. Ejnar møder ham.)
Ejnar
.
Stands og giv mig, hvad du tog!
Brand
.
Er det hende? Der hun sidder.
Ejnar
(til[] Agnes).
Vælg imellem lyse [v]idder
og den skumle [s]orgens [k]rog!
Faksimile
79
Agnes
.
Jeg har intet [v]alg at g[]øre.
Ejnar
.
Agnes, Agnes, l[å]n mig [ø]re!
Kom ihug den gamle [l]ære:
let[] at løftes, tungt at bære.
Agnes
.
G[å] med Gud, du fagre [f]rister;
jeg skal bære til[] det brister.
Ejnar
.
Tænk paa alle dine k[]ære!
Agnes
.
Hils til[] [s]yskend, hils til[] [m]oer;
[b]rev jeg skikker, f[å]r jeg [o]rd.
Ejnar
.
Ude paa de blanke [v]ande
sk[]ær de hvide [s]ejl fra [s]trand; –
[l]ængsler lig paa drømfyldt [p]ande,
høje, perlestænkte [s]tavne
jager, flygter, for at havne
fjernt ved et forg[]ættet [l]and!
Agnes
.
Sejl i [v]ester eller [ø]ster; –
tænk p[å] mig som en begravet.
Ejnar
.
Agnes, følg mig som en [s]øster!
Agnes

(ryster paa [h]ovedet).
Mellem os er [v]erdenshavet.
Faksimile
80
Ejnar
.
O, sa[å] hjem da til[] din [m]oer!
Agnes
(stille).
Ej fra [l]ærer, [v]en og [b]roer.
Brand

(kommer et [s]kridt nærmere).
Unge [k]vinde, vogt dig vel.
Klemt imellem [f]jeld og [f]jeld,
skygget om af [t]agg og [t]inde,
stængt i [r]evnens [h]alvnat[] inde,
skal mit [l]iv fra nu af rinde
som en stur Oktoberkveld.
Agnes
.
Mørket skræmmer ikke længer;
[s]tjernen g[]ennem [s]kyen trænger.
Brand
.
Husk, at jeg er streng i [k]ravet,
fordrer intet eller alt;
hvis p[å] [v]ejen fra du faldt,
var dit [l]iv som slængt i [h]avet.
Ingen [p]rutningsmon i [n]øden,
ingen [e]ftergivt i [b]røden; –
strækker ikke [l]ivet til[],
m[å] du villigt g[å] i [d]øden!
Ejnar
.
Flygt fra dette vilde [s]pil!
Slip[] den mørke [l]ovens [m]and;
lev det [l]iv, du ved, du kan!
Brand
.
Vælg; – du st[å]r p[å] [v]ejens [s]kille.
(g[å]r.)
Faksimile
81
Ejnar
.
Vælg imellem [s]torm og [s]tille!
Valget mellem gaa og bliv
Valg er mellem [f]ryd og [s]orgen,
Valg imellem [n]at[] og [m]orgen,
Valg imellem [d]ød og [l]iv!
Agnes

(rejser sig og siger langsomt):
Ind i [n]atten. G[]ennem [d]øden. –
Bagom dæmrer [m]orgenrøden.
(hun følger efter, hvor Brand gik. Ejnar ser en [s]tund som fortabt efter
hende, bøjer [h]ovedet og g[å]r udover mod [f]jorden ig[]en.)
[]

Henrik Ibsen: Brand.
6
Faksimile
TREDJE HANDLING.

(Tre [å]r senere. En liden [h]ave ved [p]resteg[å]rden. Høj [f]jeldvæg[] oven-
for, [s]teng[]ærde omkring. Fjorden ligger trang og lukket i [b]aggrunden.
Husdøren g[å]r ud til[] [h]aven. Eftermiddag.)
Brand []st[å]r p[å] [t]rappen udenfor [h]uset[]. Agnes []sidder p[å] [t]rinet
nedenfor[].
Agnes
.
Min elskte [h]usbond, atter foer
dit [ø]je angstfuldt over [f]jord –
Brand
.
Jeg venter [b]ud.
Agnes
.
Du er urolig!
Brand
.
Jeg venter [b]ud ifra min [m]oer.
Tre [å]r har nu jeg ventet trolig
det [b]ud, som aldrig blev mig bragt.
Imorges blev for visst mig sagt,
at hendes [t]ime snart er omme.
Agnes

(sagte og k[]ærligt).
Brand, uden [b]ud du skulde komme.
Faksimile
83
Brand

(ryster p[å] [h]ovedet).
Har hun ej [a]nger for sin [b]røst,
jeg ved ej [o]rd, jeg har ej [t]røst.
Agnes
.
Hun er din [m]oer.
Brand
.
Jeg har ej [r]et[]
at dyrke [g]uder i min [æ]t[].
Agnes
.
Brand, du er h[å]rd!
Brand
.
Mod dig?
Agnes
.
O, nej!
Brand
.
Jeg sp[å]de dig en [t]rængsels[-]vej.
Agnes
(smiler).
Det slog ej ind; du har ej holdt
dit [o]rd.
Brand
.
Jo, her er hvas[]t og koldt;
her bleges [s]k[]æret paa din [k]ind;
det isner i dit veke [s]ind.
Vort [h]us er ingen [t]rivsel ved;
det ligger midt i [u]rd og [s]kred.
Agnes
.
Her ligger det desmere tryg[]t.
Saa yderligt har [b]ræen byg[]t,
6*
Faksimile
84
at n[å]r ved [l]øvspræt[]s[-]tid den g[å]r,
den skrider udenover os,
og [p]restehuset urørt staar,
som inde i en [h]ulfalds[-]fos[].
Brand
.
Og [s]ol, som aldrig rækker hid.
Agnes
.
Den danser jo s[å] varm og blid
p[å] [b]ergets [s]kulder bent imod[.]
Brand
.
Tre [u]ger, ja, – ved [s]ommertid, –
men vinder aldrig til[] dets [f]od.
Agnes

(ser visst p[å] ham, rejser sig og siger):
Brand, der er et, som g[]ør dig ræd[]!
Brand
.
Nej, dig!
Agnes
.
Nej, dig!
Brand
.
Du bær en [g]ru,
en løndomsfuld.
Agnes
.
Brand, ogsaa du!
Brand
.
Du svimler[,] som ved [s]tupets [b]redd!
Tal ud! Nævn alt!
Agnes
.
Jeg stundom skalv – –
(standser.)
Faksimile
85
Brand
.
Du skalv? Hvem skalv du for?
Agnes
.
For Alf.
Brand
.
For Alf!
Agnes
.
Du ogs[å]!
Brand
.
Stundom, ja!
Men nej, han tages os ej fra!
Gud er jo god! Min lille [g]ut
sig vo[ks]er stor og stærk til[]slut[].
Hvor er han nu?
Agnes
.
Han sover.
Brand

(ser ind g[]ennem [d]øren).
Se;
han drømmer ej om [s]ot og [v]e;
den lille [h] [å]nd er trind og rund –
Agnes
.
Dog bleg.
Brand
.
Ja bleg; men det g[å]r over.
Agnes
.
Hvor sødt og kvægende han sover [.]
Brand
.
Gud signe dig; sov nu dig sund!
(lukker [d]øren.)
Faksimile
86
Med dig og ham blev [l]ys og [f]red
om alt mit [k]aldsværk sænket ned;
hver [s]orgens [s]tund, hver [g] []erning svær,
blev let[] at bære mellem jer;
hos dig mig aldrig [m]odet sveg,
mig [s]tyrke gav hans [b]arneleg.
Mit [k]ald jeg tog som [m]artyrdom;
men se, hvor alt har vendt sig om,
hvor [h]eld har fulgt mig p[å] min [f]ærd –
Agnes
.
Ja Brand; men du er [h]eldet værd.
O, du har k[]æmpet, lidt og stridt, –
har døjet ondt, har slæbt og slidt[;] –
jeg ved, at stil[]t du [b]lod har grædt –
Brand
.
Ja vel; men alt mig tyktes let[];
med dig drog [k] []ærligheden ind,
som solklar [vårdag], i mit [s]ind.
Den havde før jeg aldrig k[]endt;
ej [f]aer, ej [m]oer, den havde tændt;
de dulmed helst den [f]lyvegnist,
som sprang af [a]sken her og hist.
Det var som al den [s]um af mildt,
jeg havde b[å]ret dulgt og stil[]t,
blev sparet til[] en [g]lorie[-]glød
om ham og dig, min [h]ustru sød.
Agnes
.
Ej os alene; alle dem,
som nu er [l]emmer af vort [h]jem,
Faksimile
87
hver [s]orgens [s]øn, hver [n]ødens [b]roer,
hvert [b]arn, som græd, hver [m]oer, som led,
et kvægsomt [s]æde finder ved
dit [h]jertes fulde, rige [b]ord.
Brand
.
Men g[]ennem dig og ham. I to
slog [m]ildheds[-] [å]ndens [h]immelbro.
Ej nogen Sjæl kan alle favne,
hvis ikke først han elsked en;
jeg m[å]tte længte, m[å]tte savne,
s[å] [h]jertet hærded sig ti[l] [s]ten –
Agnes
.
Og dog – din [k] []ærlighed er h[å]rd;
den, som du klappe vil, du sl[å]r.
Brand
.
Dig, Agnes?
Agnes
.
Mig? O nej, du k[]ære;
let[] var, hvad mig du bød at bære; –
men mangen Sjæl ifra dig faldt
ved Kravet: intet eller alt!
Brand
.
Hvad [v]erden kalder [k] []ærlighed,
jeg ikke vil og ikke ved.
Guds [k] []ærlighed jeg k[]ender til[],
og den er ikke vek og mild;
den er til[] [d]ødens [r]æd[]sel h[å]rd,
den byder klappe, s[å] det sl[å]r.
Hvad svarte Gud i [o]ljelunden,
Faksimile
88
da [s]ønnen l[å] i [s]ved og [s]kræk[]
og bad og bad: tag [k]alken væk!
Tog han ham [s]mertens [k]alk fra [m]unden?
Nej, [b]arn, den m[å]tte ud til[] [b]unden.
Agnes
.
O, m[å]lt med slig en [m] [å]lestok[],
er dømt al [j]ordens [s]jæleflok.
Brand
.
Ej nogen ved, hvem [d]ommen n[å] []r;
men i en evig [i]ldskrift st[å]r:
vær tro til[] [p]røvens sidste [s]lut[]ning,
[l]ivskronen vindes ej ved [p]rutning!
Ej nok[,] i [a]ngstens [s]ved at bades;
du maa ig[]ennem [m]artrens [i]ld.
At ej du kan, dig visst forlades, –
men aldrig at du ikke vil.
Agnes
.
Ja, det skal være, som du siger.
O, løft mig, løft mig, hvor du stiger;
led mig mod dine høje [h]imle;
stærk er min [h]ug, men sløvt mit [m]od;
tidt [a]ngst mig sl[å]r, mig tykkes svimle,
og træt[] og jordtung er min [f]od.
Brand
.
Se, Agnes, for den hele [h]jord
er [k]ravet: ingen fejg [a]kkord!
I alt sit [v]ærk en [m]and er dømt,
hvis halvt det øves og paa [s]krømt.
Den [l]ære skal til[] [l]ovbud hæves,
ej g[]ennem [o]rd, men ved at leves.
Faksimile
89
Agnes

(kaster sig om hans [h]als).
Jeg g[å]r, hvor du har [f]oden sat[]!
Brand
.
For to er ingen [k]lev for brat[].
(Doktoren er kommen nedover [v]ejen og standser udenfor [h]aveg[]ærdet.)
Doktoren
.
Hej, øves [l]eg af k[]ælne [d]uer
p[å] disse ørkenbrune [t]uer!
Agnes
.
Min gamle [d]oktor, er du her!
O, kom dog indom!
(løber ned og [å]bner [h]avegrinden.)
Doktoren
.
Ej til[] jer!
Du ved jo godt, at jeg er vred.
At knytte sig til[] sligt et [s]ted,
hvor [v]iddens [v]ejr og [v]intrens [v]ind
sk[]ær iskoldt g[]ennem [s]jæl og [s]kind –!
Brand
.
Ej g[]ennem [s]jælen.
Doktoren
.
Ikke? N[å]!
Nej-nej, det lader næsten s[å].
Det synes, som jer [h]astværks[-]pagt
st[å] lige fuldt og fast ved Magt,
sk[]ønt ellers[,] efter gammel [s]kik[] [,]
en skulde tro, at fort forgik[,]
hvad skabt blev i et [ø]jeblik.
Faksimile
90
Agnes
.
Et [s]olsk[]ærs [k]ys[], et [k]lokkeslag,
kan vække for en [s]ommerdag.
Doktoren
.
Farvel. Jeg ventes hos en syg.
Brand
.
Min [m]oer?
Doktoren
.
Ja. Skal De samme [v]ej?
Brand
.
Nu ikke.
Doktoren
.
Var der kanske?
Brand
.
Nej.
Doktoren
.
Prest, De er h[å]rd. I [s]ludd og [f]yg
jeg sled mig over [v]idden frem,
sk[]ønt godt jeg ved, hun er af dem,
der lønner som et [f]attiglem.
Brand
.
Gud signe Deres [k]løgt og [f]lid.
Let[], om De kan, den tunge [s]trid.
Doktoren
.
Min [v]ilje signe han; jeg kom[,]
s[å] fort i [n]ød det spurgtes om.
Brand
.
Dem har hun budsendt; jeg er glemt; –
jeg venter, venter hjerteklemt.
Faksimile
91
Doktoren
.
Kom uden [b]ud!
Brand
.
Før [b]ud hun sender,
jeg intet [h]verv dernede k[]ender.
Doktoren
(til[] Agnes).
Du veke [s]takkel, som blev lagt
i slige h[å]rde [h]ænders [m]agt!
Brand
.
Jeg er ej h[å]rd.
Agnes
.
Sit [b]lod han gav,
hvis hendes [s]jæl det tvætted af!
Brand
.
Som hendes [s]øn i [a]rv jeg tog
frivillig hendes [s]kyldnerbog.
Doktoren
.
Klar Deres egen!
Brand
.
Manges [m]én
for Gud kan klares g[]ennem en.
Doktoren
.
Ej g[]ennem en, der selv som [t]igger
i [s]kyld op[]over [ø]ret ligger.
Brand
.
Rig eller [t]igger; – helt jeg vil, –
og dette ene strækker til[]!
Faksimile
92
Doktoren

(ser stivt p[å] ham).
Ja, [m]andeviljens qvantum satis
st[å]r bogført som din [r]igdoms [r]ad; –
men, [p]rest, din conto caritatis
er [b]ogens hvide [j]omfrublad!
(g[å]r.)
Brand

(følger ham en [s]tund med [ø]jnene).
Ej noget [o]rd blev sølet ned
i [l]øgn som [o]rdet [k] []ærlighed; –
det lægger de med Satans [l]ist
som [s]lør udover [v]iljens [b]rist;
med det de dækker svigfuldt til[],
at [l]ivet er et [l]eflespil.
Er [s]tien trang og brat[] og skred,
den knappes af – i [k] []ærlighed;
g[å]r en ad [s]yndegaden bred,
han har dog [h] [å]b – i [k] []ærlighed;
s[å] en sit [m] [å]l, og dog ej stred,
han sejre kan – i [k] []ærlighed;
g[å]r en sig vild, sk[]ønt ret[] han ved, –
der er et [l]y – i [k] []ærlighed!
Agnes
.
Ja, det er falskt, og endda m[å]
jeg tidt mig spørge: er det s[å]?
Brand
.
Et springes over; [v]iljen først
maa læske [l]ovens [r]et[]færds[-]tørst.
Først m[å] du ville, ikke blot
hvad g[]ørligt er i stort og sm[å]t,
Faksimile
93
ej blot hvor [d] [å]den i sig bær
en [s]um af [m]øje og [b]esvær, –
nej, ville m[å] du stærk og glad
ig[]ennem alle [r]æd[]slers [r]ad.
Det er ej [m]artyrskab, i [v]e
at dødes p[å] et [k]orsets [t]ræ;
først det at ville [k]orsets [d]ød,
at ville midt i [k] []ødets [n]ød,
at ville midt i [å]ndens [a]ngst,
først dette er din [f]relses [f]angst.
Agnes

(klynger sig tæt[] till ham).
N[å]r [k]ravet skræmmer med sin [g]ru, –
min stærke [h]usbond, tal da du!
Brand
.
Vandt [v]iljen [s]ejr i slig en [s]trid,
da kommer [k] []ærlighedens [t]id,
da daler den som [d]uen hvid
og bringer [l]ivets [o]ljeblad;
men her, mod [s]lægten[,] slap[] og lad,
ens bedste [k] []ærlighed er [h]ad!
(i [s]kræk[].)
Had! Had! En [v]erdenskamp at ville
det enkle Ord, det lette, lille!
(g[å]r ilsomt ind i [h]uset.)
Agnes

(ser g[]ennem den [å]bne [d]ør).
Han knæler hos sin søde [d]reng
og vugger [h]odet som i [g]r[å]d;
Faksimile
94
han knuger sig til[] [b]arnets [s]eng,
som en, der ej ved [h]jælp og [r] [å]d. –
O, hvilken [s]um af [k] []ærlighed
i denne stærke [m]andesjæl!
Alf tør han elske; [b]arnets [h]æl
endnu ej [v]erdens[-]slangen bed.
(udbryder forfærdet.)
Op[] springer han med [h]ænders [v]rid!
Hvad ser han? Han er askehvid!
Brand

(ud p[å] [t]rappen).
Kom der ej [b]ud?
Agnes
.
Nej, intet [b]ud.
Brand

(ser til[]bage ind i [h]uset.)
Det brænder i hans stramme [h]ud;
hans [t]inding hamrer, [p]ulsen banker –!
O, frygt ej, Agnes!
Agnes
.
Gud, hvad [t]anker –!
Brand
.
Nej, frygt blot ej –
(r[å]ber udover [v]ejen.)
Der ser jeg [b]udet!
En [m]and

(g[]ennem [h]avegrinden).
Nu f[å]r du komme, [f]aer!
Brand
(ilsomt).
Ja stra[ks]!
Hvad [h]ilsning bær du?
Faksimile
95
Manden
.
Ugrej [s]lags;
hun sad i [s]engen, frem hun luded
og sagde: g[å]; f[å] [p]resten hentet;
mit halve [g]ods for [s]akramentet.
Brand
(viger til[]bage).
Det halve! Nej! Sig nej!
Manden

(ryster p[å] [h]ovedet).
Da var
ej [b]udet ærligt bragt dig, [f]aer.
Brand
.
Det halve! Halve! Alt var ment!
Manden
.
Kanhænde det; men lydt og rent
blev [o]rdet sagt. Jeg glemmer sent.
Brand

(griber ham om [a]rmen).
P[å] Herrens [d]ag, for [d]ommen stævnt,
du vidne tør, det [o]rd blev nævnt?
Manden
.
Ja.
Brand
(fast).
G[å] og sig, det [s]var blev sendt, –
ej kommer [p]rest, ej [s]akrament.
Manden

(ser uvisst p[å] ham).
Du har nok ikke sk[]ønt mig da;
det er din [m]oer jeg kommer fra.
Faksimile
96
Brand
.
Jeg k[]ender ingen tvedelt [r]et[]
for [f]remmedfolk og egen [æ]t[].
Manden
.
H[å]rdt [o]rd er det.
Brand
.
Hun ved, det g[]aldt
at byde intet eller alt.
Manden
.
Prest!
Brand
.
Sig, at mindste [g]uldkalv[-]stump
er lige fuldt en [a]fguds[-]klump.
Manden
.
Med [s]varets [s]vøbe skal jeg sl[å]
s[å] let[] og lindt[,] jeg kan og m[å].
For hende gror den [t]røst endnu:
Gud er ej fuldt saa h[å]rd, som du!
(g[å]r.)
Brand
.
Ja, denne [t]røst har tidtnok blæst
sin [å]dsel[-]luft til[] [v]erdens [p]est.
Med [s]ang og [s]kræk[] i [k]nibens [s]tund
en [d]ommer smøres nemt om [m]und.
Naturligvis! Det saa sig bør!
De k[]ender jo sin [m]and fra før; –
fra alt sit [v]ærk de godt jo ved,
at [g]ubben laer sig prutte med.
(Manden har ude p[å] [v]ejen mødt en anden; de kommer begge i [f]ølge
til[]bage.)
Faksimile
97
Brand
.
Nyt [b]udskab!
Første [m]and
.
Ja.
Brand
.
Hvad bringer du?
Den anden
.
Ni tiende[-] [d]ele lød det nu.
Brand
.
Ej alt?
Den anden
.
Ej alt.
Brand
.
Mit [s]var er k[]endt; –
ej kommer [p]rest, ej [s]akrament.
Anden [m]and
.
H[å]rdt har i [v]e og [v]ærk hun bødt –
Første
.
Prest, kom ihug, hun har dig født!
Brand

(knuger [h]ænderne).
Jeg tør ej bruge to [s]lags [v]ægt
for [a]vindsmænd og egen [s]lægt.
Anden Mand
.
Den syges [n]ød er vild og stor;
kom, eller send et [s]oningsord.
Brand

(til[] første [m]and).
G[å]; sig den syge[,] som jeg bød:
rent [b]ord for [n] [å]dens [v]in og [b]rød.
(Mændene g[å] [r]).
Henrik Ibsen: Brand.
7
Faksimile
98
Agnes

(klynger sig op[] til[] ham).
Brand, tidt jeg ræddes for din [f]ærd:
du flammer som et Herrens [s]verd.
Brand

(med [g]r[å]d i [s]temmen).
St[å]r [v]erden ej mod mig ig[]en
med sverd[-]tom [s]lire ved sin [l]ænd?
Sl[å]r ikke den min [s]jæl til[]blods
med al sin slappe [s]ejgheds [t]rods.
Agnes
.
H[å]rdt er det [v]ilk[å]r, du har stillt.
Brand
.
Byd, om du tør, et mere mildt.
Agnes
.
Lægg sligt et [m] [å]l p[å] hvem du vil,
og se om nogen strækker til[].
Brand
.
Nej, der du har til[] [r]æd[]sel [r]et[].
S[å] vrangt, s[å] tomt, s[å] fladt, s[å] slet[]
er hele [s]lægtens [l]ivssyn blevet.
Det regnes højt, f[å]r en det drevet
til[], som en lovprist ubek[]endt,
at offre sit ved [t]estament.
Byd [h]elten stryge ud sit [n]avn
og nøje sig med [s]ejrens [g]avn;
giv [k]ejser, [k]onge, samme [k] [å]r,
og se hvad stort du øvet f[å]r.
Byd [d]igteren i [l]øndom smugle
af [b]uret sine [s]k[]ønhedsfugle,
Faksimile
99
s[å] ingen aner det var ham,
der gav dem [r]øst og [g]uldfjærs [b]ram.
Frist frodig eller vindtør[] [g]ren;
[h]engivelsen er ej hos en.
Ig[]ennem alt g[å]r [j]ordtræls-[t]anken; –
udover [s]tupet[,] vildt og hvas[]t[,]
hver klamrer sig til[] [s]tøvlivs[-]ranken, –
og svigter den, – i [t]revl og [b]ast
han klorer sig med [n]egler fast.
Agnes
.
Og til[] en [s]lægt, som r[å]dløst faldt,
du r[å]ber: intet eller alt!
Brand
.
Hvo [s]ejr vil fange, f[å]r ej vige;
fra dybest [f]ald m[å] højst du stige. –
(tier lidt; [s]temmen sl[å]r over.)
Og dog, n[å]r for den enkle [s]jæl
jeg st[å]r og stiller [r]ejsnings[-]kravet,
da er det, som jeg svam i [h]avet
stormslagen p[å] en [v]rag[-]stumps fjæl.
I [k]val og [g]r[å]d jeg lønligt bed
den Tunge, som jeg tugted med, –
og løfted [a]rmen jeg til[] [s]lag,
jeg tørsted mod et [f]avnetag! –
G[å], Agnes, se til[] ham, som sover;
syng ham i lyse [d]rømme ind;
en [b]arnesjæl er klar og lind[,]
som [t]jern i [s]ommersolens [s]kin;
en [m]oder stryge kan derover
7*
Faksimile
100
lig [f]uglen, der sig spejler smukt
i dybest [d]yb p[å] lydløs [f]lugt.
Agnes
(bleg).
Hvad er det, Brand? Hvorhelst du sender
din [t]ankes [p]il, – mod ham den vender!
Brand
.
O, intet. Vogt ham godt og stil[]t.
Agnes
.
Giv mig et [o]rd.
Brand
.
Et stærkt?
Agnes
.
Et mildt.
Brand
(favner hende).
Den, som er uden [s]kyld, skal leve.
Agnes

(ser lyst op[] p[å] ham og siger):
Et ejes, som ej Gud tør kræve!
(g[å]r ind i [h]uset.)
Brand

(ser stille frem for sig).
Men hvis han turde? Herren tør,
hvad «Isaachs [r]æd[]sel» turde før.
(ryster [t]ankerne af.)
Nej, nej; mit [o]ffer har jeg bragt.
Mit [l]ivskald har jeg fra mig sagt, –
at runge som en Herrens [t]orden
og vække sovende p[å] [j]orden.
Løgn! Intet [o]ffer l[å] deri;
det glap[], da [d]rømmen var forbi,
Faksimile
101
da Agnes vakte mig – og fulgte
til[] samme [g] []erning i det dulgte.
(ser udover [v]ejen.)
Hvi nøler dog den syges [b]ud
om [o]ffervillighed og [b]od,
som rykker [b]røden op[] med [r]od,
med dybest [t]revl[,] med vildest [s]kud! –
Se der –! Nej, det er [f]ogden kun,
velvillig, væver, rask og rund,
med [h]ænderne i begge [l]ommer,
lig [k]lammer om en [p]arentés.
Fogden

(g[]ennem [h]avegrinden).
Goddag! Kun s[]jelden vi to ses,
og sagtens jeg i [u]tid kommer –
Brand

(viser mod [h]uset).
Træd indenfor.
Fogden
.
Tak[]; her er godt;
og vandt mit [æ]rind [i]ndgang blot,
s[å] mener jeg for sandt og visst,
det alles [b] [å]de blev til[]sidst.
Brand
.
Nævn Deres [æ]rind.
Fogden
.
Deres [m]oer
er h[å]bløs syg, s[å]vidt jeg tror; –
det g[]ør mig ondt.
Brand
.
Jeg tvivler ej.
Faksimile
102
Fogden
.
Det g[]ør mig meget ondt.
Brand
.
Tal ud!
Fogden
.
Dog, hun er gammel; – Herregud,
vi skal jo alle samme [v]ej.
Og da jeg netop[] foer forbi,
s[å] tænkte jeg: det springes i
s[å] let[] som krybes; ydermere
s[å] blev det mig fortalt af flere,
at hun med Dem, fra De kom hid,
har levet i [f]amiljesplid –
Brand
.
Familjesplid?
Fogden
.
Der siges jo
hun holder stærkt og sejgt paa sit.
De finder vel, det g[å]r for vidt.
Man m[å] ej glemme eget [t]arv.
Hun sidder i uskiftet [b]o
med hele Deres [f]ædrearv –
Brand
.
Uskiftet [b]o; – ja, det er sandt.
Fogden
.
S[å] kommer [s]kyldfolk let[] p[å] [k]ant.
Og da jeg nu med sk[]ellig [g]rund
formoder[,] De med k[]ølig [b]arm
forventer hendes [a]fgangsstund,
s[å] h[å]ber jeg De uden [h]arm
Faksimile
103
vil høre mig, sk[]ønt visstnok [t]iden
er ilde valgt.
Brand
.
Nu eller siden;
det kommer ud for mig p[å] et.
Fogden
.
Ja, s[å] til[] [s]agen slet[] og ret[].
S[å] s[å]re Deres [m]oer er død,
og salig lagt i [j]ordens [s]k[]ød, –
hvad snart vel times, – blir De rig –
Brand
.
Det tror De?
Fogden
.
Tror? Nej, det er sikkert.
Hun ejer [g]rund i hver en [v]ik,
s[å] langt De øjne kan med [k]ikkert.
Rig blir De, [p]rest!
Brand
.
Trods [s]kifteretten?
Fogden
(smiler.)
Hvad skal den her? Den skiller [t]rætten,
hvor der er fler om [g] []æld og [a]rv;
men her ej trues nogens [t]arv.
Brand
.
Og dersom dog til[] [g]ods og [g] []æld
[m]edarving mødte lige vel
og sagde: jeg er rette [m]anden?
Fogden
.
Det m[å]tte være selve [f]anden!
Ja, se kun p[å] mig; – ingen anden
Faksimile
104
har her et [o]rd at sige med;
lid tryg[]t p[å] mig; jeg ved [b]esked.
Nu alts[å]; De blir [v]elstandsmand,
rig Mand endogs[å]; ikke længer
til[] denne [a]fkrogs [k]ald De trænger;
Dem [å]bent st[å]r det hele [l]and.
Brand
.
Hør, [f]oged, er ej, fattet kort,
al [t]alens [k] []ærne den: rejs bort!?
Fogden
.
Omtrent. Til[] alle [p]arters [b]edste
jeg tror det blev. Hvis De vil fæste
op[]mærksomt [ø]je p[å] de [f]olk,
for hvem De nu er [o]rdets [t]olk,
s[å] vil De se, s[å]lidt De passer
blandt os, som [u]lv blandt [g] []æs og [g]asser.
Forst[å] mig vel! De ejer [e]vner
til[] større [s]amfunds [g]avn og [b]rug,
men fast til[] [m]én for den, som nævner
sig [o]delsmand til[] [k]lippens [r]evner
og [æ]t[]ling af en [d]albunds [s]lug.
Brand
.
Ens [f]ædrebyg[]d for [m]andens [f]od
er, hvad for [t]ræet er dets [r]od; –
er der ej til[] hans [g] []erning [t]rang,
hans [d] [å]d er dømt, og endt hans [s]ang.
Fogden
.
Det er al [i]dræt[]s første [l]ov,
at lempes efter [l]ands [b]ehov.
Faksimile
105
Brand
.
Men [l]ands [b]ehov ses bedst fra [h]øjden,
ej fra en fjeldklemt [k]rog i [b]yg[]den.
Fogden
.
Det er de store [s]amfunds [t]ale,
ej [o]rd for [f]olk i fattige [d]ale.
Brand
.
O, I med eders [g]rænse[-]sk[]el[]
imellem [s]letteland og [f]jeld!
I kræver [r]et[] som [v]erdensriger,
mens hver en [s]amfundspligt I sviger;
I mener fejgt, det skal jer fri,
det [n]ødskrig: vi er [s]m[å]folk, vi!
Fogden
.
Alt har sin [t]id, hver [t]id sit [h]verv,
hver [s]lægt sin egen [d]ont at passe.
Vor [b]yg[]d har ogs[å] lagt sin [s]k[]ærv
i [v]erdens store [f]orm[å]ls [k]asse;
forst[å]r sig, det er længe siden;
men [s]k[]ærven var ej ganske liden.
Se, nu er [b]yg[]den tom og snever;
dens [r]y dog end i [s]agnet lever;
dens svundne [s]torheds [d]age falder
samtidigt med [k]ong Beles [a]lder; –
der meldes endnu mangt et [o]rd
om [b]rødreparret Ulf og Thor
og [s]nese g[]æve [m]ænd, som foer
p[å] [h]erjetog til[] Brettlands [k]yst
og plyndred, s[å] det var en [l]yst.
Faksimile
106
Sydboen skreg, af [r]æd[]sel kold:
Gud fri os for de grummes [v]old!
Og disse grumme var, til[]trods
for alle [t]vivlsm[å]l, [m]ænd fra os.
Og som de [k]arle kunde hævne,
og sl[å] ihjæl i [b]randværks-[s]tævne!
Ja, [s]agnet ved endnu at nævne
en Herrens [h]elt, som [k]orset tog; –
dog meldes ej, at ud han drog –
Brand
.
Der stammer visst en [s]ønneflok
fra denne [l]øftets [m]and?
Fogden
.
Sandt nok;
men hvoraf ved De –?
Brand
.
Aa, fordi
mig tykkes [æ]tten k[]endes i
de [l]øftets [h]elte nutil[]dags,
hvis [k]orstog er af samme [s]lags.
Fogden
.
Ja, [s]lægten rækker lige hid.
Men vi var i [k]ong Beles [t]id!
Først slog vi alts[å] udenlands,
s[å] g[]æsted vi vor [g]randemands
og [f]rændes [g]rund med [ø] [ks]e-[e]gg;
i [k]nas vi tramped [a]kren hans,
sved [k]irkespir og [s]tuevæg[]
og fletted os en [s]tord[å]ds-[k]rans. –
Faksimile
107
Af alt det [b]lod, som slig er flydt,
er kanske lidt formeget skrydt;
dog, efter hvad jeg her har sagt,
jeg tror jeg vover, fuldt beskeden,
at pege bagud p[å] vor [m]agt
i [s]torhedstiden, længst forleden,
og p[å]st[å], denne Byg[]d har lagt
sin [s]k[]ærv med b[å]de [i]ld og St[å]l
til[] [v]erdens [f]remgangs store [m] [å]l.
Brand
.
Dog tykkes mig, som om I svigter
det [o]rd, at [a]delskab forpligter, –
som om, med [h]akke, [p]log og [h]arv,
I mulder ned [k]ong Beles [a]rv.
Fogden
.
P[å] ingen [m] [å]de. G[å] blot ud
i [s]ognefolkets [g] []æstebud,
hvor jeg og [l]ensmand, [k]lokker, [d]ommer,
som [h]æderslemmer er at finde,
s[å] skal De se, n[å]r [p]unchen kommer,
at dødt ej er [k]ong Beles [m]inde.
I [s]k[å]ler, [b]ægerklang og [s]ang,
i [t]ale, b[å]de kort og lang,
han ihukommes, lades leve.
Jeg selv har tidt en dybtfølt [t]rang
fornummet til[] om ham at væve
mit [t]ankespind til[] blomstret [d]ug,
og løftet mangen indfødts [h]ug.
Faksimile
108
Jeg liker godt lidt [p]oesi.
Det g[]ør igrunden alle vi
fra denne [b]yg[]d; – dog alt med [m] [å]de;
i [l]ivet bør den aldrig r[å]de, –
kun mellem [k]lokken syv og ti
om [a]ftenen, n[å]r [f]olk er fri,
n[å]r man, af [d]agens [g] []erning træt[],
kan trænge til[] en [l]øftnings-[t]vætt.
Den [f]orsk[]el[] er der mellem os
og Dem, at De med [v]old og [t]rods
p[å] engang pløje vil og sl[å]s.
S[å] vidt jeg ser, er Deres [m]ening:
vort [l]ivs og dets [i]dees [f]orening, –
Guds [k]rig, med [d]yrkning af [p]oteter
i [e]nhed stillet frem til[]slut[],
s[å] inderligt, som af [s]alpeter
med [k]ul og [s]vovel vorder [k]rudt.
Brand
.
Omtrent.
Fogden
.
Men sligt er her ug[]ørligt.
I store [s]amfund lød det hørligt; –
g[å] did med Deres høje [k]rav;
lad os s[å] pløje [m]yr og [h]av.
Brand
.
Pløj allerførst i [h]avet ned
jer [p]ral om [f]ædres [h]erlighed;
ej [d]verg blir mandshøj, sk[]ønt han har
en Goliath til[] [o]ldefaer.
Faksimile
109
Fogden
.
Der ligger [v]æ[ks]t i store [m]inder.
Brand
.
N[å]r [m]indet sig til[] [l]ivet binder;
men I af [m]indets [g]ravhoug hul
har byg[]t jer [s]løvheds [s]kalkeskjul.
Fogden
.
Mit første blir mit sidste [o]rd; –
bedst var det, om herfra De foer.
Her vil ej Deres [g] []erning grønnes,
her vil ej Deres [l]ivssyn sk[]ønnes.
Den [s]mule [f]lugt, som er fornøden, –
den [l]øftning, som behøves kan
fra [t]id til[] [t]id for [s]læbets [m]and,
skal jeg besørge ufortrøden.
Ig[]ennem al min [e]mbedstid
st[å]r vakkre [v]idner om min [f]lid;
ved mig er [f]olkets [t]al fordob[]let,
ja øget fast til[] tre mod en, –
idet jeg har til[] [s]tedet kob[]let
snart hin snart denne [n]æringsgren.
Mod trodsende [n]atur i [k]amp
er frem vi skredet som med [d]amp;
her brydes [v]ej, her bygges [b]ro –
Brand
.
Men ej imellem [l]iv og [t]ro.
Fogden
.
Imellem [f]jord og [v]iddens [s]ne.
Faksimile
110
Brand
.
Ej mellem [g] []erning og [i]dé.
Fogden
.
Først farbart mellem [g]rænd og [g]rænd,
først [f]remkomst mellem [m]ænd og [m]ænd, –
det var der kun en [m]ening om,
før De som [p]rest til[] [b]yg[]den kom.
Nu har De blandet alt i et,
vort [g]rubeblus[] med [n]ordlysflammen;
hvem kan i sligt et [t]ve[-]sk[]ær se,
hvad der er vrangt, hvad der er ret[],
hvad der er [b]od, hvad der er [v]e?
Hvert [f]orhold har De filtret sammen;
De splittet har i fiendske [l]ejre
den [f]lok, som samlet skulde sejre.
Brand
.
Her blir jeg dog til[]trods for Dem.
En vælger ej sit [v]irkes [h]jem.
Den [m]and, som [m] [å]let ved og vil,
fornummet har i [s]krift af [i]ld
det Gudsr[å]b: her du hører til[]!
Fogden
.
S[å] bliv, men inden egne [g]rænser;
jeg g[]erne ser[,] De [f]olket renser
for [s]ynd og [l]ast, som g[å]r isvang;
Gud ved, det trænges mangen [g]ang!
Men g[]ør blot ingen [h]elligdag
af [y]rkets sex, – og ton ej [f]lag,
Faksimile
111
som om Vorherre var ombord
p[å] hver en [j]agt, der skar vor [f]jord.
Brand
.
Hvis Deres [r] [å]d mig skulde nytte,
jeg m[å]tte [s]jæl og [s]jæls[-]syn bytte;
men [k]aldet er, sig selv at være,
sin egen [s]ag til[] [s]ejr at bære,
og jeg skal bære [s]agen frem,
s[å] det skal lyse om mit [h]jem!
Det [f]olk, jer hele [s]tyrer[-]trop[]
har dysset ind, skal vækkes op[]!
I længe nok i [t]rangheds [b]ur
har pint dets [r]est af [f]jeldnatur;
fra eders [s]m[å]heds [s]ultekur
hver [m]and g[å]r ud forstemt og stur;
I tappet har hans bedste [b]lod,
har hulet [m]argen af hans [m]od;
I pukket har i [s]tumper sm[å]
hver [s]jæl, som malmstøbt skulde st[å]; –
men endnu kan et [r]ejsnings-[s]krig
i eders [ø]re tordne: [k]rig!
Fogden
.
Krig?
Brand
.
Krig!
Fogden
.
Hvis De til[] [v] [å]ben kalder,
De blir den første [m]and, der falder!
Faksimile
112
Brand
.
Med [k]larsyn sk[]ønnes skal en [d]ag
at største [s]ejr er [n]ederlag!
Fogden
.
Betænk Dem, Brand; De st[å]r p[å] [s]killet;
sæt[] alt ej p[å] det ene [k]ort.
Brand
.
Og dog jeg g[]ør det!
Fogden
.
Tabes [s]pillet,
er Deres [j]ordliv ødslet bort.
De ejer alle [v]erdens [g]oder,
er [a]rving til[] en grundrig [m]oder,
De har et [b]arn at leve for,
en elsket [h]ustru; – [l]ykkens [k] [å]r
blir rak[]t Dem som af milde [h]ænder!
Brand
.
Og hvis jeg endda [r]yggen vender,
til[] hvad De [l]ykkens [k] [å]r har kaldt?
Ifald jeg m[å] ?
Fogden
.
Fortabt er alt,
hvis her, i [v]erdens [u]dmarks [v]ik,
De [å]bner Deres [v]erdens[-]krig!
Drag sørp[å], mod de rige [s]trande,
hvor [m]ænd tør st[å] med løftet [p]ande;
der kan med [r]et[] De lyse [m]øde
og byde [m]enigheden bløde;
Faksimile
113
vort [o]ffer er ej [b]lod men [s]ved
i [k]amp for [b]rød blandt [k]lippeskred.
Brand
.
Her blir jeg dog. Her er mit [h]jem,
og i mit [h]jem min [k]rig skal frem.
Fogden
.
Husk, hvad De taber, hvis det glipper; –
og først og fremst, husk, hvad De slipper!
Brand
.
Mig selv jeg taber, hvis jeg viger.
Fogden
.
Brand, h[å]bløs er en ensom [k]riger.
Brand
.
Min [f]lok er stærk; jeg har de bedste.
Fogden
(smiler).
Ja, muligt det, – men jeg de fleste.
(g[å]r.)
Brand

(ser efter ham).
Der g[å]r en fuldblods [f]olkets [m]and,
ret[]sindigt tænkende, velvillig,
p[å] sin [v]is virksom, varm og billig, –
og dog en [s]vøbe for sit [l]and.
Ej [j]ordfald, [f]lom og [v]interblæst,
ej [h]ungersnød, ej [f]rost og [p]est,
forvolder halvt det [n]ederlag,
som slig en mellem [å]r og [d]ag.
Af [l]andeplagen [ liv ] kun røves; –
men [ han ] –! Hvor mange [t]anker kløves,
Henrik Ibsen: Brand.
8
Faksimile
114
hvor mange friske [v]iljer sløves,
hvor mange stærke [s]ange døves
af slig forklemt, trangbrystig [s]jæl!
Hvor mangt et Smil p[å] [f]olkemunde,
hvor mangt et [l]yn i [f]olkebarm,
hvor mangen [l]øftnings [l]yst og [h]arm, –
der frem til[] [d] [å]d sig vo[ks]e kunde, –
slog ikke blodløst han ihjæl!
(pludselig i [a]ngst.)
Men [b]udet! Budet! – Ingen kommer!
Jo, [d]oktoren!
(iler ham imøde.)
Tal, tal! Min [m]oer –?
Doktoren
.
Nu er hun stedet for sin [d]ommer.
Brand
.
Død! – Men i [b]od?
Doktoren
.
Det knap[]t jeg tror;
hun hang ved sit p[å] denne [j]ord,
til[] [t]imen slog, og de blev skil[]t.
Brand

(ser stille rystet frem for sig).
Er her en vildsom [s]jæl forspildt?
Doktoren
.
Kan hænde vel hun dømmes mildt, –
ej efter [l]ov, men efter [s]k[]øn.
Brand
(sagte).
Hvad talte hun?
Faksimile
115
Doktoren
.
Hun mumled stil[]t:
Gud er ej h[å]rdhændt, som min [s]øn!
Brand

(synker i [s]merte ned p[å] [b]ænken).
I [b]rødens [k]valm, p[å] [d]ødens [f]jæl,
den samme [l]øgn, som sl[å]r hver [s]jæl!
(skjuler [a]nsigtet i [h]ænderne.)
Doktoren

(g[å]r nærmere, ser p[å] ham og ryster paa [h]ovedet).
De vil en g[]ennemlevet [t]id
i et og alting flytte hid.
De tror endnu hin [l]ovens [p]agt
for Gud og [g]odtfolk st[å]r ved [m]agt; –
hver [s]lægt har dog sin egen [v]is;
vor skræmmes ej med [f]lammeris,
med [a]mmesnak[] om [s]jæle[-]ran; –
dens første [b]ud er: vær human!
Brand

(ser op[]).
Human! Ja, dette slappe [o]rd
er [f]eltr[å]b for den hele [j]ord!
Med det hver [s]tymper hyller til[],
at ingen [d] [å]d han tør og vil;
med det hver [s]rælling dækker over,
at ej han alt for [s]ejren vover;
i [l]y af det blir let[]vindt brudt
hver [u]slings [l]øfte, feigt fortrudt; –
I [p]usling[-]sjæle g[]ør til[]sidst
af [m]ennesket en [h]umanist!
8*
Faksimile
116
Var Gud human mod Jesus Krist?
Hvis eders Gud fik dengang r[å]de,
han under [k]orset r[å]bte [n] [å]de, –
og [s]oningsværket sagtens blev
et diplomatisk [h]immelbrev!
(skjuler [h]ovedet og sidder i stum [s]org.)
Doktoren
(sagte).
Ras ud, ras ud, du [s]jæl i [s]torm; –
bedst, om du kunde [t] [å]rer fange.
Agnes

(er kommen ud p[å] [t]rappen; bleg og forfærdet hvisker hun til[]
[d]oktoren)
:
Her ind! Følg med!
Doktoren
.
Du g[]ør mig bange!
Hvad er det, [b]arn?
Agnes
.
En [a]ngstens [o]rm
har koldt sig om mit [h]jerte lagt –!
Doktoren
.
Hvad er det?
Agnes

(drager ham med sig).
Kom! – Guds evige [m]agt!
(de g[å]r ind i [h]uset; Brand mærker det ikke.)
Brand

(stille hen for sig).
Død uden [b]od. Død, som hun leved.
Er ikke der Guds [f]ingerpeg?
Ig[]ennem mig skal vorde hævet
Faksimile
117
den Skat[], som hun har fra sig skrevet; –
nu tifold ve mig, om jeg sveg!
(rejser sig.)
Med [s]ønnens [p]ligt, p[å] [h]jemmets [g]rund,
uryggelig fra denne [s]tund
som k[å]ret [k]orsmand sl[å] jeg skal
for [å]ndens [s]ejr i [k] []ødets [f]ald.
Gud har mig rak[]t sin [t]unges [s]t[å]l,
har tændt i mig sin [v]redes [b] [å]l; –
nu st[å]r jeg i min [v]iljes [v]ælde,
nu tør, nu kan jeg knuse [f]jelde!
Doktoren

(efterfulgt af Agnes kommer hurtigt ud p[å] [t]rappen og r[å]ber):
Beskik[] dit [h]us og drag herfra!
Brand
.
Om [j]orden skalv, jeg blev endda!
Doktoren
.
Saa er dit [b]arn til[] [d]øden dømt.
Brand
(forvildet).
Alf! Barnet! Alf! Hvad [r]æd[]sels [s]krømt
er dette her! Mit [b]arn!
(vil ind i [h]uset.)
Doktoren

(holder ham til[]bage).
Nej bliv! –
Her er ej [l]ys, her er ej [s]ol,
her sk[]ær en [l]uft, som [p]ust fra [p]ol, –
her sænker [s]kodden klamt sig ned; –
Faksimile
118
en [v]inter til[] p[å] dette [s]ted
vil vis[]ne bort hans spæde [l]iv.
Rejs, Brand, og Deres [b]arn er frelst;
men g[]ør det snart, imorgen helst.
Brand
.
Ikveld, idag, i denne [s]tund!
O, han skal vo[ks]e stærk og sund; –
ej [g]ufs fra [b]ræ, ej [s]no fra [k]yst,
skal isne mer hans lille [b]ryst.
Kom, Agnes, løft ham lindt i [b]lund!
P[å] [f]lugt, p[å] [f]lugt langs alle [s]und!
O, Agnes, Agnes, [d]ødens [g]arn
sig spinder om vort lille [b]arn!
Agnes
.
Jeg lønligt aned, lønligt skalv, –
og dog jeg s[å] kun [f]aren halv.
Brand
(til[] [d]oktoren).
Men [f]lugt ham frelser? S[å] De lover!
Doktoren
.
Det [l]iv, en [f]ader v[å]ger over
ved [n]at[] og [d]ag, er sejerstryg[]t.
Vær alt for ham, og sundhedssmyk[]t
De snart skal se ham; nær ej [f]rygt.
Brand
.
Tak[], Tak[]!
(til[] Agnes.)
Hyll tæt[] i [d]un ham ind;
langs [f]jorden stryger [a]ftnens [v]ind.
(Agnes g[å]r ind i [h]uset.)
Faksimile
119
Doktoren

(betragter i [t]aushed Brand, som ubevægelig ser ind g[]ennem [d]øren, g[å]r
derp[å] hen til[] ham, lægger [h] [å]nden p[å] hans [s]kulder og siger)
:
Mod [v]erdens [f]lok s[å] ubønhørlig,
og mod sig selv s[å] let[] medg[]ørlig!
For den ej g[]ælder lidt, ej meget, –
kun [l]ovens intet eller alt;
men fra en selv er [m]odet veget
i samme [s]tund som [l]oddet faldt [–]
og [o]fferlammet var ens eget[.]
Brand
.
Hvad mener De?
Doktoren
.
Til[] Deres [m]oer
De tordned [l]ovens h[å]rde [o]rd:
fortabt, hvis alt ej lægges af,
hvis ej du nøgen g[å]r i [g]rav!
Og samme [r] [å]b har runget tidt[,]
n[å]r [f]olkets [f]lok, som tyngst, har lidt!
Nu er De [h]avsnødsmanden selv[,]
i [s]k[]æbnens [s]torm p[å] [b] [å]dens [h]vælv;
nu kaster De fra krænget [k] []øl
til[]havs hvert [b]rev om [s]traffens [p]øl, –
til[]havs, til[]havs den tunge [b]og,
hvormed De [b]rødres [b]ringer slog;
nu g[]ælder det i [k]uling stiv
at berge egen [a]fkoms [l]iv.
P[å] [f]lugt, p[å] [f]lugt langs [f]jord og [v]ik, –
p[å] [f]lugt fra egen [m]oders [l]ig, –
p[å] [f]lugt fra [s]jælehjord og [k]ald; –
nu lyser [p]resten [m]essefald!
Faksimile
120
Brand

(griber sig forvildet om [h]ovedet som for at samle [t]ankerne).
Er nu jeg blind! Var jeg det før!
Doktoren
.
De handler, som en [f]ader bør.
Tro ej, jeg laster, hvad De g[]ør; –
for mig De er i stækket [s]tand
mer stor, end før som [s]tyrkens [m]and. –
Farvel! Nu har jeg rak[]t Dem [s]pejlet;
brug det, og suk[] s[å]: Herregud,
slig ser en [h]immel[-]stormer ud!
(g[å]r.)
Brand

(stirrer en [s]tund frem for sig, pludselig udbryder han):
Nu eller før, – n[å]r er her fejlet?!
(Agnes kommer ud af [d]øren med [k] [å]be over [s]kuldrene og [b]arnet p[å] [a]rmen;
Brand ser hende ikke; hun vil tale, men standser ligesom slagen af [s]kræk[],
da hun bemærker [u]dtrykket i hans [a]nsigt. I samme [ø]jeblik kommer en [m]and
ilsomt ind g[]ennem [h]avegrinden. Solen gaar ned.)
Manden
.
Hør, [p]rest, du har en [a]vindsmand!
Brand

(knuger [h] [å]nden mod [b]rystet).
Ja, her.
Manden
.
Vær p[å] din [p]ost mod [f]ogden.
Din [s]æd sk[]ød frodigt over [l]and[,]
til[] han med [r]ygtets [b]randpest slog den.
Alt ofte har han ymtet om,
at [p]resteg[å]rden snart st[å]r tom, –
har sagt, at os du [r]yggen vender,
s[å] fort din rige [m]oer er død.
Faksimile
121
Brand
.
Og hvis s[å] var –?
Manden
.
Prest, jeg dig k[]ender
og ved, hvi slige [g]iftord lød;
du st[å]r jo ham og hans imod,
han aldrig fik din [v]ilje bøjet, –
se, det er [r]ygtets rette [r]od –
Brand
(usikker).
At sandt er sagt – sig tænke lod.
Manden
.
Da har du styg[]t for alle løjet.
Brand
.
Har jeg –?
Manden
.
Hvor tidt har ej du sagt,
at Gud har selv til[] [s]trid dig vak[]t, –
at mellem os du har dit [h]jem,
at her din [k]rig skal føres frem,
at ingen [m]and tør [k]aldet svige,
at sl[å] han skal, men aldrig vige.
Og [k]aldet har du! Stærkt og lyst
din [i]ld har fængt i mangt et [b]ryst.
Brand
.
Mand, her er [m]ængdens [ø]re døvt;
fast hvert et [s]ind er sluk[]t og sløvt!
Manden
.
Du bedre ved; – i mangt et [s]ind
nu glittrer [h]imlens [s]olskin ind.
Faksimile
122
Brand
.
I tifold flere er der [n]at[].
Manden
.
Du er som [l]ys i [n]atten sat[].
Men lad det være, som det vil;
at tælle trænges her ej til[];
thi her st[å]r jeg, den ene [m]and,
og siger: rejs, ifald du kan!
Jeg har en [s]jæl s[å] fuldt som nogen;
jeg kan ej hjælpe mig med [b]ogen;
du har mig op[] af [d]ybet draget, –
prøv, om du nu tør slippe [t]aget!
Du kan det ej; jeg holder fast;
min [s]jæl var tabt, hvis [t]aget brast! –
Farvel! Jeg venter tryg[]t det [b]ud[:]
min [p]rest ej slipper mig og Gud.
(g[å]r.)
Agnes
(sky).
Din [k]ind er hvid, din [m]und er bleg;
det er, som du i [h]jertet skreg.
Brand
.
Hvert klangfuldt [o]rd, mod [b]ergvæg[] sagt,
mig sl[å]r med tifold [g] []enlyds [m]agt.
Agnes

(g[]ør et [s]kridt frem).
Jeg er beredt!
Brand
.
Beredt? Hvortil[]?
Agnes
(med [s]tyrke).
Til[] hvad en [m]oder m[å] og vil!
Faksimile
123
(Gerd løber forbi udenfor p[å] [v]ejen og standser ved [h]avegrinden.)
Gerd

(klapper i [h]ænderne og r[å]ber med forvildet [g]læde):
Har I hørt det? Bort fløj [p]resten! –
Ud af [b]akken, op[] af [h]oug,
myldrer b[å]de [t]rold og [d]raug,
svarte, stygge, store, sm[å], –
hu, hvor hvas[]t de kunde sl[å] –!
Øjet rev de af mig næsten;
halve [s]jælen har de taget; –
[å], jeg hjælper mig med [r]esten;
der er nok ig[]en af [v]raget!
Brand
.
Pige, vildt din [t]anke g[å]r;
her du ser jeg for dig st[å]r.
Gerd
.
Du? Ja du, men ikke [p]resten!
Ned fra Svartetind min [h]øg
rap[] bortover [l]ien strøg;
bidslet, sadlet, vild og vred
hvæste han i [m]ørknings[-]blæsten,
og en [m]and p[å] [r]yggen red, –
det var [p]resten, det var [p]resten!
Nu st[å]r [b]yg[]dens [k]irke tom,
stængt med b[å]de [l] [å]s og [b]om;
Styggekirkens [t]id er omme;
nu skal min til[] [æ]re komme.
Der st[å]r [p]resten, stærk og stor,
i sit hvide [m]esseklæde,
vævt af [v]intrens [d]ryp og [v]æde; –
Faksimile
124
vil du være med, saa kom;
[b]yg[]dens [k]irke st[å]r jo tom;
[p]resten min har slige [o]rd,
at det runger over [j]ord!
Brand
.
Brudte [s]jæl, hvo bød dig fange
vildsomt mig med [a]fguds[-]sange!
Gerd

(kommer indenfor Havegrinden).
Afgud? Hvad er det for noget?
Afgud? [Å], jeg ved det godt;
stundom stort og stundom sm[å]t;
altid gyldent, altid broget.
Afgud! Hør, du; ser du hende?
Kan du under [k]lædet k[]ende
[b]arnehænder, [b]arneben?
Kan du se, hvor fint og broget
[s]vøbet folder sig om noget,
der er ligt et [b]arn, som sover?
Ræd[] hun viger, – dækker over!
Afgud? – Mand, der ser du en!
Agnes
(til[] Brand).
Har du [t] [å]rer, har du [b]ønner?
Ud har [r]æd[]slen mine brændt!
Brand
.
Agnes, [h]ustru, – ve, jeg sk[]ønner,
hende har en større sendt!
Gerd
.
Hør; nu ringer alle [k]lokker
sammen p[å] den vilde [h]ej!
Faksimile
125
Se, hvad [m]enighed der flokker
sig til[] [f]ærd p[å] [k]irkevej!
Kan du se de tus[e]nd [t]rolde,
[b]yg[]dens [p]rest har sænkt i [h]avet?
Kan du se de tus[e]nd [d]verge?
Indtil[] nu de l[å] begravet,
med hans [s]egl som [g]ravbrudds-[v]ærge.
Hav og [g]rav dem kan ej holde;
frem de myldrer[,] v[å]de, kolde; –
skindødt [t]roldbarn ser jeg grine,
vælte af sig [b]ergskreds[-]blokken.
Hør, de skriger: [m]oer og [f]aer!
Mænd og [k]vinder giver [s]var;
[b]yg[]dens [m]and g[å]r mellem sine,
som en [f]aer i [s]ønneflokken;
[b]yg[]dens [k]vinde taer sin døde,
rækker ham sit [b]ryst til[] [f]øde; –
aldrig før s[å] stout hun knejste[,]
n[å]r hun [b]arn til[] [d] [å]ben bar.
Her blev [l]iv, da [p]resten rejste!
Brand
.
Vig ifra mig! Fast jeg ser
værre [s]yner –
Gerd
.
Hør! Han ler,
han, som sidder langsmed [v]ejen,
der den svinger op[] mod [h]ejen;
ind han skriver i sin [b]og
hver en [s]jæl, som op[]ad drog; –
Faksimile
126
hej, han har dem alle næsten;
[b]yg[]dens [k]irke st[å]r jo tom,
stængt med b[å]de [l] [å]s og [b]om, –
og p[å] [h]øgens [r]yg[] fløj [p]resten!
(springer over [h]aveg[]ærdet og taber sig i [u]rden. Stil[]hed.)
Agnes

(nærmer sig og siger dæmpet).
Lad os g[å]; nu er det [t]id
Brand

(stirrer p[å] hende).
Hvilken [v]ej?
(peger først mod [h]avegrinden, siden mod [h]usdøren.)
Did? – eller did?
Agnes

(viger forfærdet).
Brand, dit [b]arn, – dit [b]arn!
Brand
(følger efter).
Giv [s]var;
var jeg [p]rest, før jeg blev [f]aer?
Agnes

(viger længere til[]bage).
Blev end spurgt med [t]ordnens [b]rag, –
intet [s]var i denne [s]ag!
Brand
(følger igjen).
Svare skal du; du er [m]oer;
du har her det sidste [o]rd!
Agnes
.
Hustru er jeg; tør du byde,
skal jeg bøje mig og lyde!
Brand

(vil gribe hende om [a]rmen).
Valgets [k]alk mig tag ifra!
Faksimile
127
Agnes

(viger bagom [t]ræet).
Aldrig var jeg [m]oder da!
Brand
.
Der er [d]om i dette [s]var!
Agnes
(stærk).
Spørg dig selv, om [v]alg du har!
Brand
.
Styrket [d]ommen atter lød!
Agnes
.
Tror du fuldt p[å] Herrens [k]ald?
Brand
.
Ja!
(griber hende fast om [h] [å]nden.)
Og nu du sige skal
[o]rdet over [l]iv og [d]ød!
Agnes
.
G[å] den [v]ej, din Gud dig bød!
(Op[]hold.)
Brand
.
Lad os g[å]; nu er det [t]id.
Agnes
(toneløst).
Hvor g[å]r Vejen?
Brand

(tier).
Agnes

(peger mod [h]avegrinden og spørger):
Did?
Brand

(peger mod [h]usdøren).
Nej, – did!
Faksimile
128
Agnes

(løfter [b]arnet højt p[å] [a]rmene).
Gud! Det [o]ffer[,] du tør kræve,
tør jeg mod din [h]immel hæve!
Led mig g[]ennem [l]ivets [g]ys!
(ind i [h]uset.)
Brand

(stirrer en [s]tund frem for sig, brister i [g]r[å]d, sl[å]r [h]ænderne sammen over
[h]ovedet, kaster sig ned p[å] [t]rappen og r[å]ber)
:
Jesus, Jesus, giv mig [l]ys!
[]

Faksimile
FJERDE HANDLING.

(Juleaften i [p]resteg[å]rden. Det er mørkt i [s]tuen. P[å] [b]agvæggen er
[u]dgangsdør; [v]indu p[å] den ene [s]ide, [d]ør p[å] den anden.)
Agnes []st[å]r sørgeklædt ved [v]induet og stirrer ud i Mørket[].
Agnes
.
Endnu ikke! Endnu ikke! –
O, hvor tungt det er at vente, –
[l]ængsels [r] [å]b p[å] [r] [å]b at skikke, –
aldrig noget [s]var at hente! –
Sneen falder blødt og tæt[],
har, som med et Lin[-]skaut, klædt
[t]aget p[å] den gamle [k]irke – –
(lytter.)
Hyss! Jeg hører [g]rinden knirke!
Fodtrin; faste [m]andetrin!
(iler til[] [d]øren og lukker op[].)
Er det dig? Kom ind, kom ind!
(Brand kommer ind, til[]sneet, i [r]ejseklæder, som han under det følgende
kaster af sig.)
Agnes

(slaar [a]rmene om ham).
O, hvor du blev længe borte!
G[å] ej fra mig, g[å] ej fra mig;
Henrik Ibsen: Brand.
9
Faksimile
130
ensom kan jeg ej de sorte
[n]atteskygger ryste af mig!
Hvilken [n]at[] og hvilke [d]age,
disse to og denne Nat[]!
Brand
.
Barn, nu har du mig til[]bage.
(tænder et enkelt [l]ys, som kaster et svagt [s]k[]ær over [s]tuen.)
Du er bleg.
Agnes
.
Og træt[] og mat[].
Jeg har længtet, spejdet, stundet, –
og s[å] har lidt grønt jeg bundet, –
lidt; men det var, hvad jeg ejed,
alt ifra isommer plejet
til[] at pynte [j]uletræet.
Busken kaldte jeg for hans;
ja, han fik den og – som [k]rans!
(brister i [g]r[å]d.)
Se, nu er den halvvejs sneet
ned – o Gud –
Brand
.
P[å] [k]irkeg[å]rden.
Agnes
.
O, det [n]avn!
Brand
.
Tør[] af dig [t] [å]ren.
Agnes
Ja jeg skal, men vær t[å]lmodig;
endnu er min [s]jæl som blodig;
Faksimile
131
[s] [å]ret er s[å] friskt og nyt,
ud min [s]tyrkes Væld er flydt[;] [–]
[o], men det skal snart bli bedre;
er jeg over disse [d]age,
skal du aldrig se mig klage.
Brand
.
Er det Herrens [h]elg at hædre?
Agnes
.
Nej, jeg ved –; men vær t[å]lmodig!
Husk, ifjor s[å] sund og frodig,
og i[å]r ifra mig b[å]ren,
b[å]ren ud –
(gyser til[]bage for [o]rdet.)
Brand
(stærkt).
P[å] [k]irkeg[å]rden!
Agnes
(skriger):
Nævn det ej!
Brand
.
Med fulde [l]unger
maa det nævnes, er du ræd[]!
Nævnes m[å] det, s[å] det runger[,]
lig en [b]ølge mod en [b]redd!
Agnes
.
Selv du lider under [o]rdet
mer, end du vil k[]endes ved;
p[å] din [p]ande ser jeg [s]poret
af den [s]ved, det k[]øbtes med.
Brand
.
Duggens [d]r[å]ber p[å] min [p]ande
er kun [s]prøjt fra [f]jordens [v]ande.
9*
Faksimile
132
Agnes
.
Er og [d]r[å]ben i dit [ø]je
smeltet [s]neflok fra det høje?
Nej, o nej, den er for varm;
[k]ilden er din egen [b]arm!
Brand
.
Agnes, [h]ustru, lad os begge
være stærke, st[å] imod,
sammen vore [k]ræfter lægge,
vinde fremad [f]od for [f]od. –
O, jeg var en [m]and derude!
Sjøen skylled over [f]luen,
[m] [å]gen taug i [u]vejrsgruen,
[h]agglen slog min skrale [s]kude;
midtfjords l[å] vi, [v]andet fræste,
[m]ast og [t]akkel hugg og hvæste,
[s]ejlet, slidt i [p]jalter, blæste
langt i [l]æ for [h]avr[å]ks[-]fr[å]den,
hver en [n]agle skreg i [b] [å]den; –
udfor [s]tup og udfor [l]ider
gik der [s]kred fra begge [s]ider[;]
otte [m]ænd med hvilte [å]rer
sad som otte [l]ig p[å] [båren.]
O, da vo[ks]te jeg ved [r]oret,
jeg var den, som førte [o]rdet,
k[]endte godt, en stor mig døbte
til[] mit [k]ald, det dyrek[]øbte.
Agnes
.
Let[] at st[å] i [s]tormen stiv,
let[] at leve [k]ampens [l]iv;
Faksimile
133
o, men tænk p[å] mig, som sidder
stil[]t i [s]orgens [s]purvekvidder,
mig, som ej kan døve [t]iden,
om jeg nok s[å] g[]erne vil;
tænk p[å] mig, som, stængt fra [s]triden,
ej f[å]r [g]limt af [d] [å]dens [i]ld;
tænk p[å] mig, hvem kun en liden
snever [g] []erning hører til[];
tænk p[å] mig; jeg sidder hjemme,
tør ej mindes, kan ej glemme!
Brand
.
Har du liden [g] []erning, du?
Aldrig var den stor som nu.
Hør; jeg vil dig sige noget,
som i [s]orgen er mig mødt.
Ofte blir mit [ø]je t[å]get,
[t]anken ydmyg, [s]indet blødt;
det er, som der l[å] en [g]læde
i at kunne græde, græde.
Agnes, – tænk, da ser jeg Gud
nær, som aldrig før jeg s[å] ham, –
o, saa nær at det ser ud,
som om det var let[] at n[å] ham.
Og jeg tørster mod at kaste
mig som funden til[] hans [b]arm,
mod at trykkes af hans faste
stærke varme [f]aderarm.
Agnes
.
Brand, – o, se ham altid s[å], –
Faksimile
134
som den Gud, du mægter n[å], –
mere [f]ader, mindre [h]erre!
Brand
.
Tør ej, Agnes; tør ej spærre
[v]ejen for hans eget [v]ærk;
jeg m[å] se ham stor og stærk,
himmelstor, – s[å] kræver [t]iden,
just fordi den selv er liden.
O, men du kan se ham nær,
se ham som en [f]ader k[]ær,
i hans [f]avn dit [h]oved bøje,
hvile, hvile, er du træt[],
g[å] ifra ham, sund og let[],
med hans [a]fglans i dit [ø]je,
bære [g]lansens [g]lorie med
ned til[] mig, som led og stred.
Ser du, Agnes, slig at dele[,]
er just [æ]gteskabets [k] []ærne;
en skal stride, storme, værne,
en skal alle [d]ødshugg hele;
da først kan med [s]andheds Ret[]
siges, at de to er et.
Alt ifra du [v]erdens [l]iv
vendte [r]yggen, blev min [v]iv,
kasted k[]æk[]t din [s]k[]æbnes [t]erning,
hviler p[å] dig dette [k]ald;
jeg skal sl[å] til[] [s]ejr og [f]ald,
sl[å] i [d]agens hede [s]tr[å]ler,
st[å] p[å] [v]agt i [n]attens [k]ulde,[–]
du skal række mig de fulde
Faksimile
135
[k] []ærlighedens [l]æsknings[-]sk[å]ler,
slynge [m]ildheds [k]appefold
varmt ind under [b]ringens [s]kjold; –
liden er ej denne [g] []erning!
Agnes
.
Hver en [g] []erning, spejdet efter,
er for tung for mine [k]ræfter;
mine [t]ankers tus[e]nd [g]rene
slynges sammen i den ene.
Alt er endnu som et [d]igt.
Lad mig klage, lad mig græde,
hjælp mig s[å] at finde [r]ede
p[å] mig selv og p[å] min [p]ligt.
Brand, inat[], mens du var borte,
kom han i mit [k]ammer ind;
sundhedssmykket var hans [k]ind;
tyndklædt i sin lille [s]kjorte
stavred han med [b]arnetrin
frem til[] Sengen, hvor jeg hvilte,
rak[]te mod mig sine [a]rme,
kaldte p[å] sin [m]oer og smilte, –
men som om han bad om [v]arme!
Ja, jeg s[å] det! O, jeg gøs –!
Brand
.
Agnes!
Agnes
.
Jo, du, – [b]arnet frøs!
O, det m[å] han jo derude
p[å] de kolde [s]p[å]ners [p]ude!
Faksimile
136
Brand
.
Liget ligger under [s]neen;
[b]arnet er til[] [h]imlen b[å]ret.
Agnes

(viger fra ham).
O, hvi river du i [s] [å]ret,
grusomt, midt i [r]æd[]sels[-]veen!
Det, som h[å]rdt du [l]iget kalder,
[b]arnet er for mig endnu.
Sjæl og [l]egem sammen falder;
end ej mægter jeg, som du,
mellem disse to at dele;
begge er for mig det hele;
Alf, som under [s]neen sover,
er min Alf hist ovenover!
Brand
.
Mangt et [s] [å]r m[å] blodigt rives,
før du læges for din [s]ot.
Agnes
.
Ja, men vær t[å]lmodig blot; –
jeg kan ledes, ikke drives.
St[å] mig nær og styrk mig, Brand;
tal det mildeste du kan.
Du, som ejer [s]tormens [t]one
i de store [ø]jeblikke,
n[å]r en [s]jæl skal drage [b]rikke
om sin egen [l]ivsenskrone, –
har du ikke [s]angens [m]ildhed
til[] at døve [s]mertens [v]ildhed?
Faksimile
137
Har du ej et [o]rd, som kvæger,
et, som ud i [d]agen peger?
Gud, som du mig lærte k[]ende,
er en [k]onge p[å] sin [b]org; –
hvor tør jeg til[] ham mig vende
med min lille [m]odersorg?
Brand
.
Tror du, bedre du dig vendte
til[] den Gud, som før du k[]endte?
Agnes
.
Aldrig, aldrig did ig[]en!
Og dog er det tidt, som drages
jeg af [l]ængsel ud, derhen,
hvor det lysner, hvor det dages.
Let[] at løftes, tungt at bære;
lød ej s[å] den gamle [l]ære?
Dine [r]iger er for store,
alt er her for stort for mig,
du, dit [k]ald, dit [m] [å]l, din [f]ore,
al din [v]ilje, hver din [v]ej,
[f]jeldet, som udover hænger,
[f]jorden, som for [f]oden stænger,
[s]orgen, [m]indet, [m]ørket, [s]triden, –
ikkun [k]irken er for liden.
Brand
(sl[å]et).
Kirken? Atter denne [t]anke!
Ligger den i [l]andets [l]uft?
Hvi for liden?
Faksimile
138
Agnes

(ryster sørgmodig p[å] [h]ovedet).
Kan jeg sanke
[g]runde sammen med [f]ornuft?
Kommer ikke [s]temnings-[s]trømmen[,]
som med [v]indens [s]trøm en [d]uft?
Hvorfra kom den, hvorhen g[å]r den?
Mig er nok, at jeg forst[å]r den,
og jeg ved foruden [v]iden –
[k]irken er for mig for liden.
Brand
.
Der er [s]yn i [f]olkedrømmen.
Hundred [s]jæle, som jeg mødte,
af sig samme [t]anke fødte;
selv hos hin, som vildt forreven
skreg p[å]a [v]idden, stod den skreven.
«Der er styg[]t, for der er sm[å]t»
lød det; hun ej heller kunde
rede [t]anken ud med [g]runde.
Hundred [k]vinder sagde siden:
[b]yg[]dens [k]irke er for liden!
Dette [r] [å]b fra [k]vindemunde
tolker [t]rangen til[] et [s]lot. –
Agnes, – o, jeg ser det godt,
du er [k]vinden, Herren k[å]red
til[] sin [e]ngel p[å] min [s]ti; –
tryg[] og sikker, sk[]ønt iblinde,
ved du [v]ejen ret[] at finde,
hvor jeg [s]killet g[å]r forbi.
Aldrig [b]l[å]lys[-]blink dig d[å]red;
Faksimile
139
første [d]ag du pegte lige
mod det sande [s]kabnings[-]rige, –
standsed mig, som vilde stige
p[å] min [f]lugt mod [h]imlens [h]vælv,
retted [s]ynet p[å] mig selv,
indad mod det inderlige. –
Agnes, atter har du sagt
[o]rd, som slog med [l]ysets [m]agt, –
ført mig, hvor jeg uviss foer,
kastet [d]agsk[]ær p[å] mit [v]irke.
Liden er Vorherres [k]irke; –
godt; s[å] skal den tømres stor!
Aldrig s[å] jeg grant som nu,
hvad i dig min Skaber gav mig;
derfor tryg[]ler jeg, som du:
g[å] ej fra mig, g[å] ej fra mig!
Agnes
.
Jeg skal ryste af mig [s]orgen,
jeg skal tørre [t] [å]ren af,
jeg skal stænge [m]indeborgen,
som det sømmer sig en [g]rav;
jeg skal lægge [g]lemsels [h]av
[å]bent mellem den og mig;
jeg skal viske [l]ykkefærden
af min lille [b]illedverden,
være [h]ustru helt for dig!
Brand
.
Vejen g[å]r imod det store.
Agnes
.
O, men brug ej [s]trængheds [s]pore.
Faksimile
140
Brand
.
G[]ennem mig en større byder.
Agnes
.
En, om hvem du selv har sagt,
at han [v]iljen ej forskyder,
sk[]ønt den savner [e]vnens [m]agt.
(vil g[å].)
Brand
.
Hvorhen, Agnes?
Agnes
(smiler).
Husets [s]k[]øt[]sel
f[å]r ej glemmes, mindst ikveld.
Forrige [j]ul[,] du husker vel,
at du sagde, jeg var ødsel.
Lys var tændt i alle [s]tager;
her var grønt og smukke [s]ager,
[l]egetøj p[å] [j]uletræet;
her blev sunget, her blev leet.
Brand, i[å]r skal atter tændes
alle [l]ys, s[å] [h]elgen k[]endes;
her skal pyntes op[] som bedst
til[] den stille store [f]est.
Titter Gud i [s]tuen ind,
skal han se en straffet [d]atter,
refset [s]øn med ydmygt [s]ind,
[b]ørn, som lydigt ved og fatter,
at de ej for [f]adervreden
tvært tør skyde fra sig [g]læden. –
Ser du nu vel [s]por af [t] [å]ren?
Faksimile
141
Brand

(trykker hende til[] sig og slipper hende atter).
Barn, tænd [l]ys; det er dit [v]irke!
Agnes

(smiler sørgmodigt).
Byg[] s[å] du din store [k]irke; –
o, men f[å] den rejst før [v]aaren!
(g[å]r.)
Brand

(ser efter hende).
Villig, villig midt i [v] [å]nden,
villig midt i [m]artrens [i]ld;
svigter [e]vnen, segner [å]nden,
sker det, sk[]ønt hun [o]ffret vil.
Herre, lægg din [s]tyrke til[]; –
og fra mig tag [h]vervets [k]alk,
bittrest [k]alk, at m[å]tte skikke
[l]ovens grumme [h]øg og [f]alk
over hende for at drikke
[h]jertets fulde varme [f]lod.
Jeg har [k]ræfter, jeg har [m]od;
læss p[å] mig din [v]ægt for tvende, –
vær barmhjertig blot mod hende!
(Det banker p[å] [g]angdøren[] Fogden kommer ind.)
Fogden
.
Her g[]æster Dem en slagen [m]and.
Brand
.
En slagen [m]and?
Faksimile
142
Fogden
.
Som slig jeg kommer.
De husker sagtens, da isommer
jeg vilde drive [D]em fra [l]and,
jeg sp[å]de Dem just ej det bedste
af [k]rigens [u]dfald mellem os –
Brand
.
Nu ja?
Fogden
.
Men al min [r]et[] til[]trods
jeg vil ej længer med Dem sl[å]s.
Brand
.
Hvorfor?
Fogden
.
Fordi De har de fleste.
Brand
.
Har jeg?
Fogden
.
Det tænker jeg De ved;
Dem søger [f]olk jo langt af [l]ed;
her er, især p[å] sidste [t]iden,
en [å]nd i [b]yg[]den kommen ind,
som Gud skal vide ej er min,
og deraf tør jeg slutte da,
at det er Dem, den kommer fra.
Her er min [h] [å]nd; vi ender [s]triden!
Brand
.
En [k]rig, som vor, f[å]r ikke [s]lut[],
er end den enes [m]odstand brudt.
Faksimile
143
Fogden
.
Hvad skal der mer til[] [s]lut[] p[å] [k]rig,
end [f]red og mindeligt [f]orlig?
Jeg er ej den, som st[å]r mod [b]rodden;
man er, som [f]olk er flest, jo skabt;
n[å]r for sit [b]ryst man k[]ender [o]dden
af [f]iendens [v] [å]ben, gier man tabt;
har man kun [k] []æp[] mod [l]andsespids,
bør [m]arken rømmes i betids,
og st[å]r man som en ensom [k]riger,
er det fornuftigst, at man viger.
Brand
.
To [t]ing[,] jeg tror[,] er her at mærke;
først at De kalder mig den stærke;
jeg har de fleste –
Fogden
.
Ganske visst!
Brand
.
Ja muligt endnu; men til[]sidst,
p[å] [o]ffrets store [a]lvorsdag, –
hvem har da [m]agten for sin [s]ag?
Fogden
.
P[å] [o]ffrets [d]ag? Men Herregud,
det er jo den, som ikke kommer!
I værste [f]ald g[å]r [o]ffret ud
p[å] [l]ossning af de [g]odtfolks [l]ommer;
human er [t]iden, vil ej [o]ffer
af mere dyrebare [s]toffer.
Og ærgerligst det er ved [s]agen,
Faksimile
144
at selv jeg hører mellem dem,
som bragte det humane frem[,]
og derved hindred [o]fferdagen,
s[å] det kan siges p[å] en [v]is,
jeg givet har mig selv til[] [p]ris, –
iallefald, at jeg bandt [r]is
til[] [r]ap[] p[å] eget [l]ivsværks [e]nde.
Brand
.
At [r]et[] De har, kan muligt hænde.
Men for det andet kan jeg knap[]t
forst[å] at De tør give tabt.
Om riset eller ikke riset,
en [m]and er for sin [g] []erning skabt;
hans [m] [å]l for ham er Paradiset;
om mellem ham og det sig hvælved
et [h]av, mens Satans [l]and l[å] nær, –
tør derfor r[å]bes: væk, [b]esvær, –
her er jo kortere til[] [h]elved?!
Fogden
.
Jeg hertil[] svarer ja og nej;
etsteds m[å] [m]ennesket jo havne, –
og ser man [m]øjen ej kan gavne,
hvem vil vel g[å] forg[]æves [v]ej?
Det er nu s[å], vi vil [e]rstat[]ning
for liden eller stor Befat[]ning;
kan [s]ejr ej vindes ved at k[]æmpe,
s[å] f[å]r man fare frem med [l]æmpe.
Brand
.
Men aldrig sort dog vorder hvidt!
Faksimile
145
Fogden
.
Min k[]ære [v]en, det hjælper lidt
at kalde noget hvidt som [b]ræen,
n[å]r [m]ængden r[å]ber: sort som [s]neen!
Brand
.
De r[å]ber kanske med?
Fogden
.
N[å], n[å], –
jeg r[å]ber ikke sort men gr[å] .
Human er [t]iden; [f]olk m[å] mødes,
ej bums imod hinanden stødes.
Husk p[å], at dette [l]and er frit;
her skal jo alles [m]ening g[]ælde; –
hvor tør da en mod alle fælde
sin [s]ærdom over sort og hvidt? –
Kort sagt, da De har [f]leretallet,
s[å] er De første [m]and i [k]aldet;
jeg slutter mig, som alle andre,
til[] Dem s[å] godt jeg kan og ved,
og h[å]ber ingen [s]jæl vil klandre[,]
at ej jeg til[] det sidste stred.
Folk dømmer nu, det ser jeg godt,
mit [v]irke kun som spredt og sm[å]t;
de kalder en [t]ing mer fornøden
end [å]rlig[å]rs at øge [g]røden;
man er ej villig nu, som før,
at yde [s]k[]ærven, hvor sig bør, –
og er ej [v]iljen med i [l]egen,
da er en [g] []erning sejerssvegen. –
Henrik Ibsen: Brand.
10
Faksimile
146
Det falder tungt, det m[å] De tro,
at slippe [p]lan om [v]ej og [b]ro,
om [t]ap[]ning ud af [m]yr og [f]jære,
og meget mer, som var ig[]ære.
Men Herregud, hvad skal man sige;
kan ej man sejre, f[å]r man vige,
t[å]lmodigt h[å]be alt af [t]iden[,]
og bøje klogeligt til[] [s]iden.
Nu, – [f]olkets [y]ndest har jeg tabt
p[å] samme [v]ej, hvor den blev skabt;
ja, ja; s[å] m[å] p[å] andre [v]eje
jeg komme til[] mit fordums [e]je.
Brand
.
Men var det da for [f]olkegunst
De øved Deres [k]løgt og [k]unst?
Fogden
.
Nej, det ved Gud[,] det ikke var.
Det alment bedste har jeg villet
til[] [b]yg[]dens [n]ytte blot og bar.
Dog nægtes ej[,] at med i [s]pillet
kom [h] [å]bet om et [v]ederlag
for velgjort [v]ærk p[å] [y]rkets [d]ag.
Det er nu s[å]; en virksom [m]and
med [e]vner og med [sund] [f]orstand
vil [f]rugten af sin [g] []erning se,
ej stønne g[]ennem [s]lidets [v]e
til[] [f]romme for en bar Idé.
Jeg kan ej, selv med bedste [v]ilje,
forsømme egen [v]elfærds [r]øgt
og offre andre al min [k]løgt.
Faksimile
147
Jeg sidder med en stor [f]amilje;
jeg har jo [k]one, mange [d]øttre,
som skal forsørges allerførst; –
Ideen læsker ingens [t]ørst,
Ideen slukker ingens [s]ult,
hvor man, som jeg, har [h]uset fuldt;
og dersom nogen skulde yttre
[f]orundring, har jeg blot det [s]var,
han er en slet[] [f]amiljefaer.
Brand
.
Og nu er Deres [a]gt –?
Fogden
.
At bygge.
Brand
.
At bygge, siger De?
Fogden
.
Ja vel, –
til[] eget som til[] [b]yg[]dens [h]eld.
Først vil jeg bygge op[] det [r]y,
jeg stod i for ej længe siden; –
det lakker stærkt mod [t]hingvalgs[-]tiden;
thi m[å] til[] noget stort jeg ty
og bringe [f]oretag p[å] [b]ane,
s[å] jeg blir [k]urvens første [h]ane
og hindrer [v]alget af en ny.
Nu har jeg tænkt som s[å], – man kan
fornuftigvis ej ro mod [f]lommen.
Folk vil, som nu det heder, hæves;
den [g] []erning er for mig forg[]æves;
10*
Faksimile
148
jeg kan kun hjælpe [f]olk p[å]fode;
men sligt m[å] g[]øres med det gode,
og her st[å]r mod mig alle [m]and.
Se, derfor er jeg modent kommen
til[] [f]orsæt[] om, hvis det g[å]r an,
at søge [b]od mod [a]rmodsdommen.
Brand
.
Den vil De rydde ud?
Fogden
.
Nej visst; –
den er jo en nødvendig [b]rist
i alle [s]amfund; den maa døjes;
men med lidt [k]logskab kan den bøjes
i visse Former, strængt begrænses,
s[å]fremt itide blot den ændses.
Vi ved jo, [a]rmod er det [d]ynd,
som g[]ødsler bedst al [l]andsens [s]ynd; –
for [d]yndet vil jeg [d]æmning sætte.
Brand
.
P[å] hvilken [v]is?
Fogden
.
Ja, kan De g[]ætte?
Afhjælpes skal et dybtfølt [s]avn,
idet jeg til[] [d]istriktets [g]avn
f[å]r byg[]t et [a]rmodsdommens [p]esthus;
ja, [p]esthus siger jeg, fordi
det skal for [b]rødens [s]mitte fri.
Og denne [b]yg[]ning, har jeg tænkt,
forbindes nemt med et [a]rresthus,
s[å] [v]irkning blir med [å]rsag stængt
Faksimile
149
bag samme [b]om og samme [l]aas,
med [v]æg[] kun mellem [b] [å]s og [b] [å]s.
Og da jeg engang er p[å] [g]led,
s[å] er min [a]gt at bygge med
en [f]løj indunder samme [t]ag,
som bruges kan til[] [v]alg og [l]ag,
til[] [a]lvorshandling som til[] [f]ester,
med [t]alerstol og [r]um til[] G[]æster, –
kort sagt, et pent politisk [f]esthus.
Brand
.
Sligt trænges h[å]rdt; især det sidste;
dog ved jeg et, som trænges mere.
Fogden
.
De tænker p[å] en [d] [å]rekiste?
Ja, ganske visst; den trænges h[å]rdt.
Den ogs[å] var min første [t]anke;
men efter [o]verlæg[] med flere
jeg ganske kom fra [t]anken bort;
thi hvorfra skal vi [m]idler sanke
til[] noget overvættes stort?
Og tro De mig, en s[å]dan [k]iste
vil kræve en alvorlig [s]um,
hvis hver og en skal der f[å] [r]um,
som [t]rang og [v]ærdighed beviste.
Man tænke m[å] p[å] [t]idens [e]lv[,]
og ej blot bygge for sig selv; –
alt g[å]r jo frem med [k] []æmpeskridt;
ifjor til[]pas[], i[å]r forlidt; –
De ser i hvilke [d]imensioner
Faksimile
150
hvert folkeligt [b]ehov har [v]æ[ks]t;
med [s]yvmils[-]støvler, rent forhe[ks]t,
udvik[]les [k]raft og alslags [e]vne[,]
i hvilket [f]ag De s[å] vil nævne.
Det alts[å] blev for dyr en [s]pas
at skaffe [e]fterslægten [p]lads
for sig og sine [b]ørn og [k]oner.
Jeg siger derfor: Herregud;
den [t]and, den f[å]r vi nok sl[å] ud!
Brand
.
Og te[]r sig nogen altfor gal,
s[å] har De jo den store [s]al.
Fogden
(fornøjet.)
Ja, [r]ummet st[å]r som oftest ledigt!
Det [i]ndfald, Brand, var ganske snedigt!
Vil [b]yggeplanen blot ej briste,
s[å] har vi gratis [d] [å]rekiste,
har samlet under fælles [t]ag,
beskyttet af det samme [f]lag,
de væsentligste [e]lementer,
hvorfra vor [b]yg[]d sin [f]arve henter; –
vi har vor hele [a]rmodsdom
samt [s]lyngelflokkens [s]yndeflom
og [d] [å]rerne, som før gik om
foruden [r]øgt og uden [t]ugt, –
og s[å] har vi vor [f]riheds [f]rugt
med [v]algkamp og med [t]alers [f]lugt;
vi har vor [r] [å]dssal, hvor vi drøfter,
hvad g[]øres kan til[] [b]yg[]dens [t]arv, –
vor [f]estsal, hvor vi giver [l]øfter
Faksimile
151
om [s]k[]øt[]sel af vor [f]ortids [a]rv.
Hvis alts[å] blot ej [s]agen faldt,
s[å] f[å]r jo [k]lippesønnen alt,
hvad han med [b]illighed kan kræve,
for ret[] sit eget [l]iv at leve.
Gud ved, vort [s]trøg er ikke rigt;
dog, st[å]r først [f]ællesg[å]rden byg[]t,
s[å] tror jeg, det kan kaldes tryg[]t
et vel organisert [d]istrikt.
Brand
.
Men [m]idlerne –?
Fogden
.
Ja, det er [k]nuden
i denne som i hver en [s]ag;
til[] [y]delser er [v]iljen svag,
og st[å]r jeg Deres [h]jælp foruden,
jeg ved, at jeg m[å] stryge [f]lag.
Men støtter De med [o]rdets [m]agt
min [t]anke, vil den let[]vindt fremmes, –
og f[å]r jeg den til[] [m]odning bragt,
skal Deres gode [h]jælp ej glemmes.
Brand
.
Det sige vil, De gad mig k[]øbe?
Fogden
.
Med andet [n]avn jeg vilde døbe
min [p]lan, – til[] fælles [g]avn og [b]rug
at fylde ud det [s]plidens [s]lug,
som hidtil[] mellem os har gabt,
og hvorved begge to har tabt.
Faksimile
152
Brand
.
Da har De ilde [t]iden k[å]ret –
Fogden
.
Ak ja; jeg ved[,] den store [s]org,
som nys har Dem og Deres s[å]ret;
men Deres [m]andighed mig d[å]red;
og [t]rangen til[] [d]istriktets [b]org –
Brand
.
I [s]orgens som i [g]lædens [s]tund
jeg st[å]r til[]rede, n[å]r det kræves;
men af en anden gyldig [g]rund
De dennegang dog g[å]r forg[]æves.
Fogden
.
Og hvilken [g]rund –?
Brand
.
Jeg selv vil bygge.
Fogden
.
Hvad! Bygge? Tage min [i]dé?
Brand
.
Ej ganske.
(peger ud af [v]induet.)
Foged, kan De se –?
Fogden
.
Der?
Brand
.
Ja.
Fogden
.
Det store stygge [t]ræhus?
Det er jo [p]resteg[å]rdens [f]æhus!
Faksimile
153
Brand
.
Nej, ikke det; – det lille stygge –
Fogden
.
Hvad! Kirken!
Brand
(nikker).
Den vil stor jeg bygge.
Fogden
.
Nej, det skal [f]anden ikke ske!
Ved [k]irken skal ej nogen rygge; –
det var at krydse min [i]dé!
Min [p]lan er færdig og den haster;
men Deres mig af [s]adlen kaster.
To [t]ing p[å] engang er formeget, –
vig alts[å] –!
Brand
.
Jeg har aldrig veget.
Fogden
.
Her m[å] De, [m]and! Byg[] mit [a]rresthus
med [p]esthus og politisk [f]esthus,
altsammen, kortsagt, – [d] [å]rekisten, –
s[å] spørges ej om [k]irkebristen.
Og hvorfor skal den nu i [m]uld?
Den var dog god nok før i [t]iden.
Brand
.
Ja, muligt; nu er den forliden.
Fogden
.
Da har jeg aldrig set den fuld!
Brand
.
Selv for en enkelt [s]jæl derinde
er ikke [l]øftningsrum at finde.
Faksimile
154
Fogden

(ryster forundret p[å] [h]ovedet).
Ved sligt den enkle [s]jæl beviste
[n]ødvendigheden af min [k]iste.
(sl[å]r over.)
Lad [k]irken st[å], det vil jeg r[å]de;
den kan jo kaldes p[å] en [m] [å]de
et [s]tykke ædelt [a]rveguld.
Den er et ædelt [a]rvestykke; –
den skal ej falde for en [n]ykke!
Ja, g[å]r min [b]yggeplan i [v]asken,
jeg som en Fønixfugl af [a]sken
skal rejse mig i [m]ængdens [n] [å]de!
Jeg træder op[] som [r]iddersmand
for [m]indesmærket ved vor [s]trand!
Her stod engang et [g]ude[-]hov, –
det var nok i [k]ong Beles [t]ider;
s[å] rejste [k]irken sig omsider
ved fromme [h]eltes [r]an og [r]ov.
Ærværdig ved sin simple [p]ragt,
højhellig i sin [o]ldtidsdragt
den knejste indtil[] vore [d]age –
Brand
.
Men hine [t]egn paa fordums [m]agt
er visst forlængst i [g]raven lagt; –
nu st[å]r ig[]en ej mindste [f]lage.
Fogden
.
Just netop[] det! S[å] gammel er den,
at ej den mer er til[] i [v]erden;
Faksimile
155
men i min [b]edstefaders [d]age
et [h]ul i [v]æggen stod til[]bage!
Brand
.
Et [h]ul?
Fogden
Vidt, som en [t]øndesæk[]!
Brand
.
Men [v]æggen selv?
Fogden
.
Ja, den var væk.
Se, derfor m[å] jeg rentud sige,
at [k]irkens [r]ivning er umulig; –
det var en skammelig, en grulig
barbarisk [h]andling uden [l]ige!
Og [m]idlerne, – hvor f[å]r vi dem?
Tror De, at her man er s[å] ødsel[,]
at lokke [u]dgiftsposter frem
ved ufuldb[å]rne [f]orslags [f]ødsel,
n[å]r med en liden [s]mule [s]k[]øt[]sel
man s[å] vidt støtte kan det gamle[,]
at det i vor Tid ej vil ramle?
Men g[å] De ud og spejd i [l]ejren, –
jeg blir dog den, som vinder [s]ejren.
Brand
.
Jeg agter ej at presse ud
en [h]vid til[] [h]usly for min Gud.
Af egne [m]idler vil jeg bygge; –
min [a]rv, alt mit til[] sidste [s]k[]ærv
skal gives ud til[] dette [h]verv.
Faksimile
156
Nu, [f]oged, er De end s[å] djerv,
at mene, De kan [t]anken rygge?
Fogden

(med foldede [h]ænder).
Jeg st[å]r som falden ned fra [s]kyerne!
Sligt spørges knap[]t engang fra [b]yerne; –
og her i [b]yg[]den, – her hos os,
hvor [p]ungens [l]uk[]ning længst var [l]ov
mod hvert et trængende [b]ehov, –
her [å]bner De en [r]undheds [f]os[],
som ris[]ler, blinker, sprøjter, skummer –[.]
Nej, Brand, som sagt, jeg rent forstummer!
Brand
.
Jeg længst i [t]anken fra mig skrev
min [a]rv –
Fogden
.
Ja her er ymtet meget,
som hen paa noget sligt har peget,
men jeg har tænkt, at det var [v]æv.
Hvem plejer vel at offre alt,
n[å]r ej det synbar [f]ordel g[]aldt?
Dog, det blir Deres egen [s]ag; –
g[å] foran De, s[å] g[å]r jeg bag.
De er i [s]kuddet; De kan virke,
og jeg kan skridtvis frem mig lirke. –
Brand, sammen vil vi bygge [k]irke!
Brand
.
Hvad? Vil De Deres eget slippe?
Fogden
.
Det ved den søde Gud jeg vil!
Faksimile
157
Jeg var jo gal, om ej jeg gjorde.
Hvem tror De [m]ængden flokkes til[],
naar en vil g[]øde, mæske, fore,
en anden malke, fl[å] og klippe?
Ja [d]ød og [p]lage er jeg med!
Jeg er af [t]anken ganske hed,
bevæget, greben, næsten rørt;
en heldig [s]k[]æbne har mig ført
i denne [k]veld til[] [p]resteg[å]rden;
thi jeg tør tro, at uden min
var Deres [p]lan knap[]t faldt Dem ind, –
ialfald ej til[] [v]erden b[å]ren.
Det alts[å] er mit eget [v]irke
at bygge [b]yg[]dens nye [k]irke!
Brand
.
Men kom ihug, vi kan ej sk[å]ne
hin [o]ldtids knejsende [r]uin!
Fogden
(ser ud).
Betragtet her i [d]obbeltskin
af [n]yfalds[-]sne og [n]yets [m] [å]ne
den taer sig ud som noget [s]krammel.
Brand
.
Hvad, [f]oged?
Fogden
.
Brand, den er for gammel!
Det er mig ganske uforklarligt,
at ej jeg s[å]a det før ikveld, –
men [h]anebjælken st[å]r p[å]held;
at bruge den var uforsvarligt.
Faksimile
158
Og hvor er [s]til, [a]r[k]itektur,
n[å]r ret[] man gransker [l]oft og [m]ur?
Hvad skal man kalde slige [b]uer?
en [f]agmand vilde kaldt dem fæle; –
ja, jeg m[å] samme [m]ening dele!
Og [t]agets mosbeklædte [t]uer, –
de er minsæl ej fra [k]ong Bele.
Nej, [p]ietet kan g[å] for vidt!
Det m[å] dog [h]vermand se og sk[]ønne,
at denne gamle r[å]dne [r]ønne
i et og alt er noget [s]kidt!
Brand
.
Men dersom [m]ængdens [r]øst sig hæved
til[] [v]ægring ved at f[å] den revet –?
Fogden
.
Vil ingen anden, s[å] vil jeg.
I [h]elgen skal, jo før jo heller,
jeg ordne alt, hvad [f]ormen g[]ælder,
og sætte [s]agen glat[] ivej.
Jeg ivre skal og virke, skrive;
jo, jo, – De k[]ender [f]ogden nok;
og kan jeg [h]jælp ej sammendrive
til[] [r]ivning blandt den dumme [f]lok,
skal jeg med egne [h]ænder rive
den ned til[] [g]runden, [s]tok[] for [s]tok[].
Ja, om jeg s[å] skal ta'e min [k]one
og alle mine [d]øttre med,
s[å] skal den [d]ød og [p]lage ned!
Faksimile
159
Brand
.
Det er en ganske anden [t]one,
end den, som blev fra først af brugt.
Fogden
.
Det er [h]umanitetens [f]rugt
at f[å] med alt ensidigt [b]ugt;
og dersom [d]igteren ej lyver,
s[å] er det netop[] noget smukt,
at [m]andens [t]anke ejer [f]lugt, –
med andre [o]rd, – at [t]anken flyver. –
Farvel!
(tager sin [h]at[].)
Nu f[å]r jeg se til[] [b]anden.
Brand
.
Til[] hvad?
Fogden
.
[Å], tænk Dem, jeg, selv anden,
idag p[å] [b]yg[]degrænsen kneb
et [f]antefølge, fælt som [f]anden;
jeg fik da [h]jælp med [t]oug og [r]eb; –
nu sidder de forvart hos [g]randen
her nærmest [n]ord; men [p]okker ta'e mig,
om ikke to–tre løb ifra mig –
Brand
.
Nys ringtes ind dog [f]redens [t]id.
Fogden
.
Hvi kom det [d]jævelskab da hid?
Dog, det forst[å]r sig, p[å] en [m] [å]de
Faksimile
160
de hører sagtens [s]ognet til[] –
(leende.)
ja endog Dem! Hør her [] en [g] [å]de;
løs den, ifald De kan og vil:
[f]olk findes, som er til[] i [k]raft
af den, De har til[] [u]dspring havt,
og dog de til[] er, slet[] og ret[],
fordi de er af anden Ætt!
Brand

(ryster p[å] [h]ovedet).
O Gud, der er s[å] mangen [g] [å]de
en stirrer p[å], men ej kan r[å]de.
Fogden
.
Da er dog denne let[]vindt g[]ættet.
De har vel tidtnok hørt berettet
i [b]yg[]den et og andet [o]rd
om [f]attiggutten, han, her vester,
der var s[å] lært som fire [p]rester; –
han friede til[] Deres [m]oer –
Brand
.
Hvad mer?
Fogden
.
Tænk, til[] en grundrig [j]ente!
Dog hun naturligvis ham sendte
til[] Bloksberg, som han m[å]tte vente.
Men ved De s[å], hvad [f]yren g[]ør?
Han sørger halvt sig fra [f]orstanden[,]
og fæster sluttelig en anden
af [t]aterslægt; – og før sin [d]ød
Faksimile
161
han med en [a]fkom øged [b]anden,
som stryger om i [s]ynd og [n]ød.
Ja, en af disse [s]legfredtrolde
fik [s]ognet rigtignok beholde
til[] [m]inde om hans vakkre [f]ærd –
Brand
.
Og det er –?
Fogden
.
Taterungen Gerd.
Brand
(dæmpet).
Ja s[å]!
Fogden
(munter).
Hvad? G[å]den er ej slet[]!
Hans [a]fkom er jo til[] i [k]raft
af den, De har til[] [u]dspring havt;
thi [y]nglens indre [o]p[]hav var,
at [e]lsk til[] Deres [m]oer han bar.
Brand
.
Sig, Foged, kan De nævne et,
som rummed [h]jælp for disse [s]jæle?
Fogden
.
Pyt, de maa ind bag [t]ugthus[-]dørene.
De er fortabt op[] over [ø]rene;
at frelse dem, det var at stjæle
fra [f]anden, som m[å] g[å] fallit,
hvis ej han f[å]r af [v]erden sit
Brand
.
De tænkte jo at bygge stort
et [h]us til[] [l]y mod [n]ød og [k]lage?
Henrik Ibsen: Brand.
11
Faksimile
162
Fogden
.
Det [f]orslag, – fort, som det blev gjort, –
tog [f]orslagsstilleren til[]bage.
Brand
.
Men hvis det dog –; det var dog smukt –
Fogden
(smilende).
Nu taler De i anden [t]one,
end den, som blev fra først af brugt.
(klapper ham p[å] [s]kulderen.)
Lad dødt kun være dødt og glemt;
en [m]and skal handle fast bestemt.
Farvel! Jeg tør ej længer tøve;
nu m[å] jeg ud ig[]en og prøve
at finde [r]ømlingernes [s]kjul.
Vi mødes snart. Fornøjet [j]ul!
Farvel, farvel; hils Deres [k]one!
(g[å]r.)
Brand

(efter en tankefuld [t]aushed).
O, endeløst er her at sone. –
S[å] vildt, s[å] broget filtres ind
de tus[e]nd [s]k[]æbnetr[å]des [s]pind, –
s[å] ligger Skyld med [s]kyldfrugt blandet,
det ene smittende det andet,
at den, som ser derind, ser [r]et[]
og blodigst [u]ret[] vorde et.
(g[å]r til[] [v]induet og ser længe ud.)
Mit lille [b]arn, skyldløse [l]am,
du fældtes for min [m]oders [g] []erning;
Faksimile
163
en brusten [s]jæl bar [b]ud fra ham,
som troner over [s]kyens [k]am,
og bød mig kaste [v]algets [t]erning; –
og denne brustne [s]jæl blev til[],
fordi min [m]oders [s]jæl foer vild.
S[å] bruger Herren [s]kyldens [g]røde
til[] [l]igevægts og [r]et[]færds [f]øde;
s[å] slynger han fra [h]øjden ned
[h]jemsøgelsen i tredje [l]ed.
(viger forfærdet fra [v]induet.)
Ja, [l]ovens Gud er over [s]lægten!
Det første [m] [å]l er [l]igevægten.
I [o]ffervillighedens [m]agt
er [r]ejsningsmuligheden lagt;
men [o]rdet lyves ud af [t]iden;
thi [f]lokken ræddes for sin [v]iden.
(g[å]r længe op[] og ned i [s]tuen.)
At bede? Bede? Hm, – et [o]rd,
som glat[] nok over [l]æben foer, –
som ruttes med i alle [s]tænder.
Bøn er for dem at skrige [n] [å]de
i [v]ind og [v]ejr til[] [g] [å]ders [g] [å]de,
at tigge [p]lads p[å] Kristi Læss,
at strække op[]ad begge [h]ænder –
og st[å] i [t]vivlens [p]øl til[]knæs.
Haha, var dermed [s]agen gjort,
da turde jeg, som [h]vermand, vove
at hamre p[å] den Herres [p]ort,
der er «forfærdelig at love»!
(standser og tænker stille.)
11*
Faksimile
164
Og dog – i [a]ngstens værste [d]age,
i [s]orgens store [r]æd[]selsstund,
da [b]arnet sov den sidste [b]lund,
da intet [k]ys[] af [m]odermund
bar [s]milet p[å] hans [k]ind til[]bage[;] –
hvad var det –? Bad jeg ikke da?
Hvad kom den søde [s]vimlen fra,
den [s]angens [s]trøm, den [m]elodi,
som langvejs lød[,] og jog forbi [–]
og bar mig højt og bar mig fri?
Bad jeg? Blev jeg i [b]ønnen svalt?
Har jeg med Gud herinde talt?
Har han mig hørt? Og s[å] han ned
i Sørgehuset, hvor jeg græd? –
Hvad ved jeg! Nu er luk[]t og stængt,
og [m]ørket atter om mig sænkt, –
og intet, intet [l]ys at finde – –[.]
Jo, Agnes, – hun, som ser iblinde –!
(r[å]ber i [a]ngst.)
Lys, Agnes, – [l]ys[,] ifald du kan!
(Agnes [å]bner [d]øren og træder ind med de tændte [f]eststager; et klart [s]k[]ær
falder over [s]tuen.)
Brand
.
Lys!
Agnes
.
Ser du [j]ulelyset, Brand?
Brand
(sagte).
Ha, [j]ulelyset!
Agnes

(sætter [s]tagerne p[å] [b]ordet).
Blev jeg længe?
Faksimile
165
Brand
.
Nej, nej!
Agnes
.
O, hvor du har det koldt;
du m[å] jo isne –
Brand
(stærkt).
Nej!
Agnes
(smilende).
Hvor stolt!
Du vil ej [l]ys og [v]arme trænge.
(lægger i [o]vnen.)
Brand

(g[å]r op[] og ned).
Hm, vil ej!
Agnes

(stille for sig selv idet hun pynter op[] i [s]tuen).
Her skal [s]tagen st[å].
Ifjor han greb med [f]ingre sm[å]
mod [j]ulelysets klare [b]link.
Han var s[å] glad og frisk og flink;
han strak[] sig fra sin lille [s]tol
og spurgte, om det var en [s]ol.
(flytter lidt paa [s]tagen.)
Nu falder [l]ysets fulde [s]k[]ær
ud over – over [s]tedet der.
Nu kan han g[]ennem [r]udens [g]las
se [b]linket fra sin [s]oveplads;
nu kan han glytte stil[]t herind
i [j]ulestuens [g]lans og [s]kin. –
Faksimile
166
Men [r]uden st[å]r som t[å]reslørt; –
vent lidt, vent lidt; snart skal den smile –
(tørrer [v]induet af.)
Brand

(har fulgt hende med [ø]jnene og siger sagte):
N[å]r lægger sig til[] [f]red og [h]vile
det [s]orgens [h]av, fra [b]unden rørt!
Det m[å] til[] [h]vile.
Agnes

(for sig selv).
Se, hvor klar!
Det er som [s]killet borte var,
som [s]tuen vided ud sig stor[;]
som om den stygge kolde [j]ord
med et blev til[] en lun [a]lkove,
hvor [b]arnet sødt og godt kan sove.
Brand
.
Hvad g[]ør du, Agnes?
Agnes
.
Stille; hys!
Brand
(nærmere).
Hvi trak[] [g]ardinet fra du nys?
Agnes
.
O, kun en [d]røm; nu er jeg vak[]t.
Brand
.
I [d]rømmen er der [s]narer lagt.
Stæng atter!
Agnes
(bønligt).
Brand!
Faksimile
167
Brand
.
Stæng tæt[], stæng tæt[]!
Agnes
.
O, vær ej h[å]rd; det er ej ret[]!
Brand
.
Stæng, stæng!
Agnes

(trækker [s]kodderne for).
Nu har jeg luk[]t og stængt.
Men tryg[]t jeg tror, Gud er ej krænkt,
om end i [d]rømmens korte [f]rist
jeg drak[] af [t]røstens [v]æld –
Brand
.
Nej visst!
Han er en mild, medg[]ørlig [d]ommer;
du rager ej med ham p[å] [k]ant,
om i din [d]yrkelse der kommer
lidt [a]fgud hist og her iblandt.
Agnes

(brister i [g]r[å]d).
O, sig mig da, hvor langt g[å]r [k]ravet!
Min [f]od er dødstræt[], – [v]ingen faldt –
Brand
.
Jeg har dig sagt, at slængt i [h]avet
hvert [o]ffer er, som ej er alt.
Agnes
.
Men mit var alt; jeg har ej mere!
Brand

(ryster p[å] [h]ovedet).
Dit [o]ffer følges m[å] af flere.
Faksimile
168
Agnes
(smiler).
Kræv! Jeg har [f]attigdommens [m]od!
Brand
.
Giv!
Agnes
.
Tag! Ak, Brand, du intet finder!
Brand
.
Du har din [s]org og dine [m]inder, –
du har din syndige [l]ængsels [f]lod –
Agnes
(fortvivlet).
Jeg har mit pinte [h]jertes [r]od!
Riv ud! Riv ud!
Brand
.
I [a]fgrunds[-]gabet
unyttigt du dit [o]ffer slang,
ifald du hyler over [t]abet!
Agnes
(gyser).
Din Herres [v]ej er brat[] og trang.
Brand
.
For [v]iljen er der kun den ene.
Agnes
.
Men [n] [å]dens –?
Brand
(afvisende).
Byg[]t af [o]fferstene.
Agnes

(stirrer frem for sig og siger rystet):
Nu [å]bnes, lig en [a]fgrund stor,
det [s]kriftens [o]rd, som aldrig før
jeg kom til[]bunds i.
Faksimile
169
Brand
.
Hvilket [o]rd?
Agnes
.
Hver den, som ser Jehova, dør!
Brand

(sl[å]r [a]rmene om hende og trykker hende tæt[] op[] til[] sig).
O, skjul dig, skjul dig! Se ham ej!
Luk[] dine [ø]jne –
Agnes
.
Skal jeg?
Brand

(slipper hende).
Nej!
Agnes
.
Du lider, Brand.
Brand
.
Jeg elsker dig.
Agnes
.
H[å]rd er din [k] []ærlighed.
Brand
.
For h[å]rd?
Agnes
.
Ej spørg; jeg følger, hvor du g[å]r.
Brand
.
Tror du, at meningsløst jeg drog dig
af [d]ansen og af [l]egen ud, –
at for en [h]alvheds [s]kyld jeg slog dig
med [o]fferlydighedens [b]ud?
Faksimile
170
Ve dig og mig; for dyrt og stort
var da det [o]ffer, her blev gjort.
Du er min [h]ustru; jeg tør kræve
dig helt, for [k]aldets [l]iv at leve.
Agnes
.
Ja, kræv; men g[å] ej fra mig!
Brand
.
Jo;
jeg trænger [s]til[]hed, trænger [r]o.
Snart skal den store [k]irke bygges –
Agnes
.
Min lille [k]irke sank i [g]rus.
Brand
.
Var den dit [h]jertes [a]fgudshus,
s[å] m[å]tte den i [s]tormen rygges.
(favner hende som i [a]ngst.)
Al [f]red om dig, – og g[]ennem dig
til[] mig, til[] mit, den lige [v]ej!
(g[å]r mod [s]idedøren.)
Agnes
.
Brand, m[å] jeg flytte ganske stille
p[å] [v]indues[-]lugens stygge [s]kille?
Kun lidt? P[å] [k]lem? Brand, m[å] jeg?
Brand

(i [d]øren).
Nej.
(g[å]r ind i sit [k]ammer.)
Faksimile
171
Agnes
.
Lukket, lukket, – alting lukket!
Selve [g]lemslen lukket af!
Bom for [k]lagen, [s]egl for [s]ukket,
[l] [å]s for [h]immel og for [g]rav!
Jeg vil ud; jeg kan ej [å]nde
her i [e]nsomhedens [v] [å]nde!
Ud? Hvorhen? Ser ej fra [h]øjden
strenge [ø]jne p[å] mig ned!
Kan jeg vel p[å] [f]lugt fra [b]yg[]den
føre [h]jertets [e]je med?
Kan jeg flygte, om jeg vilde,
fra min [r]æd[]sels tomme [s]tille?
(lytter ved [d]øren til[] Brands [s]tue.)
Lydt han læser; til[] hans [ø]re
rækker ikke frem min [r]øst.
Ingen [h]jælp! Ej [r] [å]d, ej [t]røst!
Julens Gud har nok at g[]øre
med at lytte til[] de riges,
børneriges, lykkeliges
[t]ak[] og [s]ang og [l]eg og [d]ans.
Jul er [j]ublens [t]id og hans.
Ej han ser mig, ej han agter
p[å] en ensom [m]oders [f]agter.
(nærmer sig varsomt til[] [v]induet.)
Skal[] jeg [å]bne [s]killets [r]ammer,
s[å] det klare fulde [l]ys
jager [n]attens [s]kræk[] og [g]ys
fra hans sorte [s]ovekammer? –
Faksimile
172
Nej, dernede er han ikke!
Julen er jo [b]arnets [t]id; –
han f[å]r [l]ov at komme hid; –
kanske st[å]r han nu derude,
strækker [a]rmen for at pikke
p[å] sin [m]oders stængte [r]ude. –
Lød der ikke [b]arnegr[å]d?
Alf, jeg ved ej [h]jælp og [r] [å]d!
Her er stængt; din [f]ader stængte; –
Alf, jeg tør ej [å]bne nu!
Lydigt lidet [b]arn er du;
aldrig du og jeg ham krænkte.
O, flyv hjem ig[]en til[] [h]imlen;
der er [l]ys og der er [g]læde;
der er [l]eg i [b]ørnevrimlen.
Men lad ingen se dig græde, –
sig ej, at din [f]ader lukked,
da du kom og banked p[å].
Lidet [b]arn kan ej forst[å],
hvad vi store vo[ks]ne m[å].
Sig, han sørged, – sig, han sukked;
sig dem, det var ham, som plukked
smukke [b]lade til[] en [k]rans.
Kan du se den? Den er hans!
(lytter, tænker sig om og ryster p[å] [h]ovedet.)
O, jeg drømmer! Mer end [r]ammen
st[å]r som [s]kille mellem os.
Først i [g]lød af [l]ut[]ringsflammen
falder [s]killevæggen sammen,
Faksimile
173
revner [h]vælv og brister [s]tængsler,
hviner [f]ængselsdørens [h]ængsler,
springer op[] den store [l] [å]s!
Meget, meget her maa g[]øres,
før vi to kan sammen føres. –
Jeg skal virke, virke stille,
for at fylde [k]ravets [s]vælg;
jeg skal hærdes, jeg skal ville. –
Men iaften er det [h]elg.
Fra ifjor hvor vidt forsk[]ellig –
Hys, – den højt skal holdes hellig;
frem jeg henter mine [s]katte, –
dem, hvis endeløse [p]ris,
fra min [l]ykkes [l]ivsforlis,
kun en [m]oders [s]jæl kan fatte.
(hun knæler ned ved [k]ommoden, [å]bner en [s]kuffe og tager forsk[]ellige [t]ing
frem. I samme [ø]jeblik lukker Brand p[å] [d]øren og vil tale til[] hende, men
da han bemærker, hvad hun foretager sig, holder han inde og bliver st[å]ende.
Agnes ser ham ikke.)
Brand
(sagte.)
Evig samme [f]lugt om [g]raven,
samme [l]eg i [d]ødninghaven.
Agnes
.
Her er [s]løret. Her er [k] [å]ben,
han blev b[å]ren i til[] [d] [å]ben. –
Her i [k]nyttet har jeg [k]jolen –
(holder den ivejret, ser p[å] den og ler.)
Herre Gud, hvor sød og butt!
Dejlig var min lille [g]ut,
da han sad i [k]irkestolen. –
Her er [s]k[]ærfet, her er [k]uften,
Faksimile
174
han var klædt i første [g]ang
han fik komme ud i [l]uften.
Dengang var den altfor lang,
men den blev ham snart for liden –;
den skal lægges her ved [s]iden. –
Vanter, [s]trømper, – hvilke [b]en! –
og hans nye [s]ilkekyse,
som han fik for ej at fryse –;
den er ubrugt, ren og pen. –
O, der ligger [l]angfærdsdragten,
han blev svøbt i lunt og tæt[t],
for at rejse lindt og let[]; –
da jeg atter havde lagt den
bort, jeg var til[] [d]øden træt[].
Brand

(knuger [h]ænderne i [s]merte).
Spar mig, Gud! Jeg kan ej knuse
hendes sidste [a]fgudshuse;
skik[] en anden, er det ret[]!
Agnes
.
Den er plettet; – har jeg grædt? –
Hvilken [r]igdom! Perlestukken,
smertekrammet, t[å]redrukken,
glansomstr[å]lt af [v]algets [g]ru,
hellig! Den er [k]roningsk[å]ben,
som han bar i[o]fferd[å]ben!
O, hvor jeg er rig endnu!
(Det banker hvas[]t p[å] [g]angdøren; Agnes vender sig med et [s]krig og ser
Brand i det samme. Døren rives op[] og en [k]vinde, forrevent klædt, træder
ilsomt ind med et [b]arn p[å] [a]rmen.)
Faksimile
175
Kvinden

(ser [b]ørnetøjet og r[å]ber til[] Agnes):
Del med mig, du rige [m]oer!
Agnes
.
Du er tifold mere rig!
Kvinden
.
H[å], du er de andre lig;
altid [m]unden fuld af [o]rd!
Brand
(nærmer sig).
Nævn mig, hvad du søger her.
Kvinden
.
Ikke dig, for du er [p]resten!
Heller ud ig[]en i [b]læsten,
end at høre [p]ræk om [b]røde;
heller flygte sig til[]døde,
drukne, r[å]dne p[å] et [s]k[]ær,
end at st[å] for [s]vartemanden,
som ved [v]ejen ned til[] [b]randen!
Kan jeg hjælpe, jeg, for [f]anden,
at jeg blev til[] den jeg er?
Brand
(sagte).
Denne [r]øst og disse [t]ræk[]
isner mig med [a]nings[-]skræk[]!
Agnes
.
Hvil dig, varm dig, hvis du fryser.
Sulter [b]arnet, skal det mættes –
Kvinden
.
Taterungen tør ej sættes,
hvor det luner, hvor det lyser.
Faksimile
176
Vore [f]olk har [l]andevejen,
[u]rden, [s]kogen, [f]jeldet, [h]ejen; –
vi skal færdes, vi skal vandre;
[h]us og [h]jem er for jer andre.
Lynsnar m[å] jeg ud ig[]en;
de er efter mig som [h]unde!
Foged, [l]ensmand, [l]ovens [m]ænd,
gad mig binde, hvis de kunde.
Brand
.
Her du skal ej røres.
Kvinden
.
Her?
Under [t]ag og mellem [v]ægge?
Nej, du; [v]internatten bær
bedre [l]uftning til[] os begge.
Men et [p]lagg til[] [s]vøb for [b]arnet!
Ældste [b]roder hans, det [s]karnet,
er som [t]yv ifra mig strøgen
med den [k]lud han svøbtes i.
Ser du, han er halvvejs nøgen,
bl[å], forfrossen, g[]ennemføgen
af den Rim, som røg forbi.
Brand
.
Kvinde, g[]ør din spæde fri
for din vilde [d]ødsfærds Sti; –
lad ham løftes, lad ham lettes;
af kan [b]rændemærket tvættes –
Kvinden
.
Jo, du k[]ender godt til[] [t]ingen!
Sligt et []nder mægter ingen, –
Faksimile
177
skal ej mægte det engang!
Krig med jer, som har forstødt ham!
Ved du[,] hvor hans [m]oer har født ham?
Jo, p[å] [g]røftekantens [h]ælding[,]
under [d]rik[] og [s]pil og [s]ang.
Han blev døbt i [s]luddets [v]ælling,
korset med et [k]ul af [a]sken,
læsket med en [k]lunk af [f]lasken; –
samme [s]tund han slap[] sin [m]oer,
stod der om os [f]olk, som svor; –
ved du hvem det var? Gudbedre; –
[u]ngens [f]aer – og [u]ngens [f]ædre!
Brand
.
Agnes?
Agnes
.
Ja.
Brand
.
Du ser din [p]ligt.
Agnes
(med [r]æd[]sel).
Brand! Til[] hende! Aldrig sligt!
Kvinden
.
Giv mig, giv mig! Giv mig alt!
Silkevæv og vraget [p]jalt!
Intet er for slet[], for godt,
kan det lindes om ham blot.
Snart hans [å]nde slipper op[];
han skal dø med tinet [k]rop[]!
Brand
(til[] Agnes).
Nu du hører [v]alget runge!
Henrik Ibsen: Brand.
12
Faksimile
178
Kvinden
.
Du har nok til[] egen [u]nge;
sig mig, – har du ej til[] min
[l]ivets [p]lagg og [d]ødens [l]in?
Brand
.
Lyder ej fra denne [t]unge
maningsfulde [v]arslers [h]vin?
Kvinden
.
Giv mig!
Agnes
.
Det er [h]elligbrøde!
Blodskyld mod den lille døde!
Brand
.
Gavnløst han i [d]øden sendtes,
hvis paa [t]ærsklen [v]ejen endtes.
Agnes
(brudt).
Viljen ske. Mit [h]jertes [r]ødder
skal jeg træde under [f]ødder.
Kvinde, kom og tag imod; –
deles skal min [o]verflod –
Kvinden
.
Giv mig!
Brand
.
Deles? – Agnes; deles?
Agnes

(med vild [s]tyrke).
Heller dræbes jeg, end stjæles
alt ifra! Se, jeg har veget
[f]od for [f]od! Jeg kan ej længer!
Halvt er nok; ej mer hun trænger!
Faksimile
179
Brand
.
Var det hele da formeget,
da det k[]øbtes til[] dit eget?
Agnes
(giver).
Kvinde, kom; se her, tag [k] [å]ben,
som mit eget bar i [d] [å]ben.
Her er [k]jolen, [s]k[]ærfet, [k]uften;
den er god mod [n]atteluften;
her den lille [s]ilkekyse;
under den han skal ej fryse;
tag det; tag til[] sidste [p]jalt –
Kvinden
.
Giv mig!
Brand
.
Agnes, gav du alt?
Agnes
(giver ig[]en).
Kvinde, her er [k]roningsk[å]ben,
som han bar i [o]fferd[å]ben!
Kvinden
.
S[å]! nu ser jeg der er tømt.
Den som nu var langvejs rømt!
Jeg vil svøbe ham p[å] [t]rappen; –
s[å] p[å] [f]lugt med hele [l]appen!
(g[å]r.)
Agnes

(st[å]r i stærk indre [k]amp; endelig spørger hun):
Sig mig, Brand, om det er billigt[,]
at der kræves mer endnu?
Brand
.
Sig mig først[,] om det var villigt
at du gik til[] [g] []avens [g]ru?
12*
Faksimile
180
Agnes
.
Nej.
Brand
.
Din [s]k[]ænk er slængt i [h]avet.
Over dig er endnu [k]ravet.
(vil g[å].)
Agnes

(tier til[] han er nær ved [d]øren, da r[å]ber hun):
Brand!
Brand
.
Hvad vil du?
Agnes
.
Jeg har løjet; –
se, jeg angrer; jeg er bøjet.
Ej du aned, ej du vidste
andet end jeg gav det sidste.
Brand
.
Nu?
Agnes

(tager en sammenlagt [b]ørnekappe frem fra [b]rystet.)
Se, et er i [b]ehold.
Brand
.
Kappen?
Agnes
.
Ja, med [t] [å]rer vædet,
fugted af hans [d]ødssved kold, –
siden ved mit[h]jerte fredet!
Brand
.
Bliv i dine [g]uders [v]old.
(vil g[å].)
Agnes
.
Stands!
Brand
.
Hvad vil du?
Faksimile
181
Agnes
.
O, du ved det!
(rækker [k]appen mod ham.)
Brand

(nærmer sig og spørger uden at tage den):
Villigt?
Agnes
.
Villigt!
Brand
.
Ræk[] mig [k]appen.
Kvinden sidder end p[å] [t]rappen.
(g[å]r.)
Agnes
.
Røvet, røvet, – alting røvet, –
sidste [b] [å]nd, som bandt til[] [s]tøvet!
(st[å]r en Stund ubevægelig stille; lidt efter lidt g[å]r [u]dtrykket i hendes
[a]nsigt over til[] høj str[å]lende [g]læde. Brand kommer til[]bage; hun flyver ham
jublende imøde, kaster sig om hans [h]als og r[å]ber:)
Jeg er fri! Brand, jeg er fri!
Brand
.
Agnes!
Agnes
.
Mørket er forbi!
Alle [r]æd[]sler, som har tynget
lig en Mare p[å] mit [b]ryst,
ligger nu i [s]luget slynget!
Der er [s]ejr i [v]iljens [d]yst!
Af er alle [t] [å]ger strøget,
bort er alle [s]kyer føget;
g[]ennem [n]atten, over [d]øden
ser jeg [s]kimt af [m]orgenrøden!
Faksimile
182
Kirkeg[å]rden, [k]irkeg[å]rden!
Ordet [å]bner ej for [t] [å]ren.
Navnet river ej i [s] [å]ret; –
[b]arnet er til[] [h]imlen b[å]ret!
Brand
.
Agnes! Ja, nu har du sejret!
Agnes
.
Ja, til[]visse sejret nu, –
sejret over [g]rav og [g]ru!
O, se op[]ad, se ivejret!
Ser du Alf for [t]ronens [f]od,
lysglad som i [l]ivets [d]age,
strække [a]rmen os imod?
Om jeg ejed tus[e]nd [m]unde,
om jeg turde, om jeg kunde,
ikke en jeg dog op[]lod
for at kræve ham til[]bage.
O, hvor stor, hvor rig er Gud
til[] at finde [m]idler ud.
Barnets [o]ffer, [o]fferbrøden,
b[å]ret har min [s]jæl fra [d]øden;
han mig fødtes for at mistes;
frem til[] [s]ejr jeg m[å]tte fristes! –
Tak[], at du min [h] [å]nd har ledet;
du har trofast for mig stredet;
o, jeg s[å] din [h]jertekval.
Nu st[å]r du i [v]algets [d]al;
over dig nu [v]ægten faldt
af dets intet eller alt!
Faksimile
183
Brand
.
Agnes, g[å]defuldt du taler; –
endt er alle [s]tridens [k]valer!
Agnes
.
Glemmer du det [o]rd fra før:
den, som ser Jehova, dør!
Brand

(viger til[]bage).
Ve mig, hvilket [l]ys du tænder! –
Nej! og tus[e]nd [g]ange nej!
Jeg har k[]æmpestærke [h]ænder;
g[å] ifra mig skal du ej!
Lad kun alt p[å] [j]orden glippe;
hver en [v]inding kan jeg slippe, –
o, men aldrig, aldrig dig!
Agnes
.
Vælg; du st[å]r p[å] [v]ejens [s]kille!
Sluk[] det [l]ys, som i mig brænder,
stæng for [j]uletankens [k]ilde;
giv mig mine [a]fgudsklude[;] –
[k]vinden sidder end derude[;] –
lad mig atter g[å] til[]bage,
til[] de himmelblinde [d]age,
sænk mig atter ned i [d]yndet,
hvor, til[] nu, jeg sløvt har syndet, –
alt du kan; det s[å]r dig frit;
jeg mod dig kun mægter lidt;
stæk[] min [v]inge, stæng for [s]jælen,
[d]øgnets [b]lylod[] hæng om [h]ælen,
bind mig, træk[] mig atter ned,
Faksimile
184
did, hvorfra du selv mig hæved, –
lad mig leve[,] som jeg leved,
da i [m]ørket jeg mig vred!
Hvis du dette vil og tør,
jeg din [h]ustru er som før; –
vælg; du st[å]r p[å] [v]ejens [s]kille!
Brand
.
Ve mig, ve mig, hvis jeg vilde!
O, men langt fra dette [s]ted,
langt fra alle [s]orgens [m]inder,
[l]iv og [l]ys som et du finder!
Agnes
.
Glemmer du at her dig binder
[k]aldets [d]aab – og [o]ffrets med?
Glemmer du de tus[e]nd [s]jæle,
som dit [h]verv er her at hele, –
dem, Gud Herren bød dig føre
fremad, hjem, til[] [f]relsens [k]ilde?
Vælg; du st[å]r p[å] [v]ejens [s]kille!
Brand
.
Jeg har intet [v]alg at g[]øre.
Agnes

(kaster sig om hans [h]als).
Tak[] for alt, – og Tak[] for dette!
Du har ledet tro den trætte!
Over mig er [t]ungheds [t] [å]ge, –
du vil tro ved [l]ejet v[å]ge.
Brand
.
Sov! Nu er dit [d]agværk endt.
Faksimile
185
Agnes
.
Endt, og [n]attelyset tændt.
Sejren tog min [s]tyrkes [s]kat[];
jeg er mødig, jeg er mat[];
o, men Gud er let[] at love!
Brand, [g]odnat[]!
Brand
.
Godnatt!
Agnes
.
Godnat[]!
Tak[] for alt. Nu vil jeg sove.
(g[å]r.)
Brand

(knuger [h]ænderne mod [b]rystet).
Sjæl, vær trofast til[] det sidste!
Sejrens [s]ejr er alt at miste.
Tabets alt din [v]inding skabte; –
evigt ejes kun det tabte!
[]

Faksimile
FEMTE HANDLING.

(Halvandet [å]r senere. Den nye [k]irke st[å]r fuldfærdig og smykket til[] [i]nd-
vielsen. Elven rinder tæt[] forbi. Det er tidlig t[å]get [m]orgen.)
[] Klokkeren er ifærd med at hænge [k]ranse op[] udenfor [k]irken; lidt efter
kommer Skolemesteren.[]
Skolemesteren
.
Se, alt p[å] [p]letten?
Klokkeren
.
Det kan trænges.
Tag [h] [å]nd i med; her [l]øv skal hænges
fra [s]tav til[] [s]tav som [h]egn for [t]oget.
Skolemesteren
.
Ved [p]resteg[å]rden rejses noget,
som slutter med en [å]bning rund –
Klokkeren
.
Ja[-]visst, ja[-]visst!
Skolemesteren
.
Hvad skal det være?
Klokkeren
.
Et s[å]kaldt [s]kil[]t til[] [p]restens [æ]re,
med [p]restens [n]avn p[å] gylden [g]rund.
Faksimile
187
Skolemesteren
.
Jo, der blir [s]ta[]s idag i [s]ognet!
Helt langvejs fra de strømmer hid;
af [s]ejl er [f]jorden næsten hvid.
Klokkeren
.
Ja, nu er [m]enigheden v[å]gnet;
i [p]restens salig [f]ormands Tid
der spurgtes aldrig [s]plid og[s]trid;
da sov man selv, da sov ens [n]æste; –
jeg ved ej[,] hvad der er det bedste.
Skolemesteren
.
Liv, [k]lokker, [l]iv!
Klokkeren
.
Men jeg og I
g[å]r urørt [l]ivelsen forbi;
hvad kan det komme af?
Skolemesteren
.
Fordi
vi virked[,] til[] de andre sov;
og da de v[å]gned, sovned vi, –
thi da var ej for os [b]ehov.
Klokkeren
.
Men dog I sagde[,] [l]iv var bedst?
Skolemesteren
.
Det samme siger [p]rovst og [p]rest;
jeg selv ej siger andet heller, –
men, vel at mærke, n[å]r det g[]ælder
den hele store [f]olkets [r]est.
Dog vi to har en anden [l]ov,
Faksimile
188
end den, som læses rundt i [l]ierne;
vi er [d]istriktets [e]mbedsmænd;
se, vi skal holde stramt ig[]en,
skal sk[]øtte [k]irketugt og [v]idenskaber,
og ej befatte os med [l]idenskaber, –
kort sagt, st[å] udenfor [p]artierne.
Klokkeren
.
Men [p]resten selv st[å]r midt i [s]agen.
Skolemesteren
.
Det er just det, han ikke burde.
Jeg ved, hans [f]oresattes [k]reds
er med hans G[]erning util[]freds,
og dersom de for [f]olket turde,
de havde længst alt vendt ham [b]agen.
Men han er fin; han lugter [l]unten;
han ved nok[,] hvad som binder [b]undten.
Han bygger [k]irken. Alle smøres
med [b]lindhed her, naar noget g[]øres.
Hvad der blir gjort, det rager ingen;
at der blir gjort, – se, det er [t]ingen; –
vi allesammen, [f]lok og [f]ørere,
kan kaldes for en [s]lægt af [g] []ørere.
Klokkeren
.
I har jo været [s]torthingsmand,
saa I maa k[]ende [f]olk og [l]and;
men en, som rejste g[]ennem [s]ognet
kort efter at man her var v[å]gnet,
har sagt, at fordum var vi [s]overe,
s[å] vaktes vi – og blev til[] [l]overe.
Faksimile
189
Skolemesteren
.
Ja, lovende er dette [f]olk, –
et [f]olk, som lover s[å]re meget, –
et [f]olk, som er i kort Tid steget,
s[å] [h]vermand snart er [l]øftets [t]olk.
Klokkeren
.
P[å] et jeg tidt har spekuleret;
hør, sig mig, I, som har studeret, –
hvad er et s[å]kaldt [f]olkeløfte?
Skolemesteren
.
Et [f]olkeløfte, k[]ære [k]lokker?
Det blev vidtløftigt her at drøfte;
men det er noget, alle flokker
sig om i [k]raft af en [i]dé;
det noget stort er, som skal ske –
i [f]olkets [f]remtid notabene.
Klokkeren
.
S[å] [t]ak[]; nu sk[]ønner jeg det ene;
men der er en [t]ing til[], jeg m[å]
i [h]astighed f[å] [r]ede p[å].
Skolemesteren
.
Tal frit.
Klokkeren
.
Sig mig, hvad [å]rstal kommer
den [t]id, som kaldes [f]remtid?
Skolemesteren
.
Ej!
Den kommer aldrig!
Klokkeren
.
Aldrig?
Faksimile
190
Skolemesteren
.
Nej,
det er naturligt i sin [o]rden;
thi n[å]r den kommer, er den vorden
til[] [n]utid, – er ej [f]remtid mer.
Klokkeren
.
Ja, det er rigtigt, som jeg ser;
om den [t]ing kan ej [o]rdstrid voldes.
Men n[å]r skal s[å] et [l]øfte holdes?
Skolemesteren
.
Nu har jeg jo fornylig sagt,
et [l]øfte er en [f]remtidspagt;
i [f]remtid skal det holdes.
Klokkeren
.
Ja, –
men sig, n[å]r kommer [f]remtid da?
Skolemesteren
(sagte).
Det er en [k]lokker!
(højt.)
K[]ære [v]en,
skal nu jeg rippe op[] ig[]en
at [f]remtid kan umuligt komme;
thi n[å]r den kommer, er den omme.
Klokkeren
.
Tak[]!
Skolemesteren
.
Bag om alle [t]ings [b]egreb
der noget st[å]r, som ligner [k]neb,
Faksimile
191
men som er ganske ligefrem, –
at sige da for alle dem,
der tælle kan til[] mer end fem.
At love er til[]sidst at lyve,
sk[]ønt [l]overen er lige ærlig;
al [h]olden kaldtes før besværlig,
men den kan kaldes rent umulig,
hvis i [l]ogiken man er duelig. –
N[å], lad s[å] [l]øftefuglen flyve.
Hør, sig mig –?
Klokkeren
.
Hys!
Skolemesteren
.
Hvad er det?
Klokkeren
.
Stille!
Skolemesteren
.
Min Tro, jeg hører nogen spille
p[å] [o]rgelværket.
Klokkeren
.
Det er ham.
Skolemesteren
.
Hvad? Presten?
Klokkeren
.
Netop[].
Skolemesteren
.
F[å] mig [s]kam, –
s[å] har han været tidligt ude!
Faksimile
192
Klokkeren
.
Knap[]t tror jeg han i denne [n]at[]
har krammet [p]restesengens [p]ude.
Skolemesteren
.
Hvad!
Klokkeren
.
Det er aldrig rigtig fat[].
Han gnages af en lønlig [t]and
alt siden han blev [e]nkemand;
han g[]emmer [s]orgen, det er visst;
men ud den bryder her og hist;
det er som om hans [h]jerte var
et overfyldt og utæt[] [k]ar; –
s[å] spiller han. Hør, hver en [t]one
er som han græd for [b]arn og [k]one.
Skolemesteren
.
Det er[,] som om de taltes ved –
Klokkeren
.
Som en der trøsted, en der led –
Skolemesteren
.
Hm, – den, som turde blive rørt!
Klokkeren
.
Ja, den, som ej var [e]mbedsmand!
Skolemesteren
.
Ja, den, som ej var klemt og snørt
af alslags [h]ensyn til[] sin [s]tand!
Klokkeren
.
Ja, den, som turde give [p]okker
og [f]anden b[å]de [p]en og [b]og!
Faksimile
193
Skolemesteren
.
Og den, som slap[] at være klog;
og den, som turde føle, [k]lokker!
Klokkeren
.
Ven, ingen ser os, – lad os føle!
Skolemesteren
.
Det var usømmeligt at søle
sig ned i [m]enneskenes [s]fære.
En [m]and skal, efter [p]restens [l]ære,
p[å] engang ikke to [t]ing være;
selv den, som vil, ej være kan
et [m]enneske og [e]mbedsmand;
man være bør – i alt som noget –
en [e]fterligning af vor [f]oged.
Klokkeren
.
Hvi just som han?
Skolemesteren
.
I mindes vel
den store [b]rand i [f]oged[å]rden,
da ud [a]rkivets [s]kat[] blev b[å]ren
og reddet?
Klokkeren
.
Ja, det var en [k]veld –
Skolemesteren
.
En [u]vejrskveld, og [f]ogden stræved;
det var[,] som om han tifold leved; –
men [f]anden stod og lo i [s]tuen;
og flu[ks] hun s[å] ham, hylte [f]ruen:
o, frels din [s]jæl, min k[]ære [v]en, –
Henrik Ibsen: Brand.
13
Faksimile
194
den onde st[å]r dig efter [l]ivet!
Da r[å]bte [f]ogden g[]ennem [l]uen:
min [s]jæl? Til[] [h]elvede med den, –
hjælp blot at bære bort [a]rkivet!
Se, han er [f]oged ud og ind,
med [h]ud og [h] [å]r, i [s]ind og [s]kind,
og derfor ved jeg visst han vinder
didhen, hvor han sin [l]ivsløn finder.
Klokkeren
.
Og hvor er det?
Skolemesteren
.
Naturligvis
i gode [f]ogders Paradis.
Klokkeren
.
Min lærde [v]en!
Skolemesteren
.
Hvad godt?
Klokkeren
.
Jeg tror
jeg bagom hvert af jeres [o]rd
formærker [t]egn p[å] [t]idens [g] []æring;
thi [g] []æring er her, det er visst;
den k[]endes g[]ennem alles [b]rist
p[å] [a]gt for gammel hævdet [s]ed.
Skolemesteren
.
Det muggne m[å] i [m]uldet ned;
det r[å]dne er det færskes [n]æring; –
her hules [s]lægtens [b]ryst af [t]æring,
Faksimile
195
og kan ej [o]ndet hostes op[], –
s[å] ned i [k]isten med dens [k]rop[].
Ja, [g] []æring er her, det er sikkert,
det observeres uden [k]ikkert.
Hin [d]ag, den gamle [k]irke faldt,
det var[,] som tog den med sig alt,
hvori vort [l]iv til[] samme [s]tund
slog [r]od og [t]revl og fandt sin [g]rund.
Klokkeren
.
Der kom en [s]til[]hed over [m]ængden.
De havde r[å]bt: riv ned, riv ned!
Men [s]kriget holdt ej ud i [l]ængden,
og mangen blev om [ø]ret hed
og skotted sky og stod betænkelig,
da [b]yg[]dens gamle [g]udehus
for [a]lvor skulde ned i [g]rus, –
og mange fandt, den var ukrænkelig.
Skolemesteren
.
Men [m]ængden mente, tus[e]nd [b] [å]nd
dem knytted til[] det gamles [å]nd,
s[å]længe ej det nye [s]lot
var viet ind solid og godt;
og derfor, under [a]ngst og [s]pænding,
de agtede p[å] [t]ingens [v]ending[,]
og blinked mod den store [d]ag,
da stryges skal det slidte [f]lag,
da friske [f]arver frit skal flomme; –
dog, alt som [s]piret op[]ad steg,
blev [f]lokken mere taus og bleg, –
og nu, – ja, nu er [t]iden omme.
13*
Faksimile
196
Klokkeren

(peger ud til[] [s]iden).
Se [m]yldret! B[å]de stor og liden
er stimlet hid.
Skolemesteren
.
I tus[e]ndvis. –
Hvor stil[]t det er!
Klokkeren
.
Og dog det dønner,
som [h]avet dønner før en [b]ris.
Skolemesteren
.
Det [f]olkehjertet er[,] som stønner; –
det er[,] som om der gik den [v]iden
ig[]ennem dem, at stor er [t]iden;
det er[,] som om de stævntes ud
til[] [t]hing og skulde bytte Gud.
Hør, hvor er [p]resten? Jeg er klemt; –
jeg skulde ønske jeg var g[]emt!
Klokkeren
.
Jeg med, jeg med!
Skolemesteren
.
I slig en [s]tund
en lodder ej sin egen [b]und;
hvert [d]yb et dybere har under;
en vil, en viger og en stunder!
Klokkeren
.
Ven!
Skolemesteren
.
Ven ig[]en!
Faksimile
197
Klokkeren
.
Hm!
Skolemesteren
.
Tal! – I nøler?
Klokkeren
.
Jeg tror bogstavelig vi føler!
Skolemesteren
.
Hvad! Ikke jeg!
Klokkeren
.
Jeg ikke heller!
Et [v]idnesbyrd ej nogen fælder!
Skolemesteren
.
Vi to er [m]ænd, ej dumme [j]enter.
Godmorgen! Skolens [u]ngdom venter.
(g[å]r.)
Klokkeren
.
Nys s[å] jeg [s]yner som et [f]jog;
nu er jeg atter k[]ølig, klog[,]
og lukket som en [s]pændebog.
Til[] [a]rbejd hist; – her er det ude,
og [l]ediggang er [f]andens [p]ude.
(g[å]r til[] den anden [s]ide.)
(Orgelet, som under det foreg[å]ende har lydt dæmpet, bruser p[å] engang stærk
og ender med en sk[]ærende [m]islyd. Lidt efter kommer Brand ud.)
Brand
.
Nej! jeg kan ej [t]onen tvinge,
s[å] den høres fuldt at klinge.
Orgelsangen blir til[] [s]krig;
Faksimile
198
[l]oftets [b]uer, [h]vælv og [v]ægge,
tykkes knugende sig lægge,
tykkes trangt og træh[å]rdt møde,
lukke rundt om [s]angen, lig
[k]istel[å]get om den døde!
Jeg har prøvet, jeg har fristet;
[o]rglet har sit [m]æle mistet.
Røsten hæved jeg til[] [b]øn;
men den drev til[]bage, brusten,
som en [k]lokkes, sprukken, rusten,
i et dumpt, hulbr[y]stet [s]tøn.
Det var som Gud Herren stod
øverst tronende i [k]oret,
slog med [h] [å]nden vredt imod,
visende ifra sig [o]rdet! –
Herrens [h]us skal bygges stort;
s[å] det var jeg trøstig loved;
rydde, jævne, feje bort,
rive ned jeg glat[] nok[] voved; –
nu st[å]r [v]ærket færdiggjort.
Alle korser sig i [k]or,
skriger: nej, hvor stor, hvor stor! –
Er det dem, som bedre ved det, –
eller mig, som ej kan se det?
Er den stor? Er dette [h]us
fuldt og helt, hvad jeg har villet?
Er i den hin [a]nings [b]rus,
som har født den af sig, stillet?
Ligner den det [t]empelbilled,
Faksimile
199
som jeg skimted stort i [å]nden,
hvælvet over [v]erdens[-]v[å]nden? –
Hm, hvis Agnes havde levet,
var det anderledes blevet;
stort i sm[å]t hun kunde se,
lyse fra mig [t]vivlens [v]e,
favne [j]ord og [h]immel sammen,
lig et [l]øvtag over [s]tammen.
(bemærker [a]nstalterne til[] [f]esten.)
Grønne [k]ranse, [f]lag p[å] [s]tang;
[s]kolen øver ind sin [s]ang;
[p]resteg[å]rden snart er fuld;
alle [f]olk vil hilse p[å] mig; –
de har rejst mit [n]avn i [g]uld!
Gud, giv [l]ys, – hvis ej, s[å] sl[å] mig
tus[e]nd [a]len under [m]uld! –
Om en [t]ime [å]bnes [f]esten;
alles [t]anker g[]ælder [p]resten;
[p]resten er i alles [m]unde!
Deres [t]anker kan jeg k[]ende,
deres [o]rd jeg føler brænde;
[l]ov og [p]ris g[å]r trolddomsb[å]ret
som en [i]sstrøm g[]ennem [h] [å]ret!
Den som kunde, den som kunde
kaste [g]lemsel om sig, skjule
[h]odet i et [v]ilddyrs [h]ule!
Fogden

(kommer i fuld [u]niform og hilser str[å]lende fornøjet).
Nu har vi da den store [d]ag,
[s]abbaten efter [u]gens sex;
Faksimile
200
nu firer vi vort [s]ejl til[]dæk[]s,
og hejser højt vort [s]øndagsflag,
og g[å]r for [s]trømmen lunt og sm[å]t,
og ser at alt er s[å]re godt!
Til[] [l]ykke, ædle store [m]and,
hvis [r]y snart bæres vidt om [l]and!
Til[] [l]ykke; jeg er ganske rørt,
og dog uhyre glad tillige!
Men De –?
Brand
.
Jeg er som strubesnørt.
Fogden
.
Ej, den [f]ornemmelse m[å] vige.
Nu m[å] De præke[,] s[å] det dundrer; –
m[å]l [h]jorden [s]k[]æppen fuld til[]rands.
Der er jo slig en [r]esonan[]s,
at alle, jeg har talt med, undrer
sig højlig –
Brand
.
S[å]?
Fogden
.
Ja selve [p]rovsten
har undret sig og højlig rost den.
Og hvilken ædel [s]til i [v]ærket!
Og hvilken[m]ægtighed der bor
i [f]ormerne –
Brand
.
Det har De mærket?
Fogden
.
Hvad mærket?
Faksimile
201
Brand
.
At den tykkes stor?
Fogden
.
Ej blot den tykkes, – nej, den er,
i [f]rastand set s[å]vel som nær.
Brand
.
Den er det? Virkelig? De tror –?
Fogden
.
Ja [d]ød og [p]lage er den stor, –
for stor for [f]olk s[å] langt mod [n]ord.
I andre [l]ande ved jeg nok
man bruger større [m] [å]lestok[];
men her hos os, som knebent bor
p[å] [b]rak[]mark og p[å] golde [h]auser,
p[å] [s]trimlen mellem [f]jeld og [f]jord, –
her er den stor, s[å] det forbauser!
Brand
.
Ja, s[å] det er, og vi har byttet
en gammel [l]øgn kun for en ny.
Fogden
.
Hvad nu?
Brand
.
Vi [f]olkets [h]ug har flyttet
fra [m]indesmærkets mug[]ne [l]y
til[] [n]utids[-]spiret under [s]ky.
Før skr[å]lte [k]oret: hvor ærværdig!
Nu brøler [k]oret: se hvor stor, –
dens [m]age findes ej p[å] [j]ord!
Faksimile
202
Fogden
.
Min k[]ære [v]en, jeg m[å] ihærdig
betegne hver som lovlig grov,
der til[] en større har [b]ehov.
Brand
.
Men hver skal eje klart den [v]iden,
at [k]irken, som den st[å]r, er liden;
at dølge dette, var at lyve.
Fogden
.
Nej, hør, – lad slige [g]riller flyve!
Hvad skal det til[], at kalde styg[]t,
hvad selv en har med [m]øje byg[]t?
Folk er s[å] inderlig tillfredse;
de tykkes alt er g[]ildt og rigt,
at aldrig før de øjned sligt; –
o, lad dem tænke s[å] for stedse!
Hvi skal vi pirke ved de [s]takler[,]
og pine dem med tændte [f]ak[]ler,
hvis [l]ysning ingen sk[]øtter om?
Alt kommer an p[å] [t]roens [d]om.
Det g[]ør ej til[], ej fra, en [s]nus,
om [k]irken er et [h]undehus,
n[å]r [f]olk kun uforstyrret tror,
at den er overmaade stor.
Brand
.
I alle [f]orhold samme [l]ære!
Fogden
.
Idag er her desuden [f]est;
hver [s]jæl er p[å] en [v]is vor [g] []æst;
det vilde util[]børligt være,
Faksimile
203
om ej vi stelled alt som bedst.
Og mest for Deres egen [s]kyld
det var urimeligt at røre
ved [l]idenhedens [s]andhedsbyld.
Brand
.
Hvorledes det?
Fogden
.
Nu skal De høre.
Først har vor [f]ormandskab besluttet
at sk[]ænke Dem en [s]ølvpokal,
hvis [i]ndskrift vilde blive gal,
om [k]irkens [s]torhed af blev pruttet;
og [s]angen, som er skreven til[], –
og [t]alen, som jeg holde vil,
blev ogs[å] begge lige gale,
hvis [v]ærkets [s]torhed skulde dale.
De alts[å] ser, De m[å] Dem give
og holde begge [ø]rer stive.
Brand
.
Jeg ser, hvad tidt mig skar i [ø]jne, –
en [l]øgnerfest til[] [p]ris for [l]øgne.
Fogden
.
Men Gud[]bevares, k[]ære [v]en; –
s[å] stærke [o]rd; hvor vil De hen!
Dog, for at f[å] den [s]magssag endt,
s[å] hør mit andet [a]rgument; –
som hint var Sølv er dette Guld;
thi vid, som [k] []ælebarn De sidder
i [n] [å]dens [y]ndest, [a]gt og [h]uld;
kort sagt, – De udnævnt er til[] [r]idder!
Faksimile
204
Idag De skal, som [o]rdensmand,
g[å] stolt med [k]orset midt p[å] [b]rystet.
Brand
.
Jeg alt af tyngre [k]ors er krystet;
tag det ifra mig, hvo som kan.
Fogden
.
Hvad nu? De blir ej mærkbart rystet
af [r]ørelse ved slig en [n] [å]de?
De er i et og alt en [g] [å]de!
Men tænk Dem dog for [g]uds [s]kyld om –
Brand
(stamper).
Den hele [s]nak[] er spildt og tom; –
jeg fra Dem g[å]r[,] s[å] klog jeg kom;
De har ej fattet mindste [s]por
af hvad der l[å] bag mine [o]rd.
Jeg har ej ment den [s]torhed, som
i [f]od og [t]ommer ud kan m[å]les,
men den, som dulgt til[]bagestr[å]les,
som isner og som ildner [s]jælen,
som vinker ind til[] [d]røm og [d]vælen,
som løfter lig en [s]tjernenat[],
som, som – g[å] fra mig! Jeg er mat[]; –
bevis, forklar, tal til[] de andre –
(g[å]r op[]over mod [k]irken.)
Fogden

(for sig selv).
Hvo kan i sligt et [v]irvar vandre
og finde [r]ede? Storhed sat[]
i noget, som til[]bagestr[å]les,
som ikke tommevis kan maales?
Faksimile
205
Og [s]tjernenat[]? S[å] faldt jo [o]rdet? –
Har [p]resten prøvet [f]rokostbordet? –
(g[å]r.)
Brand

(kommer ned over [p]ladsen).
S[å] ensom p[å] de vilde [v]idder
jeg aldrig gik, som her jeg g[å]r;
hvert [s]pørgsm[å]l g[]enlydsfattigt sl[å]r
til[]bage de med [k]væk[] og [k]vidder.
(ser ud, hvor Fogden gik.)
Ham gad jeg knuse med min [h]æl!
Hver [g]ang jeg prøver p[å] at højne
hans Syn udover [k]neb og [l]øgne,
han spytter ud sin r[å]dne [s]jæl,
uvorent, midt for mine [ø]jne! –
O, Agnes, hvi var du for vek?
Mig trætter denne tomme [l]eg,
hvor ingen vinder, ingen viger –.
Ja, h[å]bløs er en ensom [k]riger!
Provsten
(kommer).
O, mine [b]ørn! O, mine [f] [å]r –!
Nej, om Forladelse, – jeg mener
min [e]mbedsbroder! Festens [s]cener, –
[p]rediknen mig til[] [h]odet sl[å]r;
jeg indstuderte den ig[å]r,
men færsk den end i [h]alsen st[å]r.
Dog, nok om den [t]ing. – Tag min [t]ak[];
De, som s[å] mandigt [i]sen brak[],
som stolpred g[]ennem [s]kr[å]l og [s]nak[],
som rev[,] hvad der var faldefærdigt,
og bygged stort og nyt og værdigt!
Faksimile
206
Brand
.
Langt frem endnu.
Provsten
.
Hvad, k[]ære [v]en?
St[å]r mer end [v]ielsen ig[]en?
Brand
.
I nybyg[]t [h]us m[å] flytte ind
en g[]enfødt [å]nd, et tvættet [s]ind.
Provsten
.
Sligt kommer ganske af sig selv.
S[å] stort og pent panelet [h]vælv,
s[å] lyst et [r]um vil trække med sig[,]
at [f]olket tvættet lader se sig.
Og denne sk[]ønne [r]esonan[]s,
som af hvert [p]restens [o]rd g[]ør to,
m[å] øge [m]enighedens [t]ro
med hundrede [p]rocent til[]mands.
Det er i [s]andhed [r]esultater,
som ikke selv de store [s]tater
skal kunne vise bedre frem. –
Alt dette skyldes ene Dem;
tag derfor af en [e]mbedsbroder
en dybtfølt [t]ak[], som jeg formoder
ved [m]iddagsbordet følges efter,
p[å] denne Deres [h]ædersdag,
af mangt bevinget [f]oredrag
ifra [p]rovstiets yngre [k]ræfter. –
Men, k[]ære Brand, De er saa bleg –?
Brand
.
Alt længe [m]agt og [m]od mig sveg.
Faksimile
207
Provsten
.
Begribeligt; – s[å] mangt at sk[]øtte,
og alting uden [h]jælp og [s]tøtte.
Men nu er jo det værste over,
og alt en herlig [d]ag os lover.
Kun ej forknytt; det glider nok!
P[å] flere [t]us[e]nder en [f]lok
fra fjerne [p]resteg[]æld er samlet; –
g[å] i Dem selv, og sig – hvem hamled
med Dem i [t]alegaver op[]?
Se, Deres [e]mbedsbrødres [t]rop[]
Dem møder nu med [å]bne [a]rme,
og alle [m]enighedens [b]arme
for Dem er fyldt med [t]ak[] og [v]arme!
Og [v]ærket, som s[å] godt er lykket!
Og alt, som er s[å] prægtigt smykket!
Og [d]agens [t]ext, – hvor høj, hvor stor!
Og s[å] det mageløse [b]ord!
Jeg var just indom [p]resteg[å]rden,
hvor netop[] [k]alven op[] blev sk[å]ren.
I [s]andhed, De, et dejligt [d]yr!
Jeg lover, det har voldt [b]estyr
at f[å] sligt lækkert [s]tykke fundet
i denne vanskelige [t]id,
da [k] []ødet staar i ni [m]ark [p]undet.
Men lad den fare indtil[] vidre.
Et andet [æ]rind drev mig hid.
Brand
.
Tal kun; sk[]ær op[], stik[], riv og slid!
Faksimile
208
Provsten
.
Min [f]remgangsm[å]de [v]en, er blidre.
Dog kort; thi knap[] er begges [t]id.
Der er et enkelt lidet [p]unkt,
som De fra denne [d]ag bør rette,
og det vil visst ej falde tungt.
Ja, jeg formoder De kan g[]ætte
s[å] halvt om halvt[,] hvorhen jeg sigter?
Det g[]ælder Deres [e]mbedspligter.
De hidindtil[] har stundom lagt
p[å] Skik[] og [b]rug forliden [m]agt;
og [s]kik[] og [b]rug er dog det første,
om ikke egentlig det største.
N[å], Herregud, jeg vil ej sk[]ænde;
man er jo ung og man er ny;
man kommer fra den store By
og kan ej [l]andsens [f]orhold k[]ende.
Men nu, min [v]en, nu er det vigtigt
at fatte [s]agen mere rigtigt.
De hidtil[] har formeget plejet
hver enkelts særlige [b]ehov;
den Fejl er, mellem os sagt, grov.
Lad dem i massevis bli vejet;
k[]æm alle med den samme [k]am;
tro mig, De f[å]r ej deraf [s]kam.
Brand
.
Forklar Dem bedre!
Provsten
.
Ser De vel, –
De har nu byg[]t til[] [s]ognets [h]eld
Faksimile
209
en [k]irke. Den er [k]lædebon
for [f]redens og for [l]ovens [å]nd;
thi [s]taten ser i [r]eligionen
den [m]agt, som bedst forædler [t]onen, –
det [v]ærn, hvori dens [t]ryg[]hed bor, –
kort sagt, [m]oralens [r]ettesnor.
Se, [s]tatens [f]orr[å]d er kun tyndt;
den vil [v]aluta for sin [m]ynt.
God [k]risten, siges der, god [b]orger.
Tror De[,] den øser [p]enge ud
til[] [g]avn for [g]odtfolk og for Gud,
og for sig selv at skaffe [s]orger?
Nej, [s]taten, [f]aer, er ikke gal;
og [h]vermands [t]il[]stand snart blev skral,
hvis ikke [s]taten[,] strængt og nøje[,]
kun havde dette [l]iv for [ø]je.
Men dette [s]tatens [f]ormaal, [v]en,
kun n[å]es ved dens [e]mbedsmænd,
og det vil sige her, dens [p]rester –
Brand
.
Hvert [o]rd er [v]isdom! Tal!
Provsten
.
Der rester
kun ganske lidt. Nu har De sk[]ænket
til[] [s]tatens [n]ytte denne [k]irke,
og følgelig m[å] Deres [v]irke
til[] [s]tatens [o]p[]hjælp være lænket.
I denne [å]nd jeg ser den [f]est,
som fejres skal i næste [t]ime,
i denne [å]nd skal [k]lokken kime,
Henrik Ibsen: Brand.
14
Faksimile
210
i den blir [g]avebrevet læst.
Med [g]aven følger da et [l]øfte,
hvis [k] []ærne De bør nøje drøfte –
Brand
.
Ved Gud, s[å] var det aldrig ment!
Provsten
.
Ja nu, min [v]en, det er for sent –
Brand
.
For sent? For sent! Det skal vi se!
Provsten
.
Vær sindig! Jeg m[å] næsten le!
Hvad er da her at hyle over?
Det er jo intet ondt[,] De lover!
Hver [s]jæl kan sk[]øttes lige godt,
om [s]taten tjenes med det samme;
to [h]errers [t]arv De nemt kan ramme,
hvis De Dem ter fornuftigt blot,
De er ej [p]rest, for Peer og P[å]l
at fri fra [s]yndestraffens [b] [å]l,
men for at hele [p]resteg[]ældet
kan nyde godt af [n] [å]devældet;
dog, frelses [s]ognet, er det klart,
hver enkelt f[å]r sin [f]relsens [p]art.
Se, [s]taten er, hvad knap[]t De aner,
nøjagtigt halv [r]epublikaner;
den hader [f]rihed som en [s]ot,
men ynder [l]ighed s[å]re godt;
dog [l]ighed vindes aldrig, før
hver [u]jævnhed er nivelleret, –
Faksimile
211
og det er det, De ikke g[]ør!
De tvertimod har stærkt formeret
den [u]jævnhed i [s]yn p[å] [s]agen,
som aldrig forhen kom for [d]agen.
Før var enhver et [k]irkens [l]ed,
nu er han en [p]ersonlighed;
og det er [s]taten ikke tjent med;
og derfor g[å]r det og s[å] sent med
at sammenskrabe [l]igheds[-]skatten
samt alle andre [s]amfunds[-]goder;
thi [k]irken er ej længer [h]atten,
som skulde passe alle [h]oder.
Brand
.
O, hvilket [l]angsyn [å]bnes nu!
Provsten
.
Kun ej forknyt[]; det intet b[å]der;
sk[]ønt ej det nægtes kan, her r[å]der
et [v]irvar, s[å] det er en [g]ru.
Men er der [l]iv, s[å] er der [h]aab;
og g[]ennem [k]irke[-]gavens [d] [å]b
De øged Deres [p]ligt[:] at virke
for [s]tatens [h]ensigt med sin [k]irke.
I alting m[å] en [r]egel til[],
hvis ej de spredte [k]ræfters [s]pil
skal, som en k[å]d utæmmet [f]ole,
forstyrre b[å]de [g]rind og [h]egn
og [v]edtægts tus[e]nd [g]rænsetegn.
I alle [o]rdnens [f]orhold røbes
en [l]ov, sk[]ønt den forsk[]elligt døbes.
14*
Faksimile
212
I [k]unsten kaldes den for [s]kole,
og i vor [k]rigerstand, s[å] vidt
jeg mindes kan, at holde [t]ritt.
Ja, det er [o]rdet, k[]ære [v]en!
Did er det[,] [s]taten stævner hen!
Den finder, [s]pringmarsch g[å]r for vidt;
p[å]a [s]tedet [m]arsch er den for lidt; –
for [h]vermand lige lange [s]kridt,
for [h]vermand samme [t]akt i [f]oden, –
se, det er [m] [å]let for [m]ethoden!
Brand
.
For [ø]rnen [r]endesten; – for [g] [å]sen
[s]kykløftens [s]vimmel over [å]sen!
Provsten
.
Vi, Gud ske [l]ov, er ikke [d]yr; –
dog, skal vi bruge [d]igt og [f]abel,
det bedst er[,] vi til[] [s]kriften tyr.
Den har [b]elægg for alt; den kryr
fra Genesis til[] [å]benbaringen
af alskens vækkende [p]arabel.
Jeg vil nu bare minde om
hint projekterte [t] [å]rn i Babel!
Sig selv, hvor langt de [g]odtfolk kom?
Og hvorfor? Let[]vindt er [f]orklaringen;
de holdt ej sammen i [g]eleder,
de talte hver sit eget [s]prog,
de trak[] ej samlet under [å]g, –
kort sagt, de blev [p]ersonligheder.
Det er den halve [d]obbelt[-]k[]ærne,
Faksimile
213
som g[]emmes under [f]ablens [s]kal, –
at ensom ingen kan sig værne,
at sondret st[å]r enhver for [f]ald.
Den, Gud vil sl[å] i [l]ivets [s]trid,
ham g[]ør han først til[] [i]ndivid.
Hos Romerne var [s]at[]sens [r]amme
at [g]uderne tog hans [f]orstand; –
men gal og ensom er det samme,
og derfor m[å] hver ensom [m]and
til[] [s]lut[] sig samme [s]k[]æbne vente,
som den[,] der traf[], da David sendte
p[å] [f]orpost [o]berst Urian.
Brand
.
Vel muligt, ja; men hvad s[å] mer?
I [d]ød jeg [u]ndergang ej ser.
Og tror De da s[å] fuldt og visst[,]
at hine [b]yg[]værksmænd til[]sidst,
med samme [s]prog og samme [s]ind,
var lykkedes at bygge ind
i [h]imlen Babels[-]t[å]rnets [t]ind?
Provsten
.
I [h]imlen? Nej, det er just [t]ingen,
at helt til[] [h]imlen rækker ingen.
Det er den anden halve [k] []ærne,
som g[]emmes under [f]ablens [s]kal,
at hvert et [b]yg[]værk st[å]r for [f]ald,
som toppes vil ved [h]imlens [s]tjerne.
Brand
.
Til[] Himlen rak[] dog Jakobs[-]stigen;
til[] [h]imlen rækker [s]jælens [h]igen.
Faksimile
214
Provsten
.
P[å] den Manér! Ja, Gud[]bevares!
Derom al vidre [s]nak[] kan spares.
Naturligvis er [h]imlen [l]øn
for velført [l]evnet, [t]ro og [b]øn.
Men [l]iv er et og [t]ro et andet;
det skader begge, blir de blandet; –
sex [d]age skal ens [g] []erning g[]øres,
den syvende skal [h]jertet røres;
stod [k]irken [å]ben hele [u]gen,
var det forbi med [s]øndagsbrugen.
De svækker [o]rdets [l]ut[]ringsduft,
hvis ej det spares med [f]ornuft;
thi [r]eligion, s[å] vel som [k]unst,
m[å] ikke flyde ud i [d]unst.
De tryg[]t kan [i]dealet se
fra [p]rækestolens hellige [l]æ, –
men lægg det af med [p]restekjolen[,]
s[å] fort De kommer ud i [s]olen.
Som sagt, der er en [l]ov i alt,
en [l]ov, der kræver streng [b]egrænsning,
og det er til[] fornøden [r]ensning
af dette [p]unkt at jeg har talt.
Brand
.
Et er mig klart, for mig ej passer
de [s]tatens tus[e]nd [s] []ælekasser.
Provsten
.
Jo, [v]en, De vil just prægtigt fylde, –
men p[å] en meget højere [h]ylde; –
De m[å] til[]vejrs –
Faksimile
215
Brand
.
Det n[å]es ej ved
at søle mig i [d]yndet ned.
Provsten
.
Hvo sig fornedrer, skal op[]højes;
skal [k]rogen gribe, m[å] den bøjes.
Brand
.
Skal [m]anden bruges, maa han dødes!
Provsten
.
Gud fri os vel[;] hvor kan De tro,
at jeg har sligt isinde?
Brand
.
Jo!
S[å] skal det være! Først forblødes!
Man passer kun som [b]enrad stiv
for eders gustne [b]legsot[-]liv!
Provsten
.
Jeg vil, ved Gud, ej [å]relade
en [k]at[] engang, langt mindre Dem;
men jeg har tænkt, det ej kan skade
at lukke [d]øren lidt p[å] [k]lem
til[] [v]ejen, hvor jeg selv gik frem.
Brand
.
Og sk[]ønner De, hvad De har krævet?
At jeg p[å] [s]tatens [h]anegal
fornægte skal det Ideal,
hvorfor til[] denne [d]ag jeg leved!
Provsten
.
Fornægte, [v]en? Hvem kræver sligt?
Jeg har kun pegt p[å] Deres [p]ligt;
Faksimile
216
jeg vil at De skal i Dem sluge,
hvad Deres [s]amfund ej kan bruge.
Behold det hele, hvis De vil, –
men luk[] det blot hermetisk til[];
flyv, sværm, i Herrens [n]avn, indvendigt,
men ikke [å]benlyst for [m]ængden;
tro mig, det straffer sig i [l]ængden
at te sig envist og ubændigt.
Brand
.
Ja, [s]kræk[] for Straf og [h] [å]b om [v]inding
er Kains[-]mærket p[å] din [t]inding;
det skriger at du, verdensklog,
dit [h]jertes rene Abel slog!
Provsten
(sagte).
Nu siger han min[]sandten «du»; –
det g[å]r for vidt!
(højt.)
Jeg vil ej nu
forlænge denne [s]trid, men m[å]
dog atter bede Dem forst[å],
at vil De frem, s[å] bør De vide[,]
hvad [l]and De lever i, hvad [t]id;
thi ingen fanger [s]ejr i [s]trid,
har han ej [t]iden p[å] sin [s]ide.
Se blot til[] [k]unstnerne, se [d]igterne!
Tør de foragte [s]amtidspligterne?
Se vore [k]rigere! En [s]abel
med sleben [e]gg er her en [f]abel!
Hvorfor? Fordi der er en [l]ov,
som byder, agt dit [l]ands [b]ehov.
Faksimile
217
Sin [s]ærlighed m[å] [h]vermand tæmme,
ej højne sig og ej g[å] fremme,
men jævnt sig midt i [m]assen g[]emme.
Human er [t]iden, siger [f]ogden;
og dersom blot humant De tog den,
De kunde vorde noget stort.
Men af m[å] alle [k]anter slibes,
og af m[å] alle [k]viste knibes;
glat[] m[å] De være, lig de andre,
og aldrig nogen [s]ærvej vandre,
skal [v]ærket varigt vorde gjort.
Brand
.
Væk, væk herfra!
Provsten
.
Ja, ganske visst;
en [m]and, som De er, m[å] til[]sidst
ind i en bedre [v]irkekreds;
men skal De finde Dem til[]freds
i store [f]orhold, som i sm[å],
m[å] [t]ids[-]munduren trækkes p[å].
Af [k]orporal med [h] [å]nd om [s]tokken
m[å] [t]akten bankes ind i [f]lokken;
thi [t]idens [f]ører-[i]deal
er hertillands en [k]orporal.
Som [k]orporalen fører sine
i [k]irken ind afdelingsvis,
s[å] skal og [p]resten føre sine
i sognevis til[] [p]aradis.
Alt er s[å] let[]; til[] [g]rund for [t]ro
De har [a]uktoriteten jo;
Faksimile
218
og da den er p[å]a [l]ærdom byg[]t,
s[å] kan den følges blindt og tryg[]t;
og hvordan [t]roen frem skal bæres,
af [l]ov og [r]itual jo læres.
Alts[å], min [b]roder, – ej forknyt[];
til[] [e]ftertanke [t]iden nytt;
gransk [s]tillingen[,] og ængst Dem ikke! –
Jeg vil i [k]irken prøve nøjere[,]
om jeg kan stemme [t]onen højere;
man er ej vant til[] Resonan[]s, –
den er s[å] s[]jelden hertillands.
Farvel, farvel; jeg skal prædike
om [m]enneske[-]naturens [s]plid
og Gude[-]billedets [f]orviskning. –
Men nu jeg tror det er p[å] [t]id
at tage sig en let[] [f]orfriskning.
(g[å]r.)
Brand

(st[å]r en [s]tund som forstenet i sine [t]anker).
Alt har jeg offret for mit [k]ald,
for Guds, som jeg forblindet mente;
s[å] skingred [d]øgntrompetens [s]krald
og viste mig, hvad [å]nd jeg tjente.
Nej, endnu ej! De har mig ikke!
Hin [k]irketomt fik [b]lod at drikke;
mit [l]ys, mit [l]iv her lagdes ned; –
men [s]jælen f[å]r de ikke med!
Forfærdeligt at st[å] alene, –
hvorhen jeg ser, at skimte [d]ød;
Faksimile
219
forfærdeligt at rækkes [s]tene,
s[å] hedt jeg hungrer efter [b]rød.
Hvor sandt, hvor ræd[]sels[-]sandt han talte, –
og lige vel[,] hvor afgrunds[-]hult.
Guds [k]larheds [d]ue sidder skjult;
ve, aldrig over mig den dalte. –
O, mødte mig kun en i [t]ro –
og gav mig [t]ryg[]hed, gav mig [r]o!
(Ejnar, bleg, udtæret, sortklædt, kommer forbi p[å] [v]ejen og standser ved
[s]ynet af Brand.)
Brand

(skriger ud).
Du, Ejnar?
Ejnar
.
Ja, s[å] er mit [n]avn.
Brand
.
Just nu jeg tørsted efter en,
hvis [b]ryst ej var af [t]ræ og [s]ten!
O, kom; kom inderst i min [f]avn!
Ejnar
.
Behøves ej; jeg er i [h]avn.
Brand
.
Du bærer [n]ag for hvad som hendte,
da sidstegang vi mødtes –
Ejnar
.
Nej;
du har ej [s]kyld. Jeg ser i dig
det blinde [r]edskab, Herren sendte,
da vild jeg foer p[å] [v]erdens [v]ej.
Faksimile
220
Brand

(viger til[]bage).
Hvad [s]prog er dette?
Ejnar
.
Hvilens [s]prog, –
det [s]prog, som læres, n[å]r en trækkes
af [s]yndens [s]øvn og g[]enfødt vækkes.
Brand
.
Forunderligt! Jeg havde hørt,
at du p[å] ganske andre [v]eje
var sl[å]et ind –
Ejnar
.
Jeg var forført
af [h]ovmod, Tro p[å] egen [s]tyrke.
De [g]uder, [v]erden plejer dyrke,
[t]alentet, som jeg sagdes eje,
min [s]angerrøst var lutter [f]arer,
som drog mig ind i Satans [s]narer.
Men Gud ske [l]ov; han var mig god;
sit svage [f] [å]r han ej forlod;
han tog sig af mig, da det g[]aldt.
Brand
.
P[å] hvilken [v]is?
Ejnar
.
Jo, jeg forfaldt.
Brand
.
Forfaldt? Hvortil[]?
Ejnar
.
Til[] [s]vir og [s]pil;
han gav mig [s]mag p[å] [k]ort og [t]erning[er] –
Faksimile
221
Brand
.
Og det du kalder Herrens [gjerninger?]
Ejnar
.
Det var det første [s]kridt til[] [f]relsen.
Derefter tog han fra mig [h]elsen.
Jeg misted ganske mit [t]alent;
min [l]yst til[] [m]unterhed var endt;
[j]eg blev paa [h]ospitalet sendt, –
l[å] længe syg, l[å] som i Luer, [–]
jeg syntes jeg i alle [s]tuer
s[å] [t]us[e]nder af store [f]luer, –
kom siden ud og blev bek[]endt
med nogle [s]østre, tre i [a]ntal,
som st[å]r i [h]imlens [s]old og [m]andtal,
og disse, samt en [t]heolog,
fik løst mig helt af [v]erdens [å]g
og trukket mig af [s]yndens [g]arn
og gjort mig til[] Vorherres [b]arn.
Brand
.
Ja s[å].
Ejnar
.
Forsk[]ellige er [s]tierne;
en g[å]r i [d]alen, en i [l]ierne.
Brand
.
Men siden?
Ejnar
.
Siden? Det er sandt;
s[å] blev jeg [a]fholdsprædikant;
men dette [v]æsen stundom er
Faksimile
222
med [f]ristelser formeget blandet;
jeg derfor greb til[] noget andet[,]
og rejser nu som [m]issionær –
Brand
.
Hvorhen?
Ejnar
.
Til[] Haleneger[-]landet.
Men det var bedst, om af vi brak[];
min [t]id er dyr –
Brand
.
Du vil ej dvæle?
Se, her er [f]est idag.
Ejnar
.
Nej [t]ak[];
min [p]lads er hos de sorte [s]jæle.
Farvel!
(vil g[å].)
Brand
.
Og intet [m]indes [s]kimmer
dig standser her og byder spørge –?
Ejnar
.
Hvorom?
Brand
.
Om en, som vilde sørge
ved [s]vælget mellem nu og sidst –
Ejnar
.
Nu aner jeg; du tænker visst
p[å] dette unge [f]ruentimmer,
som holdt mig under [l]ystens [n]et[],
før jeg blev ren i [t]roens [t]vætt.
Ja, hvordan st[å]r det til[] med hende?
Faksimile
223
Brand
.
Hun blev min [h]ustru [å]ret efter.
Ejnar
,
Det er uvæsentligt; jeg hefter
ej min [o]p[]mærksomhed ved sligt;
det vigtige jeg kun vil k[]ende.
Brand
.
Vort [s]amliv blev velsignet rigt
med [s]org og [g]læde; [b]arnet døde –
Ejnar
.
Det er uvæsentligt.
Brand
.
[Å] ja;
det var jo mere [l] [å]n end [g]ave,
og engang dages jo et [m]øde.
Men siden gik hun selv herfra;
derinde grønnes begges [g]rave.
Ejnar
.
Det er uvæsentligt –
Brand
.
Det med?
Ejnar
.
Om sligt jeg kræver ej [b]esked;
jeg vide vil hvordan hun døde.
Brand
.
Med [h] [å]bet om en [m]orgenrøde,
med [h]jertets hele rige [s]kat[],
med [v]iljen stærk til[] sidste [n]at[]; –
med [t]akk for alt, hvad [l]ivet gav
og [l]ivet tog, hun gik i [g]rav.
Faksimile
224
Ejnar
.
Alt s[å]dant er kun [t]ant og [s]krømt;
nævn, hvordan hendes [t]ro s[å] ud.
Brand
.
Uryggelig.
Ejnar
.
P[å] hvem?
Brand
.
P[å] Gud!
Ejnar
.
Ak, kun p[å] ham; s[å] er hun dømt.
Brand
.
Hvad siger du?
Ejnar
.
Fordømt, desværre.
Brand
(rolig).
G[å], [s]lyngel!
Ejnar
.
Helveds [o]verherre
f[å]r ogs[å] dig i sine [k]lør; –
s[å] fuldt som hun, du evigt dør.
Brand
.
Du, [u]sling, dømme tør til[] [p]ølen!
Nys l[å] du selv i [s]yndesølen –
Ejnar
.
Ved mig der klæber ingen [p]let[];
jeg skyllet er i [t]roens [t]vætt;
afgneden er hver [s]øleskvætt
p[å] [h]ellighedens [v]askebret[];
Faksimile
225
jeg renset har min Adams-[b]le
ved [h]jælp af [v]aktheds [b]anketræ;
jeg som en [m]essesærk ser ud
ved [b]rug af [b]ønnens [s]æbelud.
Brand
.
Tvi!
Ejnar
.
Tvi ig[]en. Her lugter [s]vovl,
og jeg ser [g]limt af [d]jævlens [h]orn.
Jeg er et [h]imlens [h]vedekorn, –
du [a]vnen er p[å] [d]ommens [s]kovl.
(g[å]r.)
Brand

(ser en [s]tund efter ham; med engang lyser hans [ø]jne op[] og han
udbryder)
:
Det var [m]anden, som jeg trængte!
Nu er alle [l]ænker sprængte;
eget [f]lag skal om mig bølge,
selv om ikke en vil følge!
Fogden

(kommer ilsomt).
K[]ære [p]astor, skynd Dem bare!
Kirkeprocessionens [s]kare
er i [o]rden til[] at fare –
Brand
.
Lad den komme.
Fogden
.
Uden Dem!
Husk Dem om og skynd Dem hjem!
Henrik Ibsen: Brand.
15
Faksimile
226
Folket vil ej vente længer;
hele [m]enigheden trænger,
lig et [e]lvebrudd om [v] [å]ren,
stimlende til[] [p]resteg[å]rden,
r[å]ber, de vil [p]resten se.
Hør kun; atter [r] [å]b p[å] [p]resten!
Skynd Dem; thi jeg frygter næsten
de skal inhumant sig te!
Brand
.
Aldrig jeg mit [å]syn dølge
vil i eders [f]lok og [f]ølge;
her jeg bliver.
Fogden
.
Er De gal?
Brand
.
Eders [v]ej er mig for smal.
Fogden
.
Den blir smalere, jo længer
[m]enigheden frem sig trænger.
Se, der stormer de min[]sandten!
Provst og [p]rester, [e]mbedsmænd,
trænges ud p[å] [g]røftekanten –;
kom dog, kom dog, k[]ære [v]en;
brug [i]ndflydelses[-]krabasken!
Ha, for sent; de bryder [h]egnet;
[p]rocessionen g[å]r i [v]asken!
Mængden strømmer ind og bryder sig i vild [u]orden [v]ej g[]ennem [f]esttoget
fremover til[] [k]irken.)
Enkelte [s]temmer
.
Prest!
Faksimile
227
Andre

(peger op[] mod [k]irketrappen, hvor Brand st[å]r, og r[å]ber):
Se der!
Atter [a]ndre
.
Giv [å]bningstegnet!
Provsten

(klemt i [t]rængs[]len).
Foged, hold dem inden [g]rænser!
Fogden
.
Ej min [m]yndighed de ændser!
Skolemesteren

(til[] Brand).
Tal, og kast en [l]ysning ind
i de urofyldte [s]ind!
Er det styg[]t, hvad heller stort,
det, som her skal vorde gjort?
Brand
.
O, s[å] g[å]r der dog en [s]trømning
over [f]olkets [l]ummerstille! –
Mænd, I st[å]r p[å] [v]ejens [s]kille!
Helt I m[å] det nye ville, –
alle r[å]dne [v]ærkers [r]ømning, –
før den store [t]empelhal
rejses, som den bør og skal!
Embedsmænd
.
Presten raser!
Prester
.
Han er gal!
15*
Faksimile
228
Brand
.
Ja, jeg var det, da jeg mente[,]
I p[å] [s]æt[] og [v]is dog tjente
ham, som [å]nd og [s]andhed vil!
Og jeg var det, da jeg tænkte,
at jeg ham til[] eder lænkte
g[]ennem [p]rutnings [l]eflespil.
Liden var den gamle [k]irke,
og jeg slutted fejgt som s[å]:
dobbelt op[], – det m[å] forsl[å];
femfold op[], – jo, det m[å] virke!
O, jeg s[å] ej, at det g[]aldt
enten intet eller alt.
P[å] [a]kkordens [v]ej jeg slingred; –
men idag har Herren talt.
Domsbasunen over [h]uset
har i denne [t]ime skingret, –
og jeg lytted angst[-]omsuset, –
knust, som David stod for Nathan, –
slagen, vejret bort af [s]kræk[] –;
nu er alle [t]vivlsm[å]l væk.
Folk! Akkordens [å]nd er Satan!
Mængden

(under stigende [g] []æring).
Bort med dem, som har os blindet!
Ned med dem, som stjal vor [m]arg!
Brand
.
Bag jer selv boer [f]ienden arg,
som har listet p[å] jer [b]indet.
Faksimile
229
Høkret har I med jer [k]ræfter,
kløvet eder selv itu;
derfor kommer [s]predthed efter
med sin hele [h]ulheds[-]gru.
Hvad vil I ved [k]irken nu?
Sta[]sen, [s]ta[]sen eder lokker, –
[s]ang af [o]rgel og af [k]lokker, –
[l]ysten til[] at g[]ennemris[]les
af en [h]øjtids[-]tales [i]ld,
der den læspes, der den hvis[]les,
der den flommer, tordner, hegler,
efter alle [k]unstens [r]egler!
Provsten
(sagte).
Fogdens [s]nak[] han sigter til[]!
Fogden
(liges[å]).
Det er [p]rovstens [v]æv[,] han snerter!
Brand
.
Helligstundens tændte [k] []erter,
[y]dersiden kun I vil.
Og s[å] hjem ig[]en i [s]løvhed,
hjem til[] [s]læb og [s]lid i [d]øvhed,
[s]jælen klædt i [h]verdags[-]brogen[,]
som jer [k]rop[] , – og [l]ivsensbogen
g[]emt og glemt p[å] [k]istebunden
indtil[] næste [h]elg er runden!
O, det var ej s[å] jeg drømte,
da jeg [o]fferkalken tømte!
Stor jeg vilde [k]irken bygge,
s[å] dens [h]vælving kunde skygge,
Faksimile
230
ej blot over [t]ro og [l]ære,
men udover alt i [l]ivet,
som af Gud er [l]ivsret[] givet, –
over [d]øgnets [h]verdagsdyst,
[k]veldens [h]vile, [n]attens [k]ummer,
[u]ngdomsblodets friske [l]yst,
alt[,] hvad ringt og rigt et [b]ryst
lovligt som sit eget rummer.
Elven, som dernede skummer,
Fossen, som i [k]løften brummer,
[t]onerne fra [s]tormens [l]unger,
[r]østerne, hvor [h]avet runger,
skulde smelte[,] sjælefangen[,]
sammen fuldt med [o]rgelsangen
og med [k]vad fra [f]olketunger.
Væk med [v]ærket, her er gjort!
Kun i [l]øgnen er det stort;
alt i [å]nden faldefærdigt,
eders usle [v]ilje værdigt.
I vil alle [s]pirers [k]væling
g[]ennem [a]rbejdets [f]ordeling;
under [u]gens [d]age sex
haler I Guds [f]lag til[]dæk[]s,
og det er kun p[å] den syvende,
at det ses mod [h]imlen flyvende!
Stemmer fra [m]ængden
.
Før os! Der er [s]torm i [v]ejret!
Før os, du, s[å] har vi sejret!
Faksimile
231
Provsten
.
Hør ham ej, han har ej [t]ro,
som det sømmer sig en [k]risten!
Brand
.
Nej, der nævnte du just [b]risten, –
[b]risten for os begge to,
[b]risten for det spredte hele!
Troen ejes kun af [s]jæle;
peg p[å]a en, som er en [s]jæl!
Peg p[å] en, som ej har kastet
bort sin egen bedste [d]el,
der han famled, der han hasted!
G[]ennem [l]ystens [s]præl[] og [s]parken,
under [gøgler-]pipers [l]yd,
sløves I for [l]ivets [f]ryd;
først, som udbrændt, [s]jæle[-]knarken
træder [d]ansen foran Arken!
Er af [k]røbling og af [t] [å]be
[b]ægret tømt til[] sidste [d]r[å]be, –
hej, da er det [t]id at h[å]be,
[t]id i [b]øn og [b]od at r[å]be.
Først I [p]ræget af jer slider,
lever jer til[] [t]obens[-]dyr, –
s[å] til[] [n] [å]dens [p]ort I tyr,
søger Gud – som [i]nvalider!
Derfor m[å] hans [r]ige ramle.
Hvad skal han med sjælegamle
rundtom sine [f]ødders [s]kamle?
Har han ikke sagt det højt, –
kun med [b]lodets friske [s]prøjt
Faksimile
232
g[]ennem alle [s]indets [å]rer
han dig til[] sin [a]rving k[å]rer!
Kun som [b]arn du [r]iget vinder;
did f[å]r ingen ind sig lirke.
Kom da, b[å]de [m]ænd og [k]vinder, –
mød med friske [b]arnekinder
frem i [l]ivets store [k]irke!
Fogden
.
Luk[] da op[]!
Mængden

(skriger som i [a]ngst).
Nej! Ikke denne!
Brand
.
Kirken har ej [m] [å]l og [e]nde.
Gulvet er den grønne [j]ord,
[v]idde, [v]ang, og [h]av og [f]jord;
Himlen kun kan [h]vælvet spænde
over, s[å] den vorder stor.
Der skal al din [g] []erning g[]øres,
s[å] det tør i [k]oret høres;
du med [u]gens [v]ærk kan møde,
øver dog ej [h]elligbrøde.
Den skal dække alt, som [b]arken
dækker [t]ræets alt i [s]tammen;
[l]iv og [t]ro skal smelte sammen.
Den skal [d]øgnets [g] []erning bære
enheds[-]helt med [l]ov og [l]ære.
Der skal [d]agens [y]rke være
et med [f]lugt p[å] [s]tjernebanen,
Faksimile
233
[b]arnets [l]eg om [j]ulegranen,
[k]ongedansen foran Arken!
(der g[å]r som en [s]torm g[]ennem [m]ængden; nogle viger; de fleste stimler tæt[]
sammen om Brand.)
Tus[e]nd[] [s]temmer
.
Lys er tændt, hvor før var [m]ørke; –
et er: [l]iv – og Gud at dyrke!
Provsten
.
Ve, han [h]jorden fra os lokker!
Foged, [s]kriver, [l]ensmand, [k]lokker!
Fogden
(dæmpet).
Skrig dog ikke s[å], for [p]okker!
Hvem vil stanges med en [s]tud?
Lad ham først f[å] raset ud.
Brand

(til[] [m]ængden).
Bort herfra! Her er ej Gud, –
kan ej være mellem slige;
frihedsfagert er hans Rige.
(vrider [k]irkedøren il[å]s og tager [n]øglerne i [h] [å]nden).
Her jeg er ej længer [p]rest.
Gaven kalder jeg til[]bage; –
af min [h] [å]nd skal ingen tage
[n]øglerne til[] eders [f]est!
(kaster dem ud i [e]lven.)
Vil du ind, du [t]ræl af [m]uldet, –
kryb ig[]ennem [k] []ælderhullet;
myg din [r]yg[] er; kryb og buk[];
lad i [m]ørkets [k]valm dit [s]uk[]
Faksimile
234
stryge gifttungt langs med [j]orden,
lig et magtløst [t]ærings[-]gisp!
Fogden

(sagte og lettet).
Ha, der røg hans [r]idderorden!
Provsten

(ligeledes).
S[å]; nu blir han aldrig [b]isp!
Brand
.
Kom, du unge, – kom, du friske;
lad et [l]ivspust af dig viske
[s]tøvet fra den skumle [k]rog.
Følg mig p[å] mit [s]ejerstog!
Engang m[å] du v[å]gne dog;
engang m[å] du, adelsvorden,
bryde [f]reden med [a]kkorden; –
ud af [u]sseldommens [n]ød;
ud af hele [h]alvheds-[r]øret; –
sl[å] din [f]iende p[å] [ø]ret;
byd ham [k]rig p[å] [l]iv og [d]ød!
Fogden
.
Holdt! Jeg læser [o]p[]rørsakten!
Brand
.
Læs! Med jer jeg bryder [p]agten.
Mængden
.
Vis os [v]ejen! Vi skal følge!
Brand
.
Over [v]iddens frosne [b]ølge!
Faksimile
235
G[]ennem [l]andet vil vi fare,
løse hver en [s]jælesnare,
[f]olket sidder fanget i, –
luttre, løfte, g[]øre fri, –
knuse alle [s]løvheds[-]rester,
være [m]ænd og være [p]rester,
præge nyt det slidte [s]tempel,
hvælve [r]iget til[] et [t]empel!
(Mængden, hvoriblandt [k]lokkeren og [s]kolemesteren, stimler sammen om
ham. Brand hæves i [v]ejret p[å] [m]ændenes [s]kuldre.)
Mange [s]temmer
.
Stor er [t]iden! Store [s]yner
g[]ennem lyse [d]agen lyner!
(Menneskemassen strømmer op[]igjennem Dalen; f[å] blir til[]bage).
Provsten

(til[] de bortdragende).
O, forblindede, hvad vil I!
Ser I ej[,] at Satans []pil i
al hans [t]ale ligger skjult!
Fogden
.
Hej! Vend om; I hører til[] i
[b]yg[]dens [f]arvand, stil[]t og smult!
Godtfolk, stands, – I g[å]r til[]grunde! –
Hm, de svarer ej, de [h]unde!
Provsten
.
Tænk p[å] eders [h]us og [h]jem!
Røster fra [m]ængden
.
Større [h]us skal vo[ks]e frem!
Fogden
.
Tænk p[å] eders [e]ng og [a]ker;
tænk p[å] eders [f] [å]r og [k] []ør!
Faksimile
236
Røster
.
Himlens [d]ugg gav [m]anna[-]kager,
da de k[å]rne hungred før!
Provsten
.
Eders [k]vinder bag jer skriger!
Røsterne
(langt borte).
Ej vi k[]ender dem, som sviger!
Provsten
.
Barnet klager: [f]aer forlod os!
Hele [s]karen
.
Enten med os eller mod os!
Provsten

(ser en Stund med foldede [h]ænder efter dem og siger fortabt).
Uden [h]jord, med [s]avnets [b]yrde,
st[å]r den gamle [s]ognehyrde
plyndret ud til[] bare [s]kjorten!
Fogden

(truer efter Brand).
Hans blir [s]kammen; hans blir [t]orten!
Snart, [h]err [p]rovst, er [s]ejren vor!
Provsten
(grædefærdig).
Sejren? De er fra os dragne –!
Fogden
.
Ja, men vi er ikke slagne,
hvis jeg k[]ender mine [f] [å]r!
(følger efter).
Provsten
.
Hvor monstro dog [f]ogden g[å]r?
Efter dem, s[å] sandt jeg lever!
Ha, sig atter [m]odet hæver.
Faksimile
237
Jeg vil ogs[å] med deroppe, –
sl[å] i [f]lok og g[]øre [f]anger!
Lægg mig [s]adlen p[å] min [g]anger; – –
skaf[] en sikker fjeldvant [h]oppe!
(de g[å]r.)

(Ved den øverste [s]æter i [b]yg[]den. Landskabet højner sig i [b]aggrunden og
g[å]r over i store øde [f]jeldvidder. Det er [r]egnvejr.)
Brand, fulgt af [m]ængden, – [m]ænd, [k]vinder og [b]ørn, – kommer
op[]over [b]akkerne.
Brand
.
Se fremad; did g[å]r [s]ejrens [f]lugt!
I [d]ybet ligger [b]yg[]den luk[]t,
og [v]ejret har fra [f]jeld til[] [f]jeld
spændt over den sit [t] [å]ge[-]tjeld.
Glem [d]øsen i den skumle [g]rænd;
flyv frit, flyv højt, I Herrens [m]ænd!
En [m]and
.
Vent, vent; min gamle [f]aer er træt[].
En anden
.
Jeg fra ig[å]r har intet ædt –
Flere
.
Ja, stil[] vor [s]ult og sluk[] vor [t]ørst!
Brand
.
Frem, fremad over [f]jeldet først!
Skolemesteren
.
Hvad [v]ej?
Brand
.
Hver [v]ej er lige god,
n[å]r kun den [m] [å]let bær imod.
Følg efter her –
Faksimile
238
En Mand
.
Nej, der er brat[];
vi vinder ikke frem før [n]at[]!
Klokkeren
.
Iskirken ligger og derborte.
Brand
.
Den bratte [v]ejen er den korte.
En Kvinde
.
Mit [b]arn er sygt!
En anden
.
Min [f]od er s[å]r.
En tredje
.
Hvor finder jeg en Læsknings[-]t[å]r?
Skolemesteren
.
Mæt[] [m]ængden, Prest; – se [m]odet vak[]ler.
Mange [s]temmer
.
Prest, g[]ør [m]irakler! G[]ør [m]irakler!
Brand
.
O, styg[]t jer [t]rældom har jer mærket;
I [l]ønnen vil forinden [v]ærket.
Op[], ryst jer [d]ødning[-]sløvhed af, –
hvis ej, s[å] g[å] ig[]en i [g]rav!
Skolemesteren
.
Ja, han har [r]et[]; først frem til[] [s]triden;
vi ved jo, vi f[å]r [l]ønnen siden!
Brand
.
Det f[å]r I, [f]olk, s[å] sandt en Gud
ser klarsynt over [v]erden ud!
Faksimile
239
Mange [r]øster
.
Han er [p]rofet! Han er [p]rofet!
Flere i [f]lokken
.
Hør, sig os, [p]rest, – blir [s]triden hed?
Andre
.
Og blir den lang? Og blir den blodig?
En Mand
.
Prest, kræves det at være modig?
Skolemesteren
(dæmpet).
Jeg kan vel være tryg[] for [l]ivet?
En anden Mand
.
Hvad blir min [d]el af [s]ejrens [l]øn?
En Kvinde
.
Jeg mister da vel ej min [s]øn?
Klokkeren
.
Er [s]ejren os før [t]irsdag givet?
Brand

(ser sig forvildet om i [f]lokken).
Hvad spørges om? Hvad vil I vide?
Klokkeren
.
Først om hvorlænge vi skal stride; –
derefter nævn vort [s]tridsforlis,
og endelig – vor [s]ejers [p]ris!
Brand
.
Det spørges om?
Skolemesteren
.
Ja vel; dernede
vi fik ej ret[] p[å] [t]ingen [r]ede.
Faksimile
240
Brand
(op[]rørt).
S[å] skal I f[å] det nu!
Mængden

(stimler tættere sammen).
Tal! Tal!
Brand
.
Hvorlænge [s]triden vare skal?
Den vare skal til[] [l]ivets [e]nde,
til[] I har alle [o]ffre bragt,
og løst jer fra [a]kkordens [p]agt, –
til[] I har [v]iljen hel ihænde,
til[] alle fejge [t]vivlsm[å]l faldt
for [b]udet: intet eller alt!
Og [s]tridsforliset? Alle [g]uder,
hver [h]alvheds[-] [å]nd p[å] [h]øjtids[-]hylden,
hver [j]ordtræls[-]k[]æde, blank og gylden,
al eders [s]lap[]heds [s]ovepuder!
Og [s]ejersprisen? Viljens [r]enhed,
i [t]roen [f]lugt, i [s]jælen [e]nhed, –
hin [o]fferlydighed, som gav
med [j]ubel indtil[] [d]ød og [g]rav, –
en [t]ornekrans om [h]vermands [t]inding, –
se, det skal vorde eders [v]inding!
Mængden

(under rasende [s]krig).
Forr[å]dt, forr[å]dt! Bedraget! Sveget!
Brand
.
Jeg har ifra mit [o]rd ej veget.
Faksimile
241
Enkelte
.
Du [s]ejr har lovet os ihænde; –
nu vil du den til[] [o]ffer vende!
Brand
.
Jeg [s]ejr har lovet, – og jeg svær,
den vindes skal ig[]ennem jer.
Men hver, som g[å]r i første [r]ække,
m[å] falde for sin fagre [s]ag;
tør ej han det, s[å] lad ham strække
sit [v] [å]ben inden [k]ampens [d]ag.
I [f]iendevold er dømt det [f]lag,
som værges af en [v]ilje svag;
hvis du af [o]fferskrækken lammes, –
dødsmærket er du[,] før du rammes!
Mængden
.
Vort eget [f]ald han kræver fræk[]t
til[] [f]romme for en ufødt [s]lægt!
Brand
.
Ig[]ennem [o]ffrets [ø]rkenvidder
g[å]r [v]ejen til[] vort Kanaan.
Til[] [s]ejr i [f]ald! Hver [s]lægtens [m]and
jeg byder op[] som Herrens [r]idder!
Klokkeren
.
Jo, her vi dejligt i det sidder!
I [b]yg[]den er vi sat[] i [b]an –
Skolemesteren
.
Didned vi aldrig vende kan.
Klokkeren
.
Og fremad, fremad ingen gider!
Henrik Ibsen: Brand.
16
Faksimile
242
Nogle
.
Sl[å] ham ihjæl!
Skolemesteren
.
Nej, det blev værre;
vi trænger jo en [o]verherre!
Kvinder

(peger forskrækket nedover [v]ejen).
Hu, [p]rovsten!
Skolemesteren
.
Lad jer blot ej skræmme!
Provsten

(kommer, fulgt af nogle af de til[]bageblevne).
O, mine [b]ørn! O, mine [f] [å]r!
Lyt[] til[] den gamle [h]yrdes [s]temme!
Skolemesteren

(til[] [m]ængden).
Ej mer vi har i [b]yg[]den hjemme;
bedst at vi over [v]idden gaar!
Provsten
.
O, at I kan s[å] tungt mig græmme[,]
og sl[å] mit [b]ryst s[å] dybe [s] [å]r!
Brand
.
Du s[å]red [s]jæle [å]r for [å]r!
Provsten
.
Hør ikke p[å] ham! Han jer mader
med hule [l]øfter.
Flere
.
Det er sandt!
Provsten
.
Men vi er milde; vi forlader,
hvor vi oprigtig [a]nger fandt.
Faksimile
243
O, g[å] dog i jer selv til[]sidst[,]
og se den sorte [h]elvedlist,
hvormed han [f]olket om sig flokked!
Mange
.
Ja, det er sikkert; han os lokked!
Provsten
.
Og tænk jer om; hvad mægter I,
en ringe [f]lok i [v]r[å]en b[å]rne?
Er I til[] noget [s]torværk k[å]rne?
Kan I de bundne g[]øre fri?
I har jer lille [h]verdagsdont;
hvad der g[å]r over den, er ondt.
Kan eders [a]rm p[å] [v]alen nytte?
I værge skal jer lave [h]ytte.
Hvad vil I mellem [f]alk og [ø]rn?
Hvad vil I mellem [u]lv og [b]jørn?
I blir kun [o]vermagtens [b]ytte, –
o, mine [f] [å]r, – o, mine [b]ørn!
Mængden
.
Ja, ve os, – det er [s]andheds [o]rd!
Klokkeren
.
Og dog, da vi fra [b]yg[]den foer,
vi lukked bag os [h]yttens [d]ør; –
der er ej [h]jemmet nu, som før.
Skolemesteren
.
Nej, han har lyst for [f]olkets [ø]jne,
har pegt p[å] [b]rist og [s]ot og [l]øgne;
ej længer [m]enigheden sover;
det [l]iv, som fordum var os nok,
blev [u]liv for den v[å]gne [f]lok.
16*
Faksimile
244
Provsten
.
Ak, tro I mig, det g[å]r snart over.
Alt kommer i de gamle [f]older,
n[å]r blot en [s]tund I stil[]t jer holder.
Jeg borger for at [m]enigheden
skal snart fornemme [f]ortidsfreden.
Brand
.
Vælg, [m]ænd og [k]vinder!
Nogle
.
Vi vil hjem!
Andre
.
For sent, for sent; langs [v]idden frem!
Fogden

(kommer ilsomt).
O, [l]ykketræf[] at jeg jer finder!
Kvinderne
.
[Å], k[]ære, vakkre, vær ej vred!
Fogden
.
Ej nu, ej nu; kom bare med!
En bedre [t]id for [b]yg[]den rinder; –
hvis I fornuftigt laer jer sige,
er alle [m]and før [k]velden rige!
Flere
.
Hvorledes det?
Fogden
.
En [f]iskestim
p[å] [m]illioner st[å]r i [f]jorden!
Mængden
.
Hvad siger han!
Faksimile
245
Fogden
.
G[]ør alt iorden!
Sky [v]iddens [u]vejr, [s]ludd og [r]im.
Før styred [s]timen aldrig hid; –
nu, [v]enner, for vor [d]el af Norden
der rinder op[] en bedre [t]id!
Brand
.
Vælg mellem Herrens [r] [å]b og hans!
Fogden
.
Følg eders egen sunde [s]an[]s!
Provsten
.
O, her er et [m]irakel hændt;
et [f]ingerpeg fra [h]imlen sendt!
Ak, jeg har drømt det jævnt og tidt,
men tænkte det var [m]areridt; –
nu ser vi klart hvorhen det sigter –
Brand
.
Jer selv I taber, hvis I svigter!
Mange
.
En [f]iskestim!
Fogden
.
P[å] [m]illioner!
Provsten
.
Brød, [g]uld til[] eders [b]ørn og [k]oner!
Fogden
.
Nu ser I vel[,] det ej er [t]id
at spilde eders [k]raft i [s]trid,
især imod en [o]vermagt,
som g[]ør [herr] [p]rovsten selv forsagt.
Faksimile
246
Nu har I andre [m] [å]l for [ø]je,
end tomt at hige mod det høje.
Vorherre hytter nok sig selv;
befæstet er jo [h]imlens [h]vælv.
Bland ej jer op[] i andres [t]rætte,
men skynd jer[,] [h]avets [s]kat[] at lette;
det er et praktisk G[]ørem[å]l,
som øves uden [b]lod og [s]t[å]l;
det bringer eder [v]elstands-[s]toffer,
og kræver ej personligt [o]ffer!
Brand
.
Just [o]ffret st[å]r med [l]ueskrift[,]
som Herrens [k]rav[,] bag [s]kyens [r]ift!
Provsten
.
Ak, føler I til[] [o]ffer [d]rift,
s[å] kom kun tryg[]t til[] mig en sk[]øn [d]ag, –
som for [e]xempel næste [s]øndag; –
jeg skal min[]sandten –
Fogden
(afbrydende).
Ja, ja, ja!
Klokkeren

(sagte til[] Provsten).
Beholder jeg min [p]ost som [k]lokker?
Skolemesteren
(liges[å]).
Blir [s]kolen tagen mig ifra?
Provsten
(dæmpet).
Ifald I [m]ængdens [s]tivsind rokker,
s[å] vil man vistnok være mild –
Fogden
.
Afsted, afsted; ej [t]iden spild!
Faksimile
247
Klokkeren
.
Til[]b[å]ds, til[]b[å]ds, hver, som er klog!
Nogle
.
Men [p]resten –?
Klokkeren
.
Presten! Slip[] den gale!
Skolemesteren
.
I ser jo her Vorherres [t]ale,
som i en [å]ben prentet [b]og.
Fogden
.
Svig [p]resten; det er [r]et[] og [p]ligt;
han daared jer med [t]ant og [d]igt –
Flere
.
Han løj for os!
Provsten
.
Hans [t]ro er vrang;
og tænk, han har ej laud engang!
Nogle
.
Hvad har han?
Fogden
.
Daarlig [k]arakter!
Klokkeren
.
Ja, det er sandt; det klart vi ser!
Provsten
.
Hans gamle [m]oer forg[]æves vented;
han nægted hende [s]akramentet!
Fogden
.
Han fast tog [l]ivet af sit [b]arn!
Klokkeren
.
Af [k]onen med!
Faksimile
248
Kvinder
.
Tvi, tvi, det [s]karn!
Provsten
.
Slet[] [s]øn, slet[] [f]aer, slet[] [æ]gtemand; –
mon værre [k]risten gives kan!
Mange [s]temmer
.
Vor gamle [k]irke rev han ned!
Andre
.
I [b]agl[å]s han den nye vred!
Atter Andre
.
Han slang os p[å] en [h]avsnøds[-]planke!
Fogden
.
Han stjal min [d] [å]rekiste[-]tanke!
Brand
.
Jeg [m]ærket ser p[å] [h]vermands [p]ande.
Jeg ser, hvor denne [s]lægt vil lande.
Hele [f]lokken
(brølende).
Hej, hør ham ej! Af [b]yg[]den driv
den [h]elvedbrand med [s]ten og [k]niv!
(Brand drives med [s]tenkast indover i [ ø]demarkerne. Forfølgerne vender efter-
haanden til[]bage.)
Provsten
.
O, mine [b]ørn! O, mine [f] [å]r!
Nu vender I til[] [h]jemmets [a]rne;
lad [a]nger eders [ø]jne klarne,
og I skal se at godt det g[å]r.
Vi ved, Vorherre er s[å] god;
han kræver ej uskyldigt [b]lod; –
Faksimile
249
og vor [r]eg[]ering er tillige
s[å] mild, som knap[]t i noget [r]ige;
og [ø]vrigheden, [a]mtmand, [f]oged,
vil ikke g[]øre jer det broget;
og selv jeg er s[å] k[]ærlig, som
vor [t]ids humane [k]ristendom; –
jer [o]vermænd vil allesammen
med eder bo i [f]red og [g]ammen.
Fogden
.
Men hvis her findes nogen [b]rist,
s[å] m[å] den [heles] , det er visst.
N[å]r først vi kommer lidt til[] [r]o,
s[å] vælger vi en [k]ommission,
som prøve skal i hvilket [m]on
der bødes kan p[å] [l]ys og [t]ro.
Den bør best[å] af nogle [p]rester,
som jeg og [p]rovsten kalder til[], –
desuden, dersom s[å] I vil,
af [k]lokker og af [s]kolemester
samt andre [m]ænd af [f]olkets [k]reds, –
s[å] I kan sl[å] jer tryg[]t til[]freds.
Provsten
.
Ja, vi skal lette al jer [b]yrde,
som I den gamle [s]jælehyrde
idag har lettet for hans [a]ngst.
Den [t]anke g[]øre [h]vermand stærk,
at her er hændt et [u]nderværk.
Farvel; god [l]ykke til[] jer Fangst!
Klokkeren
.
Ak, det er [f]olk med kristen [m]ildhed!
Faksimile
250
Skolemesteren
.
De g[å]r sin [g]ang i bramfri [s]til[]hed.
Kvinder
.
De er s[å] snilde og s[å] pene!
Andre
.
S[å] rigtigt folkelig gemene!
Klokkeren
.
De kræver ikke [u]livss[å]r.
Skolemesteren
.
De Folk ved mer end Fadervor!
(Flokken drager nedover.)
Provsten
(til[] Fogden).
Ak, dette vil forbedre [t]onen.
Nu er i alt et [o]mslag nær;
thi, Gud[]ske[]lov, der noget er,
som bærer [n]avn af [r]eaktionen.
Fogden
.
Mit [v]ærk det var, at alt [s]pektakel
blev kvalt i selve [f]ødselstimen.
Provsten
.
Ak, mest vi skylder hint [m]irakel –
Fogden
.
Hvad for [m]irakel?
Provsten
.
[f]iskestimen.
Fogden
(blæser).
Det var en [l]øgn naturligvis!
Provsten
.
Ja s[å]? En [l]øgn?
Faksimile
251
Fogden
.
Jeg gav til[] [p]ris[,]
hvad [v]røvl mig først i [m]unden faldt; –
kan sligt vel lastes, hvor det g[]aldt
[så] vigtig [s]ag?
Provsten
.
Nej, Gud[]bevares;
i [n]ødsfald kan det godt forsvares.
Fogden
.
Og desforuden, om et [d]øgn,
n[å]r [f]olket atter f[å]r sig sundet,
hvad g[]ør det da, om [s]ejr blev vundet
i [k]raft af [s]andhed eller [l]øgn?
Provsten
.
Ven, jeg er ingen [r]igorist.
(ser indover i [ø]demarken.)
Men er det ikke Brand, som hist
sig slæber frem?
Fogden
.
Jo, ganske visst!
En enlig [k]riger p[å] sit [t]og!
Provsten
.
Nej, vent; en til[] jeg øjner dog –
langt bag ham!
Fogden
.
Hvad; – det er jo Gerd!
Det [f]ølgeskab er [k]arlen værd.
Provsten
(lystig).
N[å]r stillet er hans [o]fferdrift,
ham sættes bør slig [m]indeskrift:
Faksimile
252
her hviler Brand; hans [s]ejr blev skral;
en [s]jæl han vandt, – og hun var gal!
Fogden

(med [f]ingeren p[å] [n]æsen).
Men n[å]r jeg ret[] mig tænker om,
det dog mig forekommer, som
lidt inhuman var [f]olkets [d]om.
Provsten

(trækker p[å] [s]kuldrene).
Vox populi vox dei. Kom!
(de g[å]r.)

(Inde p[å] de store [v]idder. Uvejret vo[ks]er og jager [s]kyerne tungt over [s]ne-
sletten; sorte [t]inder og Toppe træder hist og her frem og sløres atter af
[t] [å]gen.)
(Brand, kommer blodig og forsl[å]et indover [f]jeldet.)
Brand

(standser og ser til[]bage).
Tus[e]nd fulgte mig af [b]yg[]den;
ikke en vandt op[] til[] [h]øjden.
G[]ennem alle [h]jerter taler
[t]rangen til[] en større [t]id;
over alle [s]jæle daler
[l]edingsbud til[] løftet [s]trid.
O, men [o]ffret, [o]ffret skræmmer;
[v]iljen vek og ræd[] sig g[]emmer; –
en jo for dem alle døde, –
[f]ejghed er ej længer [b]røde!
(synker ned p[å] en [s]ten og ser sig sky omkring.)
Jævnt og tidt jeg m[å]tte grue[;]
[s]krækken ris[]led i mit [h] [å]r,
n[å]r jeg gik, som [b]arnet g[å]r,
Faksimile
253
under [h]yl og [h]undetuden,
i den mørke [g] []enfærdsstue.
Men jeg tvang min [h]jertebanken,
og jeg trøsted mig med [t]anken:
ude skinner [l]ysets [v]æld,
[m]ørket er ej [n]at[], ej [k]veld, –
her er [s]kodder kun for [r]uden.
Og jeg tænkte, [d]agens [s]kin,
[s]ommerlivets klare [l]ue,
skal ig[]ennem [d]ørens [b]ue
vælde fuldt og fagert ind
i den mørke [g] []enfærdsstue.
O, hvor bittert jeg bedrog mig.
Begsort [n]at[] imøde slog mig, –
og derude sad forstemte
spredte [m]ænd langs [f]jord og [v]ik,
holdt p[å] [m]inder, [å]ndsforglemte,
g[]emte dem, som [k]ongen g[]emte
[å]rvis p[å] sin Snefrids [l]ig,
løste [d]ødninglinets [f]lig,
lytted over [h]jertekulen,
næred sig med [l]ivshaabs-[s]mulen,
mente, nu sprang [b]lodets røde
[r]oser ud ifra den døde.
Ikke en, som han, sig hæved,
gav til[] [g]raven hvad den kræved.
Ikke en iblandt dem ved:
[l]iget drømmes ej tillive,
[l]iget m[å] i [m]uldet ned,
[l]igets [h]verv kun er at give
Faksimile
254
[n]æring til[] en nylagt [s]æd. –
[n]at[], kun [n]at[], – og [n]at[] ig[]en
over [k]vinder, [b]ørn og [m]ænd!
Kunde jeg med [l]yn i [h] [å]nden
frelse dem fra Str[å]døds[-]v[å]nden!
(springer op[].)
Sorte [s]yner ser jeg jage
lig et[h]elridt g[]ennem [n]atten.
Tiden st[å]r i [u]vejrskofte,
maner med en [l]ivsd[å]ds [k]rav,
kræver svunget [s]ta[å]l for [s]tav,
kræver [s]keden tom ved [h]ofte; –
[f]rænder ser i [s]trid jeg drage, –
[b]rødre ser jeg sidde spage,
krøbne under [g] []emselshatten.
Og jeg øjner mer endnu, –
[u]sseldommens hele [g]ru, [–]
[k]lynk fra [k]vinden, [s]krig fra [m]anden,
[ø]ret stængt for [b]øn og [b]ud, –
ser dem riste sig p[å] [p]anden
[n]avn af [f]attigfolk ved [s]tranden,
[f]olk med [s]killingspræg fra Gud.
Blege lytter de til[] [b]raget,
tror at selvgjort [a]fmagt sk[]ærmer. –
Regnbue over Mai[-]vangen,
[f]lag, hvor er du nu at se?
Hvor er nu de [f]arver tre, –
de, der slog og fnøs fra [s]tangen[,]
under [s]torm af [f]olkesangen[,]
til[] en [k]onge og en [s]værmer
Faksimile
255
[s]plitt og [t]unge skar i [f]laget?
Tungen brugte du til[] [p]ral;
tør ej [d]ragen vise [t]ænder,
trænges ingen [s]plittflags[-]ender; –
[f]olkeskriget kunde tiet,
[k]ongesa[ks]en kunde biet;
[f]lag med [f]redens fire [h]jørner
strækker til[] som [n]ødsignal,
n[å]r en grundstødt [s]kude tørner!
Værre [t]ider; værre [s]yner
g[]ennem [f]remtidsnatten lyner!
Brittens kvalme [s]tenkulsky
sænker sort sig over [l]andet,
smudser alt det friske grønne,
kvæler alle [s]pirer skjønne,
stryger lavt[,] med [g]iftstof[] blandet,
stjæler [s]ol og [d]ag fra [e]gnen,
drysser ned, som [a]skeregnen
over [o]ldtids dømte [b]y. –
Da er [s]lægten vorden styg[]; –
g[]ennem [g]rubens krumme [g]ange
lyder [n]yn af [d]ryp[]vands[-]sange;
[p]uslingflokken, travl og tryg[],
frig[]ør [m]almens bundne [f]ange,
g[å]r med puklet [s]jæl og [r]yg[],
glor med [d]vergens gridske [ø]jne
efter [g]uldets blanke [l]øgne.
Sjæl ej skriger, [m]und ej smiler,
[b]rødres [f]ald ej [h]jerter kløver,
eget [f]ald ej vækker [l]øver; –
Faksimile
256
[f]lokken hamrer, mynter, filer;
rømt er [l]ysets sidste [t]olk;
[s]lægten vorden er et [f]olk,
som har glemt, at [v]iljens [p]ligter
ender ej[,] hvor [e]vnen svigter!
Værre [t]ider; værre [s]yner
g[]ennem [f]remtidsnatten lyner!
Kløgtens [u]lv med [g]luf[] og [g]lam
truer [l]ærens [s]ol p[å] [j]orden;
[n]ødskrig lyder op[] mod Norden,
byder [l]eding ud langs [f]jorden;
[d]vergen hvæser tvær og klam, –
sligt er ikke [s]ag for ham.
Lad de stærke [s]amfund gløde;
lad de andre give [m]øde;
vi har ikke [r] [å]d at bløde, –
vi er sm[å], vi savner [e]vne
til[] et [s]andheds [s]tyrkestævne,
kan ej offre [f]olkehelsen
for vor [b]røk af [v]erdensfrelsen.
Ej for os blev [k]alken drukket,
ej for os hugg [t]ornekransen
i hans [t]inding sine [t]ænder,
ej for os blev Romer[-]landsen
i den dødes [s]ide stukket,
ej for vor [s]kyld [n]aglen brænder,
boret g[]ennem [f]od og [h]ænder.
Vi er sm[å], er sidst i [l]aget,
byder [l]edingsbudet [t]rods!
Ej for os blev [k]orset taget!
Faksimile
257
Spanrem-[s]laget, [s]panrem-[s]laget,
Ahasveri [r]ap[], som ruller
[p]urpur om den dømtes [s]kulder,
er [p]assionens [b]røk for os!
(kaster sig ned i [s]neen og dækker [a]nsigtet til[]; om lidt ser han op[].)
Har jeg drømt? Er nu jeg v[å]gen?
Alt er gr[å]t og dulgt i [t] [å]gen.
Var det syge [s]yner kun,
hvad jeg s[å] til[] denne [s]tund?
Er det [b]illed glemt og tabt,
hvori [m]andens [s]jæl blev skabt?
Er vort [o]p[]havs [å]nd besejret –?
(lyttende.)
Ha, det g[å]r som [s]ang i [v]ejret!
De usynliges [k]or

(suser i [s]tormen).
Aldrig, aldrig blir du lig ham, –
thi i [k] []ødet er du skabt;
g[]ør hans [g] []erning eller svig ham,
ligefuldt er du fortabt!
Brand

(g[]entager [o]rdene og siger sagte):
Ve mig, ve mig; snart jeg tror det!
Stod han ej i [k]irkekoret,
slog med [h] [å]nden vredt mod [o]rdet?
Tog han ikke alt mit [e]je,
stængte alle [l]ysets [v]eje,
lod mig k[]æmpe til[] det sidste,
lod mig [n]ederlaget friste!
Henrik Ibsen: Brand.
17
Faksimile
258
Koret

(lyder stærkere over ham):
Orm, du aldrig vorder lig ham, –
[d]ødens [b]æger har du tømt;
følg ham efter eller svig ham,
lige fuldt din [d] [å]d er dømt!
Brand
(stille.)
Agnes, Alf, de lyse [d]age,
[l]iv i [f]red og [l]iv i [h]vile,
bytted jeg mod [k]amp og [k]lage,
rev mit [b]ryst med [o]fferpile, –
[fældte] dog ej [f]olkets [d]rage.
Koret

(mildt og lokkende).
Aldrig, [d]rømmer, blir du lig ham,
[a]rv og [o]del har du tabt;
alt dit [o]ffer g[]ør ej rig ham; –
for dit [j]ordliv er du skabt!
Brand

(brister i sagte [g]r[å]d.)
Alf og Agnes, kom til[]bage;
ensom sidder jeg p[å] [t]inden,
g[]ennemblæst af [n]ordenvinden,
bidt af [g] []enfærd, klamme, spage –!
(han ser op[]; en dæmrende [p]let[] aabner og vider sig ud i [t] [å]gen; en
[k]vindeskikkelse st[å]r der, lyst klædt, med [k] [å]be over [s]kuldrene.
Det er Agnes.)
Skikkelsen

(smiler og breder [a]rmene mod ham).
Brand, her har du mig igjen!
Faksimile
259
Brand

(farer forvildet op[]).
Agnes! Agnes! Hvad er dette!
Skikkelsen
.
Alt var [f]eberdrøm, min [v]en!
Nu skal [s]ottens [t] [å]ger lette!
Brand
.
Agnes! Agnes!
(vil ile hende imøde.)
Skikkelsen
(skriger):
Kom ej over!
Se dog [s]luget mellem os!
Her g[å]r [f]jeldets vilde [f]os[].
(mildt.)
Ej du drømmer, ej du sover,
ej du mer med [s]yner sl[å]s.
Du har været syg, du k[]ære, –
drukket [v]anvids bittre [d]rik[],
drømt, din [h]ustru fra dig gik. –
Brand
.
O, du lever! Lovet være –!
Skikkelsen
(hurtigt).
Hys, tal heller derom siden!
Følg mig, følg mig; knap[] er [t]iden.
Brand
.
O, men Alf?
Skikkelsen
.
Ej heller død.
Brand
.
Lever!
17*
Faksimile
260
Skikkelsen
.
Lever sund og rød!
Alle [s]orger har du drømt;
al din [k]amp var ikkun [s]krømt.
Alf er hos din gamle [m]oer;
hun er frisk og han er stor;
end er [b]yg[]dens [k]irke til[];
den kan rives, hvis du vil; –
[s]ognets [f]olk dernede slider
jævnt, som i de gode [t]ider.
Brand
.
Gode?
Skikkelsen
.
Ja – da her var [f]red.
Brand
.
Fred!
Skikkelsen
.
O, skynd dig, Brand; kom med!
Brand
.
Ak, jeg drømmer!
Skikkelsen
.
Nu ej længer.
Men til[] [r]øgt og [l]y du trænger –
Brand
.
Jeg er stærk.
Skikkelsen
.
Ak, ej endnu;
bag dig lurer [d]rømmens [g]ru.
Atter vil du t[å]get glide
bort fra min og [b]arnets [s]ide,
Faksimile
261
atter vil din [t]anke sløves, –
hvis ej [l]ægemidlet prøves.
Brand
.
O, giv hid!
Skikkelsen
.
Du selv er [m]anden.
Du kun kan det, ingen anden.
Brand
.
Nævn det da!
Skikkelsen
.
Den gamle [l]æge,
som har læst s[å] mangen [b]og, –
han, som er til[] [b]unden klog,
fundet har din [s]ygdoms [s]por.
Alle [s]yner, stygge, blege,
mantes frem med trende [o]rd.
Dem maa k[]æk[]t du overstrege,
ud af [m]indebladet slette,
væk fra [l]ovens [t]avle stryge.
De har voldt at [s]otten faldt
p[å] dig som en [v]ildsinds-[b]yge; –
glem dem, glem dem, vil du tvætte
[s]jælen ren for [s]ot og [s]yge!
Brand
.
Sig dem!
Skikkelsen
.
«Intet eller alt».
Brand
(viger).
Er det s[å]?
Faksimile
262
Skikkelsen
.
Saa visst jeg lever,
og s[å] visst du engang dør!
Brand
.
Ve os begge! Sverdet svæver
draget over os som før!
Skikkelsen
.
Brand, vær mild; min [f]avn er varm;
hold mig med din stærke [a]rm; –
lad os søge [s]ol og [s]ommer –
Brand
.
Anden [g]ang ej [s]otten kommer.
Skikkelsen
.
Ak, den kommer, Brand, vær tryg[].
Brand

(ryster p[å] [h]ovedet).
Den er slynget bag min [r]yg[].
Ingen vilde [d]rømmes [g]ru, –
[l]ivets, [l]ivets kommer nu!
Skikkelsen
.
Livets?
Brand
.
Følg mig, Agnes!
Skikkelsen
.
St[å]!
Brand, hvad vil du?
Brand
.
Hvad jeg m[å]:
leve, hvad til[] nu er drømt, –
g[]øre sandt, hvad end er [s]krømt.
Faksimile
263
Skikkelsen
.
Ha, umuligt! Husk, hvorhen
[v]ejen bar dig!
Brand
.
Om ig[]en!
Skikkelsen
.
Ræd[]slens [r]idt i [d]rømmetaagen
vil du ride fri og v[å]gen?
Brand
.
Fri og v[å]gen.
Skikkelsen
.
Slippe [b]arnet?
Brand
.
Slippe [b]arnet.
Skikkelsen
.
Brand!
Brand
.
Jeg m[å].
Skikkelsen
.
Blodig rive mig af [g]arnet?
Mig med [o]ffersvøber sl[å]
indtil[] [d]øden?
Brand
.
Jeg det m[å].
Skikkelsen
.
Alle [l]ys i [n]atten slukke,
[d]agens [s]olsk[]ær udelukke,
aldrig [l]ivets [f]rugter plukke,
aldrig løftes lindt af [s]ange?
O, jeg mindes dog s[å] mange!
Faksimile
264
Brand
.
Jeg det m[å]. Spild ej din [b]øn.
Skikkelsen
.
Glemmer du din [o]fferløn?
Alt dit [l]øftnings[-]h[å]b bedrog dig;
alle sveg dig, alle slog dig!
Brand
.
Ej for egen [l]øn jeg lider;
ej for egen [s]ejr jeg strider.
Skikkelsen
.
For et [f]olk i [g]rubens [g]ange!
Brand
.
En kan give [l]ys til[] mange.
Skikkelsen
.
Dømt er jo dets [f]remtids[-]slægter!
Brand
.
Stort en enkelts [v]ilje mægter.
Skikkelsen
.
Husk at en med [f]lamme[-]riset
[m]anden drev af Paradiset!
Porten har han lagt et [s]lug for; –
over det du springer ej!
Brand
.
[Å]ben lod han [l]ængslens [v]ej!
Skikkelsen

[(]forsvinder i et [b]rag; T[å]gen vælter sig hvor den stod, og der skriges hvas[]t
og sk[]ærende, som fra en der flygter)
:
Dø! Dig har ej [v]erden [b]rug for!
Faksimile
265
Brand

(st[å]r en [s]tund som bedøvet).
Væk det jog i [s]koddens [r]øg, –
fløj p[å] store hvasse [v]inger
over [v]idden som en [h]øg.
Kravet var en [l]illefinger
for at fange helt min [h] [å]nd –!
Ha, det var [a]kkordens [å]nd!
Gerd

(kommer med en [r]iffle).
S[å] du [h]øgen! S[å] du [h]øgen?
Brand
.
Ja, du; dennegang jeg s[å] ham.
Gerd
.
Fort, sig [v]ejen, han er strøgen;
vi vil efter, vi vil n[å] ham!
Brand
.
Intet [v] [å]ben bider p[å] ham;
stundom tykkes han at fly,
hjerteramt af [d]ødens [b]ly, –
men vil [b]aneslag du sl[å] ham,
er han bag dig lige kry,
g[]ækker, lokker dig paany.
Gerd
.
Rensdyr[-]skyttens [r]iffle stjal jeg,
har den ladt med [s]ølv og [s]t[å]l;
du kan tro, jeg er s[å] gal ej,
som de siger!
Brand
.
Træf[] dit [m] [å]l!
(vil g[å].)
Faksimile
266
Gerd
.
Prest, du halter jo p[å]a [f]oden.
Hvad har voldt det?
Brand
.
Folket jog mig.
Gerd
(nærmere).
Rød, som [b]lod fra [h]jerteroden,
er din [t]inding!
Brand
.
Folket slog mig.
Gerd
.
Før du havde [s]ang i [r]østen, –
nu kun [k]nirk, som [l]øv om [h]østen!
Brand
.
Alt og alle –
Gerd
.
Hvad?
Brand
.
Bedrog mig.
Gerd

(ser med store Øjne p[å] ham).
H[å], – nu k[]ender jeg dig først!
Jeg har tænkt, at du var [p]resten; –
tvi med ham og hele [r]esten!
Du er [m]anden, som er størst.
Brand
.
D[å]rligt mente jeg det næsten.
Gerd
.
Lad mig se p[å] dine [h]ænder!
Faksimile
267
Brand
.
Mine [h]ænder?
Gerd
.
Nagle[-]s[å]ret!
Blodets [d]ryp jeg ser i [h] [å]ret, –
[b]iddet efter [t]orne[-]tanden,
hugget vildt og hvas[]t i [p]anden.
Dig har [k]orsets [t]ræ jo baaret!
Faer har sagt[,] da jeg var liden,
det blev gjort for længe siden,
langt herfra og af en anden; –
nu jeg sk[]ønner han mig d[å]red; –
ja, for du er Frelser[-]manden!
Brand
.
Vig ifra mig!
Gerd
.
Skal jeg falde
ned og bede for din [f]od?
Brand
.
Vig!
Gerd
.
Du ødte jo det [b]lod,
som har [m]agt at frelse alle!
Brand
.
O, jeg ved ej [f]relsens [f]jæl
for min egen arme [s]jæl!
Gerd
.
Her er [r]ifflen! Lad dem dræbes –!
Brand

(ryster p[å] [h]ovedet).
Frem mod [f]aldet skal der stræbes.
Faksimile
268
Gerd
.
Ej af dig; du g[å]r jo først!
I din [h] [å]nd er [n]aglehullet; –
du er udvalgt; du er størst.
Brand
.
Jeg er ringest [k]ryb i [m]uldet.
Gerd

(ser op[]ad; [s]kyerne letter).
Ved du[,] hvor du st[å]r?
Brand

(stirrer frem for sig).
Jeg st[å]r
ved det første [t]rin af [t]rappen;
højt er op[] og [f]oden s[å]r.
Gerd
(vildere).
Svar mig! Ved du[,] hvor du st[å]r?
Brand
.
Ja, nu falder [t] [å]gekappen.
Gerd
.
Ja, den falder: Svartetind
peger helt i [h]imlen ind!
Brand
(ser op[]).
Svartetind? Iskirken!
Gerd
.
Ja!
Kirkeg[]æst du blev endda!
Brand
.
[Tusend] [m]ile bort herfra! –
O, hvor inderligt jeg higer
Faksimile
269
efter [l]ys og [s]ol og [m]ildhed,
efter [f]redens [k]irke[-]stil[]hed,
efter [l]ivets [s]ommer[-]riger!
(brister i [g]r[å]d).
Jesus, jeg har r[å]bt dit [n]avn;
aldrig tog du mig i [f]avn;
tæt[] forbi mig er du gledet,
gammelt [o]rd p[å] [t]ungen lig;
lad mig nu af [frelsens-]klædet,
med den sande [b]ods-[v]in vædet,
fange blot en fattig [f]lig!
Gerd
(bleg).
Hvad er det? Du græder, du,
varmt, s[å] det p[å] [k]inden ryger, –
varmt, s[å] [b]ræens [g]rav[-]lin stryger
dryppende fra [t]op[] og [t]inde, –
varmt, s[å] Isen i mit [m]inde
løses op[] i [g]r[å]d herinde, –
varmt, s[å] Messe[-]k[å]ben glider
nedad [j]økel[-]prestens [s]ider –!
(bævende.)
Mand, hvi græd du ej før nu?
Brand

(klar, str[å]lende og ligesom forynget).
Frostvej bær ig[]ennem [l]oven, –
siden [s]ommersol fra oven!
Til[] idag det g[]aldt at blive
[t]avlen[,] hvorp[å] Gud kan skrive; –
fra idag mit [l]ivsensdigt
skal sig bøje varmt og rigt.
Faksimile
270
Skorpen brister. Jeg kan græde,
jeg kan knæle, – jeg kan bede!
(synker iknæ.)
Gerd

(skotter op[]over og siger sagte og sky):
Se, der sidder han, den stygge!
Det er ham, som kaster [s]kygge,
der han pisker [t]indens [s]ider
med sin brede [v]ingefjær.
Nu er [f]relsens [t]ime nær –
dersom bare [s]ølvet bider!
(kaster [r]if[]len til[] [k]inden og skyder. Hult [d]røn, som af en rullende [t]orden, ly-
der højt oppe fra [b]ergvæggen.)
Brand
(farer op[]).
Ha, hvad g[]ør du!
Gerd
.
Ramt han glider!
Jeg har truffet; – se, han falder;
hør, han skriger[,] s[å] det gjalder!
Mange tus[e]nd [f]jær af [h]ammen
fyger ned fra [b]ergvæg[]s-[k]ammen; –
se, hvor han blir stor og hvid –!
Hej, han ruller ende hid!
Brand
(synker sammen).
Ja, hver [s]lægtens [s]øn til[]døde
dømmes m[å] for [s]lægtens [b]røde!
Gerd
.
Tifold større [h]immeltelt
spændtes ud, da han blev fældt!
Se, han tumler; se, han ruller –
Faksimile
271
[å], jeg vil ej længer grue;
han er hvid jo, som en [d]ue –!
(skriger i [r]æd[]sel).
Hu, det stygge, stygge [b]ulder!
(kaster sig ned i [s]neen).
Brand

(krymper sig under den styrtende [s]kred og siger op[]ad):
Svar mig, Gud, i [d]ødens [s]lug; –
g[]ælder ej et [f]relsens [f]nug
[m]andeviljens qvantum satis –?!
(Skreden begraver ham; hele [d]alen fyldes.)
En [r]øst

(r[å]ber g[]ennem [t]ordenbragene).
Han er deus caritatis!
[]

Faksimile

Forklaringer

Tegnforklaring inn her